tirsdag den 5. januar 2016

Godt nytår!

Godt nytår derude. Jeg håber I er kommet godt ind i det nye år. Jeg lavede et forsigtigt hop på mit skadede ben, men det holdt, så jeg regner med at 2016 bliver et godt år for mit vedkommende.

Jeg og gemalen fejrede nytår sammen med et vennepar, og det var mig der var så heldig at stå for maden, som efter en tung juleuge var i den lettere, asiatiske ende. Som snacks til nytårstalen fik vi edamamebønner og rejechips, som er lette at tilberede, så det var hurtigt overstået og dejligt at sidde og nippe lidt til.

Til forret fik vi kyllinge satay, friturestegte wontons, friske forårsruller med and samt fiskefridaller lavet på torsk.

Hovedretten var en grøn karrysuppe med kylling og nudler

Mit første forsøg på at lave Xiao Long Bao og Gyoza gik ikke så godt som håbet, men de var hæderlige og kunne godt spises sammen med friske hvidkålssalat.

Venneparret skal giftes til februar, og jeg har fået æren af at lave bryllupskagerme, så selvfølgelig var desserten en kagesmagning med to forskellige bud på en bryllupskage. Den "moderne" passionsfrugtmousse på blondiebund og den "klassiske" med lagkagebunde og hindbær- og chokolademousse. Den endelige beslutning er endnu ikke truffet.

Ud over bryllupskagen skal der også være et lille kagebord, så jeg kom med et par bud på, hvad der kunne være af småhapsere; Macarons med lakridsganache eller ingefærkaramel, hindbærsnitte, kys, limetærte, fyldte chokolader, tærte med lakridsganache og kransekage. Og så kunne vi ikke spise mere overhovedet. Heldigvis var der indlagt quizzer og spil undervejs i middagen, hvilket var et dejligt og muntert indslag i løbet af aftenen og noget jeg virkelig kan anbefale. Der blev i hvert fald både grinet, jublet og hygget hele aftenen og noget af natten.

2 kommentarer:

  1. Ser lækkert ud, Maria. Godt nytår til dig og prinsgemalen. From Russia with love

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var det også René, og godt nytår til jer. Det er dejligt også at følge lidt med på sidelinien med jeres eventyr!

      Slet