torsdag den 4. februar 2016

Madeira #6

Andensidste dag på øen, nu med rimeligt ømme ben, valgte vi at tage en knap så udfordrende tur. Denne gang for at udforske østkysten og komme så langt ud på tangen Ponta de Sao Lourenco som muligt.
Man kører ud af vejen til man ikke kan komme længere. Parkerer i rundkørslen, hvis man kommer før de andre, og ellers er der fine parkeringsmuligheder nede langs vejen. Der er en fin rute med fin "belægning" hele vejen, og der er ikke så mange alt for stejle steder, så det er en rimelig nem rute at gå - dog er der en del trapper, hvis man skal helt til tops, men langs ruten er der mange gode udsigtspunkter, så man behøver ikke tage trapperne, hvis det føles som lidt for meget.
Det gjorde vi selvfølgelig selvom især lårene var godt ømme - men de skulle bare lige gåes igang.










Jeg fik at vide, at der er mulighed for at komme videre med båd til den yderste ø, men det er vist kun om sommeren, og da vi havde nået toppen var det fint for os at vende rundt - det var også ved at være frokosttid.
På vej tilbage fik jeg en lille svømmetur i det klare hav - og det var virkelig skønt. HUSK badetøj! Jeg havde heller ikke denne gang taget noget med, så det blev i underbukser - uheldigvis kom der en gruppe tyskere forbi, men en af mændene tog den helt nøgen, så det går også uden...

Til frokost stoppede vi på vejen tilbage til Funchal og fik en prego non bolo de caco, som er en lækker sandwich i deres runde brød, som man typisk bare får lun med hvidløgssmør på, men her var det et helt måltid og meget lækkert - og billigt.

På vejen tilbage stoppede vi op et par steder og nød den gode udsigt og vejret på den sidste dag inden vi skulle tilbage til gråvejr og minusgrader.


Til aftensmad ville vi på Jacquet, som vi havde fået anbefalet, men de havde lukket, så det blev til en anden god fiskerestaurant på på Rua de Santa Maria; Gaviao Novo, som var en lille fin restaurant med gode anmeldelser fra Lonely Planet.
Rua de Santa Maria er fyldt med små restauranter, men desværre også med meget pågående sælgere, der vil gøre rigtigt meget for at få gæster ind, så er man ikke til det, så er det godt at holde sig væk. Heldigvis vidste vi hvor vi skulle hen og det var dejligt.


Vi sluttede festmiddagen af med en lækker tiramisukage, og så var vi klar til at vende næsen mod København igen efter en skøn uge på Madeira.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar