fredag den 11. juli 2014

Grill Royal - en anmeldelse


Dette er den sidste madanmeldelse i et stykke tid. Jeg kan godt se, at jeg har været ude en del gange den sidste måneds tid, og det har været dejligt, men nu må det også være nok...

Da prinsgemalen, altså Henrik, fyldte 80 år, var vi til hans fødselsdagskoncert i Koncerthuset. Ikke den største kunstneriske oplevelse, men selve koncertsalen var meget imponerende og flot.

Bagefter tog vi ud for at spise, og valget faldt på Madklubben Royal på Kongens Nytorv, hvor jeg tidligere havde prøvet at få et bord uden held. Men med en sen ankomst en søndag aften fik vi et bord ved vinduet med udsigt over Kongens Nytorv, hvilket er noget bedre end lokalet bagved.

Konceptet er enkelt lige som på de andre Madklubben restauranter. Her får man en salat til forret, som man kan gemme til hovedretten, og så kan man vælge mellen tre hovedretter. Vi valgte alle steg, og der kom to store culotter på bordet med en kæmpe skål fritter, og så var det bare om at gå ombord.

Udskærerkniven var desværre ret sløv, så det var svært at skære kødet fint, men vi fik hjælp af den søde tjener, som beklagede den sløve klinge og nævnte, at flere gæster også havde kommenteret det. Her undrer det mig så, at der ikke bliver gjort noget ved det, men det håber jeg da de får gjort noget ved, så der ikke sker skader.

Fritterne var rigtigt gode. Salaten en smule træt og jeg ville hellere have haft halvt så meget kød i dobbelt så god kvalitet. Vi fik en hel steg med hjem som vi ikke kunne spise, og det er jo ikke derfor man går ud for at spise.

Men ellers var det et fint sted og dejligt at få bord i en af båsene, hvor der er mere privatliv end hvis man sidder ved de almindelige borde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar