tirsdag den 30. december 2014

Glædelig jul og godt nytår


Jeg håber I alle har haft en god jul og nu er ved at være klar til at gå ind i et nyt år. Jeg sidder herhjemme og martrer mig selv over ikke at være ude på nye eventyr, da jeg var for nærig i forhold til at købe en rejse og tænkte, at jeg kunne købe en last minute afbudsrejse.

MEN!!! Der er absolut ingen afbudsrejser med afrejse her mellem jul og nytår, så jeg må blive hjemme og tænke tilbage på min efterårsferie i Taiwan. Det er nu heller ikke så dårligt, og heldigvis har jeg da haft en rigtig hyggelig jul og nogle meget afslappende dage her i slut december.

De fortsætter lidt endnu indtil jeg skal tilbage på arbejde igen, så herfra er der kun at ønske et forsinket glædelig jul og et godt nytår.

mandag den 22. december 2014

Maude's - en anmeldelse


Forrige weekend mødtes jeg med en veninde til brunch på Maude's som ligger på Gl. Kongevej. En meget hyggelig café med rare møbler og afslappet atmosfære. Vi havde ikke bestilt bord lige som mange andre, men der var heldigvis plads til os i et sofaarrangement.

Vi hoppede på brunchbuffetten til 129 kr ekls drikkevarer.
Maden var fin, der var lidt forskelligt, dog ingen bacon som den tømmermandsramte veninde trægte til, men tunmousse, laks, en salat med blåbær og mandler, lidt pælse og paté, frugt og brød. Der ud over nogle meget sørgelige og tørre croissanter, nutella og pålægschokolade. Vi blev fint mætte og det var en udemærket buffet.

Jeg ville dog nok komme efter deres kage en anden gang, som så noget mere indbydende ud.

lørdag den 20. december 2014

Hokkaidosuppe


I denne kolde vintertid er det altid rart at lune sin med en god gang suppe, og denne nemme hokkaidosuppe er ingen undtagelse. Den er nem og hurtig til dage, hvor der ikke er så meget tid.

Hokkaidosuppe
Ca 4 personer

1 hokkaido græskar
2 løg
3 fed hvidløg
2 cm ingefær
1 mild chili
1 dl kokosmælk

Topping som bacon, rugbrødscroutoner, ristede græskarkerner mm.

Pil løget og hak det i små tern
Pil hvidløg og mas fedene med en kniv
Skær ingefær i små tern
Skær chili i mindre skiver
Svits hvidløg, løg, chili og ingefær i olie
Mens det svitser halveres græskaret og kernerne skrabes ud
Skær græskaret i mindre stykker og svits det med løgene. Bare behold skrællen på
Hæld vand over så det dækker og lad det simre i ca 20 minutter til græskaret er mørt
Blend de møre græskarstykker
Hæld kokosmælken i suppen og smag til med salt, peber og chili
Server med valgfri topping

torsdag den 18. december 2014

Æble-nougat lagkage


Foto: Mark Gazel

I sidste uge skulle jeg levere en lagkage til en 70 års fødselsdag, og fødselaren ønskede sig nougat, nødder og chokolade. Chokolade blev der dog ikke noget af, men i stedet fik jeg lavet denne æble-nougatlagkage, som desværre ikke kom helt hen til fødselaren, som skulle fejres i Århus, da datteren fik hold i ryggen, og derfor måtte aflevere den til sine medarbejdere, som fik stor glæde af den.

Æble-nougatlagkage
Ø30 cm

Lagkagebunde
8 æg
280 g sukker
280 g mel
2 tsk vanillesukker
120 g smør

Smelt smørret og lad det køle af
Pisk æg og sukker luftigt - ca 15 minutter
Si mel og vanillesukker over marengsen og vend det forsigtigt i
Kom til sidst det smeltede smør i og vend det ligeledes forsigtigt i
Beklæd bunden af springformen med bagepapir og hæld dejen deri
Bag ved 190 grader i ca 25 minutter eller til der ikke hænger dej i en kødnål når den stikkes ned i kagen
Afkøl og skær kagen i tre bunde


Æblegrød
15 æbler
3 spsk sukker
1 tsk vanilesukker

Skræl  æblerne, skær kernehuset ud og skær æblebådene i mindre tern
Kog æblerne til en grød med sukker og vanillesukker
Køl af

Nougatmousse
6 blade husblas
3 dl sødmælk
600 g nougat
750 ml fløde 

Kom husblas i koldt vand
Varm mælk op til kogepunktet og smelt nougat, som er skåret i mindre tern, i mælken
Smelt til sidst den udblødte husblas i nougaten
Pisk fløden stiv og vend  nougaten i

