fredag den 20. januar 2012

Ferieliv - Thailiv

Thaierne har en meget afslappende livsstil, som prinsessen godt kunne lære noget af, og kom virkelig ned i gear i de 14 dage, hun var afsted. Skønt.

En skøn ferie, som prinsessen under alle sine undersåtter. Det er godt at få ladet d-vitmindepoterne op og få noget lys og varme i kroppen til at kunne udholde de sidste måneder inden forårets komme. Det er prinsessen sikker på, at hun er klar til nu.

torsdag den 19. januar 2012

Ferieliv - natur

Prinsessen var inviteret til Thailand af Stig Elling, og var derfor på charterferie for første gang i lang tid. Ikke noget prinsessen er stor fan af, men det gik udemærket alligevel, da hun fik arrangeret ture ude i landet uden alt for mange turister.


onsdag den 18. januar 2012

Bogstafet - Beskytter


Birthe, med bloggen newyorkerbyheart, har startet en bogstafet med bogen Beskytter af den debuterende forfatter Christian W. Jensen. Efter et par stafetrunder har prinsessen nu modtaget den til gennemlæsning. Den blev afhentet på posthuset i går aftes og er nu afsluttet og klar til at blive sendt videre. Har du lyst til at være den næste, der skal læse bogen, så hold fast lidt endnu.

Først en anmeldelse

Resumé
Beskytter handler om radioværten Roy, som lever et ganske ensomt liv efter et brud med sin forlovede. En aften på vej hjem fra arbejde stopper Roy et overfald, og denne uventede handling sætter en ny drejning i hans liv.
Kvinden, Angela, han har hjulpet er nemlig en ung politibetjent, som er hjemme for at lægge sin afdøde far i graven. Ved sin ankomst har hun fået en kryptisk besked, som får hende til at tro, at faderen ikke er blevet dræbt af en tilfældig bilist, men der i mod myrdet. Angela går nu i gang med at undersøge faderens død nærmere, samtidig med at Roy bliver kontaktet af "Organisationen" med et tilbud om at blive hendes beskytter. Herefter tager begivenhederne fart, og mere kan prinsessen ikke afsløre.
Læs Birthes resumé her.

Anmeldelse
Beskytter er en udemærket debutroman, som for prinsessens vedkommende dog sagtens kunne have været 100 sider kortere. Der bliver ikke mange tanker overladt til læseren, og prinsessen føler lidt, at romanen sagtens kunne have været skrevet som en ugebladsfølgeton (som der bestemt ikke er noget galt med. Prinsessen har læst mange følgetoner fra Familien Journalen i sine yngre dage).
Der er fine spændingskurver, sproget er letlæseligt og man kan sagtens skimme sig igennem bogen uden at føle, at man er gået glip af noget. Alligevel følte prinsessen sig godt underholdt (og bogen blev da fordøjet ret hurtigt), så et eller andet har CWJ gjort rigtigt. Måske fordi bogen netop er letlæselig, passer den fint ind i prinsessens anden litteratur, som har været noget tungere på det sidste, og det har været godt ikke at skulle forholde sig til så meget.
Der er desværre ikke blevet læst særlig god korrektur på bogen, hvilket er lidt af et turn off for prinsessen. Alt for mange manglende ord og forkert tegnsætning stopper flowet i læsningen, og det er en skam.
Men alt i alt er det en fin bog med et fint tempo, men som desværre ikke skiller sig nævneværdigt ud i mængden. Er man til spændingsromaner er det dog en fin bog at føre til sin samling.


Bogen er nu sendt videre til Lis med bloggen modspil. Giv hende et besøg, hvis du har lyst til at læse bogen.

1. Hvis du bliver udtrukket skal du linke tilbage til dette indlæg (- og bruge ovenstående billede), så andre kan se hvad reglerne er og hvad det hele går ud på.
2. Du kan desværre kun deltage, hvis du har en blog.
3. Du forpligter dig til at skrive om bogen når du har læst den (opret helst en etiket der hedder “bogstafet” – og så finder du den næste der skal deltage i bogstafetten.
4. Alle der deltager, får et link på newyorkerbyhearts side under fanen “Bogstafet“, så det er VIGTIGT at du melder tilbage til Birthe om hvem du har sendt den videre til – TAK. Birthes mail er newyorkerbyheart@gmail.com.
5. Du betaler selv portoudgifterne til at sende bogen rundt.
6. Vær sød at behandle bogen pænt, idet det jo faktisk stadig er Christians bog. Betragt det som en du har lånt af en god ven og behandl den derefter.
7. Vær sød at skrive din autograf i bogen og din blogs adresse, så Christian kan se hvor den har været henne, når han engang får den tilbage.

Tidligere læsere (som har været meget positive over for Beskytter) er Birthe, DitteHeidi, og Joy og du kan blive den næste. Skriv en kommentar og send en mail med din adresse til prinsessesuh@gmail.com, og så sender prinsessen hurtigt bogen videre til den første der kommenterer.

Copenhagen Cooking


Prinsessen har nu sikret sig billetter til NIMB BAR 'N' GRILL under Copenhagen Dining Week, som er en del af Copenhagen Cooking, der er en madfestival, som finder sted i hele februar i København. Der er rigtig mange restauranter, der har 3 retter til 200 kr, så mon ikke, at prinsessen finder endnu et sted at spise i løbet af uge 7. Måske, hvor der er knap så mange undersåtter inde på hjemmesiden på samme tidspunkt, så det varede 20 minutter for prinsessen at sikre sig de eftertragtede spisebilletter og al for megen morgenfrustration for den stadig jetlagramte prinsesse, som sad klar ved computeren kl 4 (selvom billetsalget først startede kl. 6).

Der ud over sker der mange andre spændende ting under festivalen, og prinsessen har også haft et godt øje til lakridsfestivalen. Godt det først er i februar, for apanagen for januar er allerede brugt på den fantastiske ferie til Thailand!

Ferieliv - farver

Thailand er et farverigt land, og det synes prinsessen godt en gang i mellem kunne mangle lidt i det danske landskab.


tirsdag den 17. januar 2012

Ferieliv - mad

Ingen ferie uden fremmed mad, og selvom det thailandske køkken ikke længere er fremmed, så er det alligevel noget andet at få det i landet selv.






Gode restauranter, madlavningskursus, markeder og lækker frugt.

mandag den 16. januar 2012

Ferieliv

Som sidste år, gik prinsessens nytårsrejse til Asien, og i år faldt valget på Thailand, som prinsessen kun har besøgt en gang tidligere på en lille shoppeweekend i Bangkok. Denne gang gik turen til det sydlige Thailand i provinsen Krabi, som blandt andet er kendt for sine flotte badestrande. De kommende dage vil der komme billeder fra turen.

I dag kommer der et billede fra lufthavnen, der selvfølgelig var blevet lukket af, af hensyn til prinsessens sikkerhed.

Prinsessen var ganske godt tilfreds med den lette adgang rundt i lufthavnen, selvom lufthavnen også havde lukket alle butikker. Det gjorde bare pengebeholdningen til ferien større.

Prinsessen er nu tilbage i kolde Danmark og lider lidt under jetlag, da hun vågnede kl. 3.45 og var meget frisk...

søndag den 15. januar 2012

Granny tæppe

Da prinsessen fik handlet meget nyt garn i Grønhøj, kunne hun ikke bare lade det ligge, det til trods, at hun allerede var i gang med et hækleprojekt. Derfor er hun nu gået i gang med at hækle firkanter, som på et tidspunkt om mange firkanter skal hæftes sammen til et lækkert prinsessetæppe.

Prinsgemalen har allerede adskillige gange rystet på hovedet over manglen på de mere maskuline farver og overfloden af hvid (for er du klar over, hvor upraktisk det er????), og har overvejet at smide vetokortet. Om det bliver aktuelt vides endnu ikke...

Tutorialen på de fine firkanter er hentet her.

fredag den 13. januar 2012

Pandebånd

Så er der blevet hæklet et par pandebånd til, så nu håber prinsessen bare på, at det bliver rigtigt koldt, så modtagerne får dem i brug inden det bliver forår.


onsdag den 11. januar 2012

Cofoco

Før julen inviterede prinsgemalen på julemiddag. Prinsessen måtte selv vælge stedet - indenfor rimelighedens grænser selvfølgelig, og valget faldt på Cofoco, som hun endnu ikke har prøvet.

Prinsessen var heldig med at få anvist et 4-mandsbord i hjørnet, så der var udsigt over en god del af restauranten, som ligger i en hyggelig, rustik kælder på Vesterbro. God stemning og akustikken var overraskende god, hvilket var rigtigt dejligt.

Tilbage til maden.

Prinsessen valgte Cofocos 4-retters menu til 275 kr.

Rimet Laks med peberrodscreme, agurk og en sne lavet på dild og rugbrød
En skøn ret, hvor laksens fedme spillede godt op mod sneen og den fine peberrodscreme.


Jomfruhummer bisque med pighvar tartar ristede hassel nødder og jordskokke crudite
En fin og delikat bisque, som havde simret i et godt stykke tid og smagte af rigtigt meget.

Oksemørbrad med jordskokker, brøndkarse og sauce på oksehaler
Et lækkert stykke oksekød med skøn sauce og tilbehør. Ikke for meget og ikke for lidt.

Julekage med kærnemælkssorbet og mandarin
En meget tung og sej julekage med en fin kærnemælkssorbet. Desværre var kagen så kraftig, at den ødelagde de andre fine smagsnuancer.


Alt i alt en rigtig god oplevelse, hvor man bestemt får value for money.

mandag den 9. januar 2012

Grønhøj

Da prinsessen var på vej hjem fra residensen til eksilforældrene i Jylland for at holde jul, måtte hun lige omkring Grønhøj Garnlager, som jo ligger lige på vejen. Udstyret med konsulent (en af prinsessens nære hækleveninder), bærer (prinsgemalen) og resterne af apanagen for 2011 begav prinsessen sig ind i garnhimmelen, som i dette tilfælde ligger i en lille landsby i Midtjylland.

Her var der garn til enhver lejlighd, og een kurv var næsten ikke nok.

Prinsessen havde fået lov til at slå sig løs, og det gjorde hun. Lækker uld til cowls og pandebånd.

Blød bomuld til et tæppe af mormorfirkanter. Prinsgemalen kiggede noget skræmt på alle prinsessefarverne, og krydser fingre for, at tæppet ikke ender i den kongelige residens.

Og til sidst skønne merino uldnøgler til pandebånd og håndledsvarmere. Prinsessen er allerede i fuld gang med hæklenålene og hygger sig.

lørdag den 7. januar 2012

Fårklæde variation

Da efterspørgslen på fårklæder har været stor, har prinsessen været på jagt efter mere fårestof. Desværre har hun ikke været så heldig med søgningen, men har fundet en ny metervare i samme familie. Overdelen er stadig i det gamle stof, mens underdelen er i det nye, hvor fårene ser lidt gladere ud og er lidt mere i flok, hvilket måske ikke gør så meget, da prinsessen mener, at mennesker måske bedre kan relatere sig til dette.

torsdag den 5. januar 2012

Fårklæde til mænd

Efter flere forespørgsler har prinsessen nu kreeret et unisexforklæde, så også de mandlige undersåter kan være med på prinsessemoden.

tirsdag den 3. januar 2012

Børneforklæde

Prinsessen laver selvfølgelig også forklæder til børn, og det første skulle selvfølgelig doneres til yndlingsniecen i julegave.

Yndlingsniecen var rigtig glad for forklædet, især da hun også fik et køkken i julegave, og selvom hun ikke er glad for at stå stille i lang tid ad gangen, kunne prinsessen heldigvis nå at få skudt et noget uskarpt billede af den poserende model.

Her med hjælp af morfaderen, som kunne distrahere barnet lidt.

søndag den 1. januar 2012

Fimo

Prinsessen har for første gang leget med fimo, og det var nemt og sjovt at arbejde med. Her er hvad hun fik ud af en enkel pakke. Nu skal de fine ting sættes på spænder, snører og hvad hun ellers kan finde på.