Herefter tog vi ind på Gau&Café, som umiddelbart ikke ligner en café hverken udenfor eller indenfor, men op ad alle trapperne i den fantastiske bygning, hvor meget af den gamle kirke er bevaret, kommer man til en fantastisk tagterasse med en fin frokostmenu.
Jeg fik blandt andet disse skønne ostekroketter, som lagde en god base for resten af min kulinariske tour de Madrid.
Hernæst gik turen til Placa Mayor, som var ret turistet, så vi fandt vores kaffe et andet sted inden vi splittede os op i mindre grupper, som enten gik tilbage på hotellet, blev og drak en øl eller som jeg og min makker - gik på udforskning i byen.
Vi kom forbi det berømte madmarked Mercado de San Miguel, som emmede af lækre madboder, men sulten var ikke til stede efter den sene frokost, så jeg måtte bare spise med øjnene.
Herefter kom vi forbi det kongelige palads, som vi dog valgte ikke at gå ind i, men det var et meget imponerende bygningsværk.
Både forfra og bagfra. Vi fandt også en lille butik, hvor de solgte håndlavede espadrillos, som spanierne stod i kø til langt ud på gaden for at gå fat i, en fantastisk kirke med de smukkeste udsmykninger, den lækreste lille slagterbutik, hvor jeg købte en meget lækker paprika, homokvarteret og en masse hyggelige små stræder.
Aftensmaden blev nydt på en dejlig restaurant, som jeg har glemt navnet på, men maden var rigtig god.
Og så skulle vi i teatret, som var en skøn oplevelse. Microteatro Por Dinero holder til i et gammelt bordel og der bliver spillet forestillinger af ca 30 minutters varighed i de små lokaler, hvor der er plads til ca 12 publikummer, som står mindre end 1 meter fra spillerne. I den tilstødende bar er der fuld gang i den, så der er masser af unge mennesker som kombinerede en lille teateroplevelse med hyggeligt samvær - fantastisk koncept og stærkt anbefalelsesværdigt. Billetterne koster 4 euro, så det er lige til at overkomme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar