onsdag den 29. februar 2012

Kage

Prinsessen har i dag sagt farvel til sin akademiske slave, som nu har fået en 2 måneders projektansættelse, og sin kontorelev, og det skulle fejres med maner. De to damer havde ønsket sig en girly-girly kage med masser af lyserød, blomster og sommerfugle.
Det er første gang, at prinsessen kaster sig ud i at arbejde med fondant og kager i flere lag, men det gik heldigvis nemt takket være Camillas kageguide og youtube.




Kagen var en toblerone og hindbærmousse, hvilket bragte stor jubel hos prinsessens undersåtter. Dekorationen blev beundret og tilmed rost af en ægte konditor. Prinsessen er ganske tilfreds med resultatet og glæder sig til næste anledning.

tirsdag den 28. februar 2012

Flere rester

Da prinsessen også efterhånden har samlet sig en del garnrester - og havde en hel pose fuld med glas - sprang hun på fyrfadslysskjulere-bølgen og fik i nattens mulm og mørke hæklet disse tre skjulere, som kommer til at pryde vinduet i værkstedet.

I går var prinsessen på Østerbro for at søge om visum til Kina. Hun blev advaret om kaoslignende tilstande og lang ventetid, så udstyret med guidebog og tålmodighed ankom hun til det tomme lokale med de mange stole. Knap havde hun sat sig ned før hun blev kaldt op, og efter 3 minutter kunne hun forlade ansøgningscentret med besked om at komme tilbage på mandag for at hente visumet. Der er altså ingen grund til panik, hvis man skal til Kina - i hvert fald ikke, hvis man er en prinsesse...

mandag den 27. februar 2012

Kagegalla - mini mud cakes

Til prinsessens kagegalla var mini mud cakes en af favoritterne på grund af den gode chokoladesmag med et strejf af cognac.

Ca. 30 stk

170 g sukker
175 g mørk chokolade
90 g smør
60 ml vand
2 æg
2 spsk cognac
120 g mel
2 tsk bagepulver
30 g kakaopulver

Overtræk
200 g mørk chokolade
125 ml fløde

Smelt sukker, chokolade og smør i vandbad. Rør i blandingen en gang i mellem.
Tag chokoladeblandingen af varmen og lad den afkøle til stuetemperatur.
Rør æg og cognac i chokoladeblandingen.

Si mel og kakaopulver i chokoladeblandingen og rør det hele godt sammen.
Hæld kagedejen i en lille bagepapirbeklædt bradepande eller ildfast fad som måler ca. 20x30 cm.
Bag i 20-25 minutter ved 180 grader.

Når kagen er kølet af skæres den i mindre stykker med en skarp kniv. mens denne proces står på kan man passende hvile sine fødder med en god cocktail eller en cognac - nu hvor flasken alligevel er åben.

Til ganachen hakkes chokolade fint og hældes i en skål.
Fløden varmes op til næsten kogepunkt og hældes over chokoladen.
Der røres indtil chokoladen er smeltet.
Herefter hældes en teskefuld ganache over kagerne og der pyntes med fine blomster.

Opskriften er taget fra High Tea, recipes with a sense of occasion

søndag den 26. februar 2012

Herman

I går var prinsessen på Herman sammen med sin madklub, som havde sparet sammen til denne oplevelse i et halvt år. Så forventningerne var høje, det til trods at de godt vidste, at hr. Herman ikke længere var at finde i køkkenet (han ville også være berømt i fjernsynet lige som alle de andre).

Der blev lagt ud med champagne i glassene og en række snacks med østers og agurk som tema. Til at rense smagsløgene blev der serveret et blad, som prinsessen ikke fik taget et billede af, da hun blev noget overrasket over denne første servering.
Herefter agurk i mormoreddike som var en lille lækker hapser.

De lækreste østers med agurk og en fin syrlig olie.

Æbleskive med bacon og en agurk-østersgelé, som var en fantastisk smagssammensætning.

Østers, marv og rygeost. En fantastisk lækker servering med masser af smag.

Til at afslutte de små snacks blev der serveret en skyr skum med tørret tang. Serveringen skuffede en smule, da den ikke helt levede op til de andre snacks' standard.

Så blev menuen stillet frem, og selskabet kunne vælge fra 4 retter til at gå hele vejen med 6 retter og kaffe. Selvfølgelig faldt valget på den fulde menu, og de medbragte herrer valgte alle vinmenuen mens prinsessen fik den alkoholfrie (tak Herman!).
Til de første 3 retter blev der serveret det lækreste, varme kærnemælksbrød.

Med smør og en gedeostcreme.

Første ret var en dampet torsk med tynde skiver af knoldselleri. Hertil en sauce af cremefraiche, fløde og grøn olie.
En lækker forret med en delikat smag.

Næste servering var en svampebisque med forkullet hummer og sherryperler. Helt klart en af prinsessens favoritter i aftenens menu.  Bisquen havde den helt rigtige dybe smag af svampe og passede perfekt til hummeren.


