lørdag den 17. oktober 2015

Madrid 2


Næste dag skulle vi mødes på et kæmpe kulturelt sted, så jeg besluttede mig for at gå derhen, da der ikke var så langt. Her gik turen gennem området Arganzuela; en skøn park og rekreationssted, hvor der var masser af mennesker ude at motionere, lege og dyrke forskellige former for sport. Super dejligt sted ved floden med masser af små oaser i den store park.


Og så nåede jeg frem til de gamle slagterhaller, Matadero Madrid, som nu er omdannet til et kæmpe kultursted med udstillingssteder, biograf, teatersale mm. Fantastisk sted med højt til loftet. Der skete ikke så mange ting mens vi var der, men tjek kalenderen for rammerne er skønne.


Herefter gik turen til Parque de El Retiro og krystalpaladset, som er et kæmpe drivhus i glas, hvor der løbende er udstillinger i. Der var desværre ikke noget da vi var der, så vi fortsatte videre gennem parken, der var fuld af liv og især på søen var der masser af par og familier, som padlede rundt. Masser af caféer og bænke. Skønt.


Herefter var det tid til en sen frokost, og valget faldt på Jardín Secreto, som ligger på toppen af en almindelig butik. Der var desværre ikke plads på den hyggelige terasse men deres tesalon var også rigtig hyggelig og menukortet meget fint. De har nogle fine frokosttilbud generelt med forret og dessert inkluderet i prisen, og så bliver man godt mæt.


Resten af dagen blev brugt på at gå rundt alene, hvor jeg blandt andet udforskede forskellige skønne madmarkeder, hvoraf et par også havde nogle fine tagterasser!
Jeg kom også omkring shoppingområdet Salamanca, som har de dyre butikker, som er placeret i de små hyggeligste stræder med træer hele vejen og små hyggelige restauranter, hvor jeg et par gange prøvede en specialitet. Lækkert og hyggeligt!
Jeg endte i demonstrationen "Refugees welcome" på vej til det sted, hvor vi skulle se flamenco om aftenen og kom i god tid til Casa Patas.

Her fik jeg plads i baren og fik et af de bedste måltider mens jeg var i Madrid. Meget smagfuldt og lokalt selvom det ikke ser særligt lækkert ud, så var det det. Det kan godt betale sig at booke bord før eller efter showet. Showet var fint, men også lidt turistet, men de var dygtige!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar