torsdag den 22. september 2016
Kroatien #8 Split
Split er en super hyggelig by, hvor det meste af centrum ligger rundt om Diocletian paladset. Byen er fra det 7. århundrede og har bevaret mange af de historiske bygninger og smalle stenbelagte gader og stræder. Der er masser af mennesker, men der er virkelig hyggeligt, og den er ikke større end at man sagtens kan fare vild uden at blive bange for ikke at kunne finde tilbage igen.
Der er ikke fare for at gå sulten i seng, og der er masser af restauranter og spisesteder til enhver pengepung. Og det var også i Split, at vi fandt feriens bedste is på Luka, som også serverer kager men der var så varmt, at der ikke var lyst til andet end noget dejligt koldt.
Vi gik op til udsigtspunktet Marjan, hvor vi havde en fantastisk udsigt over byen, og hvor der også var en restaurant, hvor vi fik vores frokost. Maden kunne desværre ikke matche udsigten, men der var dejligt friskt og skygge fra frokostsolen, så det var helt ok.
Der fra gik vi over bjerget til den skønne strand Kasjuni, hvor der var det lækreste badevand. På dag to købte vi os til en strandseng, som var alle pengene værd, selvom det var noget dyrt (100 kr per mand per dag). Men i forhold til at ligge på de hårde sten, så var det dejligt for en gang skyld at ligge blødt og havde mulighed for at skabe skygge med parasollen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar