lørdag den 19. november 2016

Morgenmad på Far's Dreng



Jeg holder stadig fast i mine morgenmadsmøder med gamle kollegaer, og denne gang gæstede vi Far's Dreng, som ligger tæt på Kongens Nytorv. Stedet er meget hyggeligt med træ og skind, og der er en fin og overskuelig morgenmadsmenu.

Vi valgte begge at prøve deres lækre skyr, som var toppet en lækre ristede mandler og blåbær og sluttede med en gang vafler, som var noget af en tung sag, som næsten mindede om en æbleskivedej, som var stegt som vaffel. Ikke dårligt, men noget tung, så den kan sagtens deles mellem to.

Ellers var vi begge meget glade for vores sammensætning af morgenmaden, men næste gang deler vi en gang vafler.

torsdag den 17. november 2016

Damefrokosten 2016


 Smør med havsalt (fik ikke taget billede af rygeost med karse og brødet)

 Gulerødder, romaine, blå ost

 Løg, løg, løg

 Ærter, romaine, kammusling

 Jordskokker, mandel og karse

 Svin, blomkål, butterdej

 And, rosenkål, hasselnød

 Jordbær, hindbær, rødbede

Ananas, kokos, vanilie

Forrige søndag inviterede jeg veninderne til den årlige damemiddag, som i år var blevet til en damefrokost, da jeg havde lidt svært ved at finde en passende aften. Målet er at få fedet damerne op, så de kan komme gennem den kolde vinter, så derfor var der fokus på smør og fløde.

Da Thomas Herman for nylig har udgivet kogebogen Gæstebud, som har fået rigtig gode anmeldelser tænkte jeg, at det måtte være en god bog at tage udgangspunkt i, så som sagt så gjort fik jeg anskaffet mig bogen og satte mig ned - og der var masser af opskrifter jeg havde lyst til at prøve af.

Og menuen blev godt modtaget af gæsterne, som meget gerne ville have fat i flere af opskrifterne, så de er hermed godkendt. Senere skal jeg nok gå mere i detaljer med favoritterne.

tirsdag den 15. november 2016

Aftensmad på Memphis Roadhouse, Aarhus




En aften var jeg alene ude i Aarhus og valgte at spise min aftensmad på Memphis Roadhouse, som jeg har set en del lækre billeder fra.

Jeg fik hurtigt et bord og fik deres menukort med masser af lækkerier. Jeg var ikke så sulten, så jeg valgte at kaste mig over en lille omgang hot wings med mac n' cheese, og det blev jeg bestemt ikke ked af. Lækre og kødfulde kyllingevinger med med lækker bbq-marinade og en fin portion mac n' cheese, og så var jeg rigtig godt mæt.

Jeg er senere blevet anbefalet deres burger, så det er en god lejlighed til at vende tilbage igen, for det gør jeg gerne.

søndag den 13. november 2016

Aftensmad på Com Viet - Aarhus





Når jeg arbejder i Aarhus sover jeg som regel på museet, hvilket betyder, at jeg meget sjældent bevæger mig ind til byen om aftenen efter arbejde. Det betyder også kedelig mad som pasta med pesto eller havregrød. Men af og til kommer jeg ind til byen, og en af de aftener jeg gjorde udforskede vi det område min veninde bor i.

Her besøgte vi den lille vietnamesiske restaurant Com Viet, som ikke syner af meget. Det skal man ikke lade sig snyde af, for maden er autentisk og god, og til meget rimelige priser.

Vi fik begge en pho, som er en nudelsuppe, og portionen var så stor, at vi ikke behøvede andet, men da vi bestilte var vi så sultne, at vi også bestilte en gang friske forårsruller med rejer og svinekød. Jeg kan helt klart anbefale deres pho, som var virkelig god og smagfuld, men deres forårsruller blegnede lidt ved siden af - måske fordi vi var usandsynligt mætte.

Her kommer jeg meget gerne igen- især for deres pho, men der er mange andre lækre retter på menukortet, som jeg også gerne vil prøve af.

fredag den 11. november 2016

Aftensmad på Wokbaren Spicylicious




For et par uger siden satte jeg gemalen i stævne på en af de lokale thai-restauranter i Valby; Wokbaren - Spicylicious. Vi har tidligere fået en gang take away, som vi ikke var så begejstrede for, men besluttede at give den en chance til, da jeg ikke havde lyst til burger på Halifax, som er det vi normalt gør.

Vi fik hurtigt et bord og en menu, men så gik der forholdvis lang tid inden vi fik lov til at bestille. Der var kun en tjener på arbejde, og det var lige i overkanten til de ca. 15 borde i restauranten og der var flere, som var utålmodige i forhold til at få bestilt. Heldigvis gik der ikke så længe inden vi fik maden, og jeg var rigtig godt tilfreds med min cambodiansk-inspirerede oksekødssalat. Dog forstod jeg ikke risene.

Så maden var god - måske lidt i den dyre ende, men velsmagende. Betjeningen haltede noget, for selvom tjeneren var sød og venlig, så var han ikke hurtig nok til at kunne dække hele restauranten når den er fuld.