Nøddekrokant
150 g hasselnødder
1,5 dl sukker
1/2 spsk malede kaffebønner

Smelt sukker på en pande
Kom de hakkede nødder og kaffen i og rør rundt
Køl af på et stykke bagepapir

Smørcreme
250 g blødt smør
500 g flormelis
Ca 1 spsk mælk
1,5 tsk kanel 

Pisk det bløde smør, kanel og flormelis sammen
Tilsæt lidt efter lidt mælken til den har en luftig og smørbar konsistens

Marcipankant
300 g marcipan 
3 spsk glukose
1 dl flormelis 

Ælt alle ingredienserne sammen. Tilsæt evt mere flormelis, hvis massen er for klistert

Sammenlægning
Placer en bagering på serveringsfadet
Start med at lægge en lagkagebund
Hernæst et lag æblemos
Halvdelen af nougatmoussen
Drys 1/3 af nøddekrokanten ud over moussen
Læg endnu en lagkagebund og gentag
Sæt på køl i minimum 12 timer

Tag kagen ud og smør den op med smørcremen
Sørg for at toppen får et flot lag og bliver glattet pænt ud
Rul marcipanen ud til en lang bort mellen to stykker husholdningsfilm, som er 1 m lang og 1 cm højere end kagen
Skær marcipanen ud, så kanterne er lige
Beklæd kanten af kagen med marcipan
Pynt med resten af nøddekrokanten og lav evt lidt pynt af resten af marcipanen

Foto: Mark Gazel
 

tirsdag den 16. december 2014

Æbleskiver


Der er jo ikke så længe til jul, men det kan være der alligevel er plads til en gang æbleskiver inden det er for sent. Jeg har lavet æbleskiver to gange her i december og må helt klart indrømme, at jeg er mest til dem med kardemomme i.

Æbleskiver
ca 30 stk

300 g hvedemel
250 ml kærnemælk
2 æg
1 spsk sukker
1 tsk vanillesukker
1/2 tsk kardemomme
Reven skal af 1/2 citron
1 tsk natron
1 knivspids salt
Smør til stegning

Pisk det hele sammen
Steg æbleskiverne og spis dem med det samme


søndag den 14. december 2014

Århus

Sidste weekend var jeg på venindetur til Århus og hvilken weekend. Masser af hygge, kultur og god mad. Vi var ude at se det nye Moesgaard, som jeg sagtens kan anbefale en tur ud til, og om søndagen var vi på AROS for at se Michael Kvium udstillingen Fools, som også var en skøn udstilling. Og for første gang var jeg oppe i regnbuen, som virkelig var en fed oplevelse.

Flotte Moesgaard set udefra.

Dejlig café med mad til fine priser. Denne ribbenstegssandwich var vældig fin. En anelse for meget fedt i kødet og en lidt tør bolle, men ellers en meget fin sandwich.

Fine dukker på vej ned ad evolutionstrappen.

Før og efter!

Og på vej hjem viste sig den fineste fuldmåne.

 Michael Kviums fools. Skøn udstilling!

 Og bagefter kunne man klæde sig ud og lave sin egen fool, hvilket vi selvfølgelig også skulle prøve.

Den fantastiske regnbue.

fredag den 12. december 2014

1+1 - en anmeldelse


Jeg er jo ikke altid lige god til det der med madpakke, så derfor er det rart, at der er en masse gode spisesteder lige om hjørnet, hvorfra jeg arbejder.

Et af de nye steder er 1+1 street kitchen, som ligger på Enghavevej og som nu har åbnet op for frokost fra onsdag, hvilket er godt for sådan en som mig.

En dag passede det med at jeg kom fra møde og alligevel skulle have noget at spise, og så kunne jeg lige så godt stoppe forbi på vejen til en af deres lækre og billige sandwiches. Jeg fik en sandwich med and, som var virkelig lækker og godt krydret. En god mættende og billig frokost, som varmt kan anbefales - også til aftensmad!

onsdag den 10. december 2014

District Tonkin - en anmeldelse


For et stykke tid siden mødtes jeg med en veninde til frokost på District Tonkin, som er en hyggelig lille butiksrestaurant på Gl. Kongevej. Menuen er vietnamesisk med fokus på deres lækre sandwiches, de såkaldte Banh Mi.

Vi valgte at dele en med oksekød, der var super lækker og til en god pris, og der ud over fik vi en nudelsalat som også var lækker og fik tankerne tilbage til gode rejseminder i Vietnam og udrejselængsel.

