onsdag den 31. august 2016

Kroatien #1 Zagreb
















I år gik ferien til Kroatien, hvor vi havde afsat små 17 dage til at rejse fra Zagreb til Dubrovnik. Vi havde ikke planlagt noget i forvejen, hvilket vi gjorde da vi var i Zagreb. Her fik vi booket de fleste overnatninger og ordnet transport videre, så der var lidt mere ro på.

Vi havde to dage (3 overnatninger) i Zagreb, hvilket var meget fint. Byen er ikke så stor og er nem at overskue. Vi vandrede for det meste rundt i  det hyggelige bycentrum og var ikke inde nogle steder, da vejret var for dejligt til at gå indenfor i kirker og museer.

Vi var også ude at gå en tur på deres fantastiske kirkegård, Mirogoj, som er en af de største og smukkeste jeg har besøgt. Kirkegården ligger ca 15 minutter med bus eller 40 minutters gang. Det er oppe på toppen, så hvis man ønsker at gå kan det anbefales at gøre det på vej hjem, så det går nedad.

Overnatning
Vi boede på Tesla Boutique Apartments, som lå i centrum på en meget hyggelig gade, hvor der var meget liv uden at være støjende. Lejligheden havde et lille tekøkken og der var mulighed for at vaske sit tøj. Eneste minus er, at sengen ligger et par trin over resten af lejligheden, hvilket kunne være lidt farligt når man var lidt træt om morgenen og skulle på toilet. Der ud over var der kun en vandledning, hvilket betød at man ikke måtte tænde for vandhanen i køkkenet eller trække toilettet når der var en i bad.

Den sidste nat boede vi på Art Hotel Like, hvilket var et moderne hotel med fint dekorerede værelser og meget serviceminded personale, som printede vores busbilletter ud. Der er dog ret lydt, da værelserne ligger lige ud til et ret befærdet kryds, hvor sporvognene kører.

Spisesteder
Generelt er prisniveauet noget under det danske og især kaffe og øl er noget billigere. Kaffe ligger på ca 8-10 kr for en espresso. Overordnet er portionerne store, så det at spise tre retter kræver noget af en mave, hvis man også sigter mod at spise op.

Morgenmad
Kava Tava blev anbefalet i Lonely Planet, så det prøvede vi. Placeringen er rigtig god lige ved en stor plads med loppemarked - i hvert fald om lørdagen, så der var nok at se på. Maden var ok men ikke noget ud over købte pandekager og hvidt toastbrød.
Bistroteka lå lige nedenfor vores lejlighed og serverede en noget bedre morgenmad med både grød, æg i flere variationer og brød.

Frokost
Vinodol er en lidt finere restaurant med hvid dug på bordene. Maden var rigtig lækker, og portionerne er store. Man sidder under et dejligt overdække som skærmer for solen, og det var et rigtigt dejligt sted at spise frokost før turen fortsætter.

Valis Aurea har et par borde på en terasse og ellers er der borde i den hyggelige kælder, hvor vi sad i skygge for middagssolen. Maden er traditionel, så der er meget kød og sovs, men det smager fint.

Aftensmad
Restauran Korcula er en fiskerestaurant, som lå lige ved vores lejlighed. Da vi var der var der en del ting de ikke havde, men jeg fik alligevel fin og lækker mad til en meget overkommelig pris. Det er meget hyggeligt at sidde på terassen ude på vejen og følge med i bylivet.
Gyoza Sake Bar er en lille biks med et bar borde indendørs og en terrasse ud til en trafikeret vej, men den havde fået gode anmeldelser, så den måtte vi prøve siden vi ikke kunne få bord på Mundoaka. Der var leget lidt med at fusionere det japanske køkken, og vi fik anbefalet Taco rice, som en af deres specialiteter, men desværre ikke særligt vellykket. Deres gyoza var brændt på, men havde en god smag og deres yakitora var også fine, men desværre ikke nær topkarakter her fra.

Småt og godt
Elis Caffe er efter sigende et af de bedste kaffesteder i Zagreb og vi var meget glade for kaffen. De har en hyggelig café i baggården bag deres lille udskænkningssted på hovedgaden.
Amélie laver skønne kager og is. Vi smagte kun på isen, men den var rigtig god og kagerne så også fantastiske ud.
Vincek laver også fantastisk is, og deres kagemontre så også meget indbydende ud. Og til priser på ca 20 kr for et stykke lækker kage burde man være et skarn, hvis man ikke kunne presse et stykke ned, men vi holdt os til deres gode is. De har lukket om søndagen...

2 kommentarer:

  1. Ohh, Zagreb er en dejlig by :) Jeg har haft fornøjelsen af at besøge byen to gange, og jeg kommer helt sikkert tilbage!

    SvarSlet