onsdag den 5. oktober 2016

Frokost på Moesgaard Museum





Jeg har fået arbejde på Moesgaard Museum i Aarhus det næste år, og når man ikke har et rigtigt sted at bo, er det også svært med det der med madpakke, og så er det jo meget heldigt, at der er en god café på museet, som jeg ofte frekventerer.

Og jeg kan kun anbefale, at man lægger vejen forbi caféen når man alligevel er på besøg på museet, for det er rigtig god mad til en meget fin pris. Jeg er i hvert fald stamkunde det næste år.

mandag den 3. oktober 2016

Fyldte portobellosvampe




Jeg er et kødmenneske, men jeg vil virkelig gerne prøve at spise mindre kød i forhold til vores CO2-forurening. Det er bare så svært at begynde at omlægge sin madlavning når man kommer sent hjem fra arbejde og bare vil lave noget nemt - for så kører det på rutinen, som er kød og salat.

Forleden havde de portobellosvampe på tilbud, så jeg valgte at lave fyldte portobellosvampe. Og da man ikke bare sådan lige skal gå fra meget kød til intet kød, kom der en lille smule bacon i, men det kan man selvfølgelig udelade, hvis man godt kan tage en kold tyrker.

Fyldet kan varieres i det uendelige, så det er også en god tøm-køleskabet-ret.

Fyldte portobellosvampe
2 personer

3-4 portobellosvampe
1 grøn peber
1 løg
2 fed hvidløg
100 g bacon
1 tsk timian
salt og peber
Parmesan

Rens svampene og skær stokken af
Fjern lamellerne, hvilket gøres ret nemt med et parisiennejern, så der er meget plads i svampen
Skær stok og lameller i mindre tern
Skær peber i tern
Skær løg og hvidløg i tern
Skær bacon i tern og svits dem
Kom herefter løg og hvidløg på panden
Hernæst svampe og til sidst peberfrugt
Kom fyldet ned i svampene og riv parmesan over
Bag i ovnen ved 200 grader i ca 12 minutter eller til osten er gylden

Server med salat

lørdag den 1. oktober 2016

Aftensmad på Spaghetteria

 Brød, olie, bacalao

 Blæksprutte, ruccola

 Tun, trøffelperler

Bønner

 Polenta, tomat

 Lam, radiccio

Pasta, blæksprutteblæk

For et par uger siden var vi på Spaghetteria at spise. Vi har tidligere været på Osteria 16 på Vesterbro, som vi var meget glade for, så vi havde høje forventninger til deres seneste spisested.

Spaghetteria ligner mest af alt et cafeteria uden megen hygge, men det bliver bedre når der kommer mennesker. Der er en fast menu og så er det bare om at gå i gang.

Maden var fin og der var ikke noget at udsætte på den - især til prisen var vi godt tilfredse. Man kan vælge desserten til, og det ville jeg normalt gøre, men bordet ved siden af os fik deres tiramisu, som de bestemt ikke kunne anbefale, så det sprang vi over. Jeg havde nok forventet lidt mere pasta end den sidste ret, nu hvor det hedder spaghetteria, men de andre retter var også ganske gode. Jeg vil dog til enhver tid vælge Osteria 16 for den lidt mere intime hyggestemning.

torsdag den 29. september 2016

Aftensmad på Henne Kirkeby Kro




 Umodne ferskner og oliven

 Kartoffelchips med estragonmayonnaise

 Østers, skinke, ruccola og tallerkensmækker

 Gulerod, saltet andebryst og revet appelsinskal

 Friskkærnet smør og brød

 Sort hummer og tomatsuppe

 Havtaske saltet citron, linsedahl

 Søtunge, fennikel og kapers

 Indbagt andeconfit med majsmayonnaise

 Krikand, kirsebær og hasselnød

 Oste, blommer og hasselnødder

 Baba Indienné med appelsinblomstis

 Peach melba med vanilleis

Blodappelsin og sezhuan paté, chokolade og karamel

Gourmetklubben tog for første gang over sundet for at undersøge, hvad de kunne byde på i det der Jylland. Valget faldt på Henne Kirkeby Kro, da vi har hørt meget godt om stedet, og fordi jeg fik mit første gourmetmåltid hos Paul Cunningham, da han havde The Paul i Tivoli.

Vi ankom en halv time før vores bordreservation, så vi havde tid til at gå rundt i den smukke køkkenhave på denne smukke sensommeraften i september.

Da vi ankom kunne vi godt fornemme at det er en kro, idet vi skulle henvende os i receptionen og ikke blev modtaget i restauranten som man normalt ville gøre.
Restauranten er delt ind i to mindre rum med 4-5 borde i hvert rum. Vi sad i det forreste, så vi kunne holde lidt øje med køkkenet.

Vi startede med snacks og dertil valgte mine medspisende at drikke et glas champagne til. Her bliver der ikke snakket priser, så spørg selv, hvis du ikke vil overraskes over en pris på 175 kr for et glas lyserøde bobler.

Herefter hoppede drengene på vinmenuen, mens jeg fik 3 forskellige alkoholfrie drikke til menuen.
Og maden var rigtig lækker, men der var desværre ikke den der WAUV-oplevelse, som vi tidligere har haft på andre restauranter. Vi syntes lidt at nogle af retterne var lidt ens, og ingen af os var specielt overvældede af desserterne. Vi havde ikke noget at udsætte på nogle af retterne, for de smagte rigtigt godt, og der var tænkt over tingene, men der var heller ingen ting, som slog benene væk under os.

Normalt ville man tage kaffe og petit four i den hyggelige lounge, men vi var så forspiste, at vi fik lov til at tage de små søde bidder med hjem. De smagte også godt dagen efter.

Servicen var rigtig dejlig afslappende. Der blev joket, hvilket var meget underholdende, og vi fik tjenerne til at folde vores servietter lidt sjovt da vi var ude og trække lidt luft. Jeg fik lov til at prøve at lave en quenelle af deres is, så det var en meget hyggelig og afslappende aften.

MEN... Der var en skal på min hummer og de serverede alkohol i min ene dessert, hvilket absolut ikke må ske på det her niveau, da jeg havde orienteret dem om min alkoholallergi ved reservationen, ved genreservationen og ved ankomsten. Der blev sagt undskyld, men der var ikke anden kompensation end det.

Alt i alt var det en rigtig fin oplevelse. Kroen er super hyggelig og maden er god, men vi kommer nok ikke igen.

tirsdag den 27. september 2016

Café Stranden, Henne



For et par weekender siden var gourmetklubben på sin første tur til Jylland. Målet var Henne Kirkeby Kro, men inden da slog vi vejen forbi den tidligere ejer, Hans Beck Thomsen, som nu har Café Stranden på Henne Strand. Efter en rask gåtur langs Vesterhavet var vi klar til frokost.

Her kunne menukortet byde på gode caféklassikere som burger og clubsandwich, men havde også risotto og steak.

Jeg valgte deres fish and chips, som var super smuk. Fisken smagte rigtigt godt mens kartoffelbådene var slatne og overhovedet ikke sprøde. Det var meget dejligt med noget frisk salat til og tartarsaucen var også fin, men til en pris på 170 kr for ovenstående portion skal det være noget særligt, og det var det desværre ikke.
Heller ikke mine medspisende gæste syntes at kvaliteten passede til prisen, for eksempel blev der serveret købepomfritter til burgeren. Heldigvis var udsigten uovertruffen, så hvis du kommer forbi, så tag en kop kaffe og nyd den fantastiske placering - og spis et andet sted.

mandag den 26. september 2016

Figentærte



Det er ved at være sidst på figensæsonen, men det kan være du stadig kan nå at lave denne nemme figentærte. Jeg skulle på besøg hos en veninde og havde egentligt bestemt mig for at købe en kage, men så huskede jeg på, at jeg havde en stang mørdej i fryseren, og så var det nemt at lave kagen.

Figentærte
Ø24 cm

1 gang mørdej, som f.eks Mette Blomsterbergs
50-75 g mørk chokolade
250 ml creme fraiche
1,5 dl pisket fløde
kornene fra 1/2 vanillestang
6 - 8 figner

Lav mørdejen efter opskriften og bag den i en tærteform - evt med løs bund
Hak chokoladen fint og smelt den på den færdige tærtebund
Lad tærten køle af på en rist og sæt den på et fad
Pisk fløde med vanillekornene og bland det med creme fraiche
Skær fignerne i fine både
Hæld fløde-creme fraichen på tærten og pynt med fignerne
Server med det samme

Tærten kan selvfølgelig laves med andre slags frugter. Min mor laver en fremragende brombærtærte ud fra cirka samme opskrift.

søndag den 25. september 2016

Kroatien #11 Dubrovnik

















Sidste stop på dette års sommerferie var Dubrovnik, som var den mest turistede by sammen med Split, som vi besøgte. Byen er utroligt stemningsfuld, og så har den vist også fået lidt ekstra opmærksomhed, fordi store dele af serien Game of Thrones er filmet der.

Den gamle bydel ligger omkranset af en stor bymur og ligger lige ud til vandet. Den er fra det 7. århundrede og er meget hyggelig og stemningsfuld. Vejret var ikke optimalt, men lidt skyer og regn slog os ikke ud. Efter at have gået lidt rundt i de smalle gader og havnen, valgte vi at tage en tur på bymuren, hvilket var et godt valg, for der er en fantastisk udsigt over byens smukke tage.

Efter en fin frokost skulle vi ud igen, men der var prop ved udgangen, og det tog os ca 5 minutter at komme ud. Så kom tidligt og sørg for at finde en anden vej ud.

Herefter tog vi på stranden på Lapad-halvøen, hvor vi også boede. Fin strand, men er man mere til at bo inde i den gamle by, er der også en fin strand der, og man kan bade i havnen - dog med en del tilskuere til.

Og det var den ferie. Kroatien er et dejligt land at rejse i, og det er nemt at komme rundt med deres busser. En bil ville have gjort det muligt at stoppe flere steder, men det var lidt for dyrt til vores budget denne gang. Men jeg kan helt klart anbefale Kroatien som rejsemål.