Der var populært og de ca 20 spisepladser var hurtigt optaget. Så kom før kl 12.30 eller efter 14, og så er der god chance for at få en plads til at spise maden, hvis ikke den skal tages med som take away, som mange også benyttede sig af. Jeg kan helt klart anbefale stedet. God mad til billig penge og hyggelig stemning.


mandag den 8. december 2014

Grønkålsalat


Nu skal det ikke gå helt op i kage, og når man i Jylland kan få en kæmpe grønkålsplante for en 10'er, hvis bare man selv hiver den op, så skal der laves grønkålsalat.

Denne er meget nem og er super flot.

Grønkålsalat
ca 4 pers som tilbehør

Salat
8 grønkålsblade
1/2 granatæble
1/2 pose valnødder
2 spsk honning

Dressing
Honning
Sennep
Eddike
Soya
Olie
Salt og peber

Hak grønkålen fint eller groft efter smag
Pil kerner ud af granatæblet
Smelt honning på en pande og vend valnødderne i
Køl af på et stykke bagepapir og vend ned i salaten

Bland ingredienserne sammen til dresingen og smag til
Bland det hele sammen og lad det trække ca 30 minutter inden servering

lørdag den 6. december 2014

Ariel kage

For et par uger siden var jeg så heldig at måtte lave en Elsa kage til en 3-års fødselsdag. Jeg vidste ikke hvem Elsa er, men det er åbenbart en karakter fra filmen Frost, som jeg heller ikke har fået set, men der var heldigvis mange billeder af hende på nettet. Fødselaren var i hvert fald tilfreds.



torsdag den 4. december 2014

Nougat lagkage


Den anden lagkage til fødselsdags-julefrokosten var en nougatlagkage efter Luisa Lorangs opskrift.
Den var meget tung, så jeg har lavet lidt justeringer i denne opskrift.

Nougat Lagkage
Springform Ø24 cm

Lagkagebunde
5 æg
200 g sukker
150 g mel
25 g kakao

Pisk æg og sukker sejt og luftigt - ca 15-20 minutter
Sigt mel og kakao ned i marengsen og vend det forsigtigt i
For bunden af springformen med bagepapir og hæld dejen i formen
Bag ved 190 grader i ca 25 minutter, eller til der ikke hænger dej i en kødnål når den stikkes ned i kagen
Køl kagen af og del den i tre bunde

Nougatfløde
400 g nougat
7 dl fløde

Varm fløde og nougat til nougaten er smeltet. Det må ikke koge
Køl af, gerne natten over
Pisk fløden stiv og læg den mellem bundenene og smør kagen op med den

Nøddekrokant
120 g ristede og afskallede hasselnødder
240 g sukker

Smelt sukker til en karamel
Vend hasselnødderne i den varme karamel og rist dem et minuts tid
Hæld nødderne ud på et stykke bagepapir og køl af
Hak nødderne og pres dem ind i siden på kagen

Server kold


tirsdag den 2. december 2014

Citron-birkes lagkage


I weekenden blev det til to lagkager, som blev bagt til familiens årlige julefrokost, som i faderens 70 års fødselsdag var en kobineret jule-fødselsdagsfrokost.

Denne lagkage var min favorit, tiltrods at den er en smule tung, men med citronens syrlighed ryger der nemt et stykke eller to ned. Kagen er lagt sammen med lemon curd og smurt op med en citronfløde.

Citron-birkes lagkage (kageopskrift fra Hummingbird og resten fra Copenhagen Cakes)

Springform Ø24 cm

Kage
380 g smør
380 g mel
380 g sukker
6 æg
2 tsk bagepulver
8 spsk birkes
4 spsk reven citronskal
50 ml mælk
200 g hytteost

Sirup
Saften af 2 citroner
100 g sukker

Lemon curd
260 g sukker
4 æg
Saft og reven skal fra  citroner
100 g smør i små tern

Citronfløde
4 dl fløde
1,5 dl lemon curd
3 spsk sukker

Kagebunde
Pisk smør og sukker luftigt
Tilsæt æggene et ad gangen mens der piskes
Tilsæt resten af ingredienserne
Fordel dejen ligeligt i fire springforme og bag bundene ved 190 grader i ca 25 minutter til kagen er færdigbagt.

Kog en sirup af sukker og citronsaft og drys den over de nybagte bunde

Lemon curd
Kom sukker, æg, saft og skal fra citronen i en skål og sæt den over et vandbad mens der piskes roligt til det tykner
Tag curden af varmen og rør smørret i
Lad det køle af

Citronfløde
Kom lemoncurd og sukker i fløden og pisk til det er stift

Sammenlægning
Læg en bund på et kagefad og smør 1/3 af lemoncurden på
Gentag til alle bundene er brugt og en bund er øverst
Smør kagen op med citronfløden og tyl et fint mønster på toppen
Lad den trække i en times tid før servering