søndag den 21. februar 2016

Frokost på Restaurant Clou - Dining Week


Uge 7 er lig med Copenhagen Dining Week, som jeg har haft skiftende held med, og i år besluttede jeg mig for at give den forholdsvis god gas. Med 3 retter for 225 kr er det en rigtig god deal, og der er efterhånden rigtigt mange restauranter på listen. Dining week er for mig en god mulighed for at prøve forskellige restauranter af for at finde ud af, om de er værd et "rigtigt" besøg, og jeg er tidligere både blevet overrasket og desværre også skuffet.

Jeg startede dette år med en frokost på Restaurant Clou, som har en michelinstjerne, og derfor noget af et røverkøb. Man kunne tilkøbe østers, oste og ekstra brød, men vi holdt os til menuen, hvor vi startede med torskeryg, blomkål bisque og sorte oliven. En smuk ret, som var ret spændende med de sorte oliven til en ellers mild ret.


Anden servering var confiteret gris i en kartoffelpakke med æbler, salte citroner og en fin glace. Eneste ulempe var, at glacen hurtigt gjorde den sprøde kartoffelpakke blød, men retten smagte dejligt og især de salte citroner gav den fede gris en dejligt modspil.


Vi sluttede af med syltede og tørre blommer med mørk chokolade og vanille. Da tallerknen kom ind var der en hel "plade" chokolade, som blev overhældt med varm chokolade og dermed åbnede op for resten af den lækre dessert, som var virkelig god. Jef fik ikke fat i, hvilken chokolade der blev brugt, men den smagte MEGET godt!

Servicen var dejlig professionel og afslappet og eneste anke var, at den mandlige tjener blev ved med at kalde os "piger" i en meget jovial tone, hvilket jeg godt kunne have undværet. Jeg blev fint mæt, men jeg tror min kæreste havde syntes det var lige i underkanten i forhold til portionernes størrelse. Ellers var jeg meget godt tilfreds og vender gerne tilbage en dag, hvor jeg har sparet op til en ordentlig middag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar