Sidste uge var jeg ude at fejre en veninde, som netop er blevet færdig som anlægsgartner med højeste udmærkelse, så det måtte være en god middag værd. Valget faldt på Toro, som er en forholdsvis ny restaurant på Istedgade, som er spanskinspireret.
Vi valgte menuen som blev valgt af køkkenet og så satte vi os til rette og glædede os. Vi startede med fire deleretter. Først ko lækre og faste sardiner med en en pebercreme og krydderier og nogle lækre stykker chorizo.
Så kom aftenens svageste ret, som var fennikel og blæksprutte med pimentón som blev for tør med al den røgede paprika, som desværre også tog for meget af smagen af de to hovedingredienser.
Her røg hukommelsen, men så vidt jeg husker var det stegt romainesalat med parmesan og masser af olie. En sikker vinder.
Efter de første deleretter fik vi nu to hovedretter på vores egen tallerken. Lækker blæksprutte på en mos - selleri tror jeg nok - og oliven. Rigtig dejlig.
Kylling farseret med spansk medister, salat og sherrysauce - en dejlig og hyggelig afslutning på husets menu. Men da vi var i feststemning hoppede vi også på husets to desserter, som vi selvfølgelig i husets ånd - delte.
Flamberet pandekage med vanilleis var dejlig og lige som den skulle være selvom det kunne have været sjovt hvis de havde flamberet ved bordet.
Citronsorbet med cava. Dejlig blød sorbet med god citronsmag. Jeg fik den som den var mens æresgæsten fik hele cavaen, som hun dog ikke mente gjorde noget godt for retten.
Alt i alt var vi meget godt tilfredse med vores oplevelse på Toro. Tjenerne havde ikke så godt styr på menuen, så det blev nogle gange til en præsentation a la "blæksprutte med oliven og noget", men når vi spurgte mere ind kom den tjener der havde styr på det og forklarede os retterne. Han fortalte også, at det var lidt udfordrende at være tjener, da chefkokken kunne finde på at ændre på menuen undervejs i serveringen, hvis han lige blev inspireret af noget undervejs. Meget sjovt, hvis man er til overraskelser hvilket vi var, men selvfølgelig lidt svært hvis man er blevet lovet noget man har glædet sig til, og det så bliver lavet om.
Jeg kunne bestemt godt finde på at vende tilbage igen om et par måneder når de har fundet sig selv lidt mere.
Det var rigtig dejlig mad og endnu bedre selskab! Mener at der var grillede squash-skiver under romaine salaten....
SvarSletTak for den gode hukommelse - og ja - selskabet var helt klart det bedste!!!
Slet