lørdag den 20. april 2013

Chokoladekiks med et twist af appelsin


Prinsessen er blevet bedt om at lave lidt mundgodt til en konfirmation, og da hun elsker at glæde sine undersåtter kunne hun ikke sige nej til det tilbud. Udfordringen består i, at det ikke må være slikagtigt eller kage, og at det ikke kræver tilberedning lige før servering, men kan forberedes minimum 10 timer i forvejen.

Derfor gik prinsessen i tænkeboks og endte i en kiks, hvor de to konfirmanders navne kunne stemples på. Men ingen kiks uden chokolade, så hun endte med denne chokoladekiks.

Chokoladekiks (a la Anne au Chocolat)
ca. 30 stk

100 g koldt smør
125 g brun farin
200 g hvedemel
1/2 tsk salt
1 tsk bagepulver
1 æg


Skær smørret i små tern og smuldr det med de tørre ingredienser
Saml dejen med det letpiskede æg
Smid husholdningsfilm om dejen og sæt den på køl i ca 30 minutter
Rul dejen ud på et meldrysset bord. Vær opmærksom på, at den er meget klistret, så vær sikker på at den hele tiden kan slippe bordet. Den skal være ca 2 mm tynd.
Stik cirkler ud på ca 5 cm i diameter og placer dem på en bageplade
Stempl noget royalt på kiksene og bag dem ca 10 minutter ved 150 grader
Når kiksene har fået farve tages de ud og køler lidt af på pladen. Når de begynder at blive hårde kan de placeres på en rist for at afkøle det sidste


Kakaofyld
til ca. 30 kiks


200 g flormelis
50 g kakaopulver
80 g blødt smør
25 ml mælk
Reven skal fra 1/2 appelsin


Pisk alle ingredienser sammen til det bliver luftigt
Kom kakaofyldet i en sprøjtepose
Sprøjt kakaofyldet på en kiks og læg den sammen med en anden


Kiksene er selvfølgelig bedst og sprødest lige når de bliver lagt sammen, men på køl klarer de sig overraskende godt et par dage.



2 kommentarer: