tirsdag den 31. juli 2012

Stjerneskud

Noget af det bedste man kan få på en god og varm sommerdag er et stjerneskud. Især når fiskemanden lige har været forbi med nyfangede rødspætter.


1 stjerneskud
1 rødspættefilet
salatblade
lidt rejer
æg og rasp
asparges (på dåse hvis du ikke kan få friske)
citron
dressing
brød
smør

Smørsteg brødet
Vend rødspætten i æg og rasp og steg i masser af smør
Anret det hele så det ser godt ud

Spis i solen med en god udsigt og lækkert selskab.

mandag den 30. juli 2012

Køkkenhaven og grøntsagskassen

Prinsessen tilbragte den sidste del af sin ferie i sommerresidensen på Mors, som til daglig bliver bestyret af eksilforældrene. Her nød hun at gå i køkkenhaven og rippe solbær- og hindbærbuskene samt ærteplanterne for moden frugt og grønt. Ikke en dårlig måde at indtage sin kost på.






Ved sin afsked med eksilforældrene og med udsigten til at skulle på arbejde igen, blev prinsessen udstyret med en lækker grøntsagskasse med kartofler, squash, rødbeder, løg, rødløg og masser af gulerødder. Så burde der være energi nok til en ny arbejdsuge.

lørdag den 28. juli 2012

Berlin - Kado

Prinsessen var blevet oplyst om, at Berlin også har en lakridsbutik, og selvfølgelig måtte hun og den lakridsglade prinsgemal omkring Kado, som ligger i det hyggelige Kreuzberg.
Butikken er lille og hyggelig, men kvaliteten af deres lakrids var desværre ikke helt efter prinsessens smag. Meget af det man kunne vælge imellem var som i en almindelig bland selv slikbutik, men det var godt at se, at Johan Bülow og Lakritsfabrikken kunne hive niveauet op, og de smukke æsker kunne også trække prinsessens humør en smule op.







Det endte med en pose af deres blandet salmiaklakrids. Butikken er klart et besøg værd på grund af interiøret, men køb lakridsen i Danmark.

fredag den 27. juli 2012

Berlin - Tyrkisk marked

Hver fredag og tirsdag er der tyrkisk marked i Kreuzberg, lige nede ved floden. Og selvfølgelig skulle prinsessen også besøge det tyrkiske mindretal, hvis marked havde alt hvad man kunne tænke sig. Det blev til en del meter billige stoffer, og en prinsgemal med fyldt rygsæk.









Prinsessen glæder sig til at tage hul på de eventyrlige stoffer.

torsdag den 26. juli 2012

Berlin - Modulor

Dette sted må være tæt på paradis for den kreative undersåt - og prinsesser i al almindelighed. 2 etager i et kæmpe varehus fyldt med alle de materialer du måtte ønske at bruge til at kunne fremstille hvad som helst. Værksteder, hvor du kan leje dig ind på timebasis. Værksteder, hvor du kan tage kurser i nye teknikker og områder. Værksteder, hvor du kan få skåret, printet og hvad du ellers kan finde på. Stedet hedder Modulor, og er intet mindre end fantastisk.












Prøv det!

onsdag den 25. juli 2012

Berlin - Kochhaus

Et andet lækkert sted, prinsessen løb ind i var Kochhaus, som har en lækker filial også i Prenzlauer Berg. Lækre opsætninger og forslag til aftensmaden - sådan lige som i Kvickly - bare 1000 gange flottere sat op. Og selvfølgelig var der en lille café tilknyttet butikken, så man med det samme kunne nyde deres lækkerier.







Desværre var nogle af deres grøntsager og friske krydderier noget slatne, men ud over det var det en meget lækker butik.

tirsdag den 24. juli 2012

Berlin - Goldhahn & Sampson

Berlinere er glade for mad, og ud fra udvalget af lækre indkøbssteder, er de også glade for god kvalitet. Prinsessen er meget tilfreds med de skønne butikker, og kunne købe sig fattig, hvis hun boede ved siden af denne lækre butik.

Goldhahn & Sampson ligger i det hyggelige Prenzlauer Berg og har et godt udvalg af alle de gode råvarer, krydderier, oste, vin og andre lækkerier, din hushjælp måtte ønske sig. Der ud over har de et helt bibliotek fyldt med de skønneste kogebøger, og tilbyder madlavningskurser i deres lille køkken.





Et skønt sted for foodies og andre madelskere!

mandag den 23. juli 2012

Berlin - Reichstag

Et af højdepunkterne i Berlin var et besøg i Reichstagets kuppel. Dog skal man huske at registrere sig i god tid inden man skal ind, da der er megen ventetid. Det er dog ventetiden værd, for der venter en spektakulær udsigt over hele Berlin og en arkitektonisk oplevelse.









Der ligger også en restaurant på tagetagen, som klart vil være et besøg værd, såfremt apanagen bliver betydeligt forhøjet.

Prinsessen var så heldig at besøge Reichstagen omkring solnedgang, således at hun både fik set byen i dagslys og om natten.