tirsdag den 15. december 2015

Kaninrisotto med spidskål


Jeg fik smag for kanin efter jeg var i Italien første gang, hvor jeg fik den lækreste kanin, så da jeg fandt en fransk kanin, som var nedsat i Irma, måtte jeg bare købe den.
Jeg fandt dog så ud af, at den var parteret, så det var ikke så nemt at stoppe den med lækkert krydret svinekød, som jeg fik det i Toscana. Derfor måtte jeg til at søge lidt rundt på nettet for andre opskrifter og stødte på denne kaninrisotto, som tiltalte mig, da jeg havde nogle risottoris, som meget gerne ville bruges og fordi gemalen så blev fri for en masse ben. Irma havde også sat nogle sidste salgsdato spidskål til halv pris, så sådan et røg også med i kurven som tilbehør.

Kaninrisotto med smørstegt spidskål
4 pers

1 parteret kanin
2 store løg
4 fed hvidløg
1 kvist timian
1,5 dl cognac
3 spsk kyllingefond
8 dl vand

350 g risottoris
1 finthakket løg
Olie
Kogende vand
150 g revet parmesan

2 spidskål
Smør

Brun kaninstykkerne
Skær løget i både og kom dem ned til kaninen
Mas hvidløgsfeddene og kom dem ned i sautergryden
Kom cognacen ved og kog alkoholen af eller flamber
Kom salt og peber, timian, fond og vand ved og simre i ca 30 minutter

Steg finthakket løg i olie
Kom risene i og steg videre indtil risene er blanke og halvt gennemsigtige
Kom kogende vand over til det dækker og lad risene optage væden

Halver samtidig spidskålene og steg dem ved svag varme i masser af smør
Vend ca hver 10. minut

Efter ca 15 minutter er der nu en meget lækker fond i kaningryden, og den begynder du at tage af til risottoen i stedet for det kogende vand
Bliv ved med at røre i risottoen - den skal være lidt risengrødsagtig
Efter ca 30 minutter er risene møre og så er du klar til sidste etape

Tag kaninstykkerne op og tag kødet fra benene
Skær kødet i mindre stykker
Hvis der er meget væde tilbage i gryden, som ikke er brugt til risottoen, så kog den ind, så der er 2-3 dl tilbage
Kom kaninstykkerne tilbage i gryden og lad simre i 5 minutter

Bland den revne parmesan i risottoen og krydr med salt og peber
Kom kaninen over i risottoen og så er den klar
Kom et halvt spidskål på en tallerken og strø noget flagesalt over
Anret med en god klat risotto og server

Ingen kommentarer:

Send en kommentar