Så kom der en mellemservering, som bestod af en enebærgrillet hummer med den skønneste sauce bernaise med friske krydderurter, som smagsmæssigt næsten var henne ved en sauce tartare. Også en af prinsessens favoritter.

Næste servering i menuen var en stegt foie gras med henkogte rødbeder og dehydrerede kirsebær. Foie grasen var perfekt stegt og rødbeden og kirsebærrene gav den fede smag masser af modspil.

Sidste hovedret var ungdue med variation af løg. På tallerkenen var der et confiteret duelår og to stykker stegt bryst, skalotteløg og ramsløg i en skøn forening med en chips, som prinsessen har glemt ophavet til.

Så kom ostene på bordet. Et fint udvalg af fire danske oste med tilbehør. Først en slags brie med dild, som en slags variation over en kommenost. Hernæst to faste oste, hvor den sidste - en saltet vesterhavsost helt klart var prinsessens favorit. Slutteligt en blåskimmel, som prinsgemalen fik lov til at mæske sig i, da den var lidt for kraftig til prinsessen ostessmagsløg.
Tilbehøret bestod af et pumpernikelbrød, valnøddebrød, knækbrød og hybenmarmelade. Især pumpernikelbrøddet imponerede den efterhånden ret så mætte prinsesse.

Men så kom desserterne... Favoritten over dem alle; hvid chokoladeis på skyr og citron. Smagen og konsistensen var himmelsk. Fantastisk. Mere er der ikke at sige om den sag.

Pære Belle Hélène. Råsyltede pærer med et sykke fantastisk chokoladelag af manjari Valrhona og strøet med vanilleis. Her var selskabet spillet. Prinsessen og bordherren var glade for den mens prinsgemalen og den anden bordherre ikke var vilde med smagssammensætningen. Dog nægtede de at sende resten af deres dessert videre til prinsessen, så helt dårlig må den ikke have været.

Så var menuen oversået og tilbage manglede kun kaffen og tre petit fours. Her en chokoladetrøffel med den lækreste hindbærganache.

Orangestang smukt serveret på en troldgren. Der skulle kigges godt efter for at finde sin pris, men det var hele skattejagten værd. Her kunne Toms Chokolade godt lære noget.


Til sidst forkullede skumfiduser skjult blandt andre gode sten. God konsistens og fin delikat smag. Det eneste der undrede var, at der kun var to, så der skulle deles. Godt selskabet kom i par.

En aften på Herman kan helt klart anbefales til alle prinsessens undersåtter som godt kan lide god mad. Her betales ikke kun for maden men for en helhedsoplevelse i skønne lokaler med udsøgte møbler og kompetent betjening. Både vinmenuen og den alkoholfrie passede perfekt til maden. Der var dog et par enkelte fodfejl (den ene rødvin blev ikke præsenteret og - den nok største bommert - prinsessens serviet blev ikke udskiftet efter 3. besøg til pudderrummet), som dog ikke påvirker den endelige bedømmelse. 
Start med at spare op nu og håb på, at den næste køkkenchef kan leve op til den gode oplevelse, som prinsessen havde en helt almindelig lørdag i februar.

Som overgang til hverdagen drager hun og prinsgemalen nu på DAC og tager en gang brunch i det gode vejr.

lørdag den 25. februar 2012

Historisk udstilling

Prinsessen har været så heldig at låne Majas historiske hæklerier, som skal danne udgangspunkt for prinsessens forårsudstilling for børn. Men det er ikke lige så nemt at få 17 små dukker til at fylde et 110 m2 stort lokale og gøre dem interaktive, når de ikke må røres. Derfor konsulterede prinsessen sine værkstedskammerater, som er udstillingsdesignere og bad dem om hjælp.
Det er aldrig dårligt at spørge om hjælp - også hvis man er en prinsesse som kan og vil selv!






Så er det bare om at gå i gang. Udstillingen forventes at åbne medio april, når prinsessen kommer hjem fra sin ferie. Det vil sige, at prinsessen har en måned til at få udstillingen klar. Det skal nok blive til nogle lange arbejdsdage - flere end den danske kronprins' i hvert fald...

fredag den 24. februar 2012

Kagepynt

Prinsessen har fået en bestilling på en kage i lyserød med blomster og sommerfugle. Derfor er hun nu gået i træning, da hun ikke tidligere har arbejdet med kagedekoration og da slet ikke fondant.
Men til at starte med gik prinsessen i gang med royal icing, som da ikke var helt ukendt land.

De første roser så dagens lys - nogle mere end andre. Prinsessen ejer kun en enkelt bladtyl, og da den er ret stor skal hun ned at investere i en mindre. Det blev til 3 roser, hvor prinsessen var udemærket tilfreds med den sidste. Som den opmærksomme læser har bemærket, burde roserne have været lyserøde, men da det er den mest benyttede farve hos prinsessen var den udgået af sortimentet, og prinsessen måtte nøjes med den gule - til prøveroserne.

Herefter skulle bladtyllen afprøves, og det gik udemærket selvom nogle af bladene blev lidt lange i det, men så fylder de også lidt mere.

Så skulle der laves kanter, og det gik heldigvis smertefrit, så her er prinsessen meget tryg ved at skulle tylle den direkte på kagen.

Slutteligt blev der lavet lidt blomster med en lyserød kugle i midten, som nok skal komme til at pynte på kagen.

Næste omgang er med fondant, så der også kan komme sommerfugle på kagen...

torsdag den 23. februar 2012

Fast food

Prinsessen er ikke kendt for sine madplaner og langtidsplanlægning når det kommer til mad. Dette primært, fordi hun ofte bliver inviteret til officielle middage og arrangementer med kort varsel. Når hun så er hjemme elsker hun at gøre noget ud af maden, men nogle gange skal det også bare gå lidt hurtigt.
Men det gør jo heldigvis ikke noget når man har råvarerne i orden.

En kikærtesalat med alt godt fra køleskabet. I dette tilfælde rød peber, gulerødder, hvidløg og soltørrede tomater. Salaten ville have været fuldendt med en god fårefeta.

Paneret torsk importeret fra Mors og specialleveret af prinsessens eksilforældre.

Velbekomme.

onsdag den 22. februar 2012

La Galette

I weekenden var prinsessen i byen for at bytte en fødselsdagsgave. Normalt bryder prinsessen sig ikke om at færdes blandt alt for mange mennesker, så derfor lavede hun og prinsgemalen en hurtig exit fra shoppingræset og bevægede sig hen mod noget mad.
Valget faldt tilfældigt på La Galette, som er en meget lille og hyggelig restaurant for de frankofile.

Størstedelen af menukortet er fyldt med forskellige galettes (boghvedepandekager) og crepes (dessertpandekager). Prinsgemalen valgte en hakkebøf og salat, som smagte rigtigt godt og var meget mættende.

Men prinsessen fik en med skinke, champignon og ost som også var ret lækker.

Al maden bliver tilberedt i det lille køkken, som ligger lige op til bordene, og bliver serveret af de to kokke. Stedet er hyggeligt, men man sidder tæt og der er ikke megen plads. Men maden er god og franskmænd kommer der, og det må i sig selv være en anbefaling værd.

tirsdag den 21. februar 2012

Rester

Når man er en ansvarsfuld prinsesse (og rollemodel for alle sine undersåtter) bliver der ikke smidt noget unødvendigt ud. Derfor har prinsessen samlet mange stofrester sammen gennem årene, som hun er sikker på vil skabe merværdi - på et eller andet tidspunkt.

Inspireret af dottie angel, er der nu røget nogle (meget få...) rester.
Men der er bestemt håb forude. Den fine - og meget nemme - ranke hænger nu i værkstedsvinduet.

mandag den 20. februar 2012

Blog award

Prinsessen modtog for et stykke tid siden denne blog award fra den skønne Mille med denne begrundelse:

En særdeles dygtig, hårdtarbejdende og vanvittig inspirerende prinsesse i eksil, som  forsøger i verdens lykkeligste land, at gøre livet sødere og sjovere for sig selv og dem hun holder af. Prinsessens blog handler om det, der fylder mest i hendes royale liv; mad, håndarbejde og kultur og selvfølgelig manden i hendes liv. Hop ind og se en mangfoldighed af spændende projekter som Prinsessen bidrager med til det kulturelle kunstnerliv. Prinsessen er meget rundhåndet og behandler alle sine undersåtter på fornemste vis.

Nu er det så prinsessens tur til at sende blog awarden videre til 5 blogs, der har færre end 200 læsere. Der er mange at vælge imellem og prinsessen har været igennem en hård udvælgelsesproces, og er nået frem til følgende blogs:

Cskreativ er super kreativ kvinde, som laver en masse fine ting af perler, cernit, cykelslanger og hvad hun ellers kan komme i nærheden af. Prinsessen bliver altid inspireret til noget nyt når hun læser med.

Hos Frk. Jensen har et fantastisk kreativt univers med lækre farver og en lækker streg. Prinsessen bliver altid i godt humør når hun læser med.

Sushistegen skriver om lækker mad og tager skønne billeder, som får mundvandet til at drive. Og så bliver prinsessen altid en smule misundelig over alle de skønne restaurantbesøg hun er på.

The Joy of Coffee får prinsessen til at ønske sig til Århus, alene på grund af alle de gode anmeldelser af gode kaffesteder.

Teater med dukker giver et godt indblik i dukketeatrets verden, og manden bag bloggen er en af prinsessens gode samarbejdspartnere og venner.

Alle blogs er bestemt anbefalelsesværdige og prinsessen håber at flere får øjnene op for deres inspirerende indlæg.

søndag den 19. februar 2012

Skrald

De danske undersåtter smider mange hundrede kilo skrald ud om året, og det har Københavns Museum lavet en spændende udstilling om. Museet har heldigvis nogle gode formidlere ansat, som arbejder interaktivt, medskabende og inddragende, og det kan prinsessen godt lide, da hun ikke er så meget til lange tekster.

En fin bænk af gamle stoleben

Bag disse handsker gemmer der sig en kæmpe container, som man kan komme ned i.

Hvor godt kender du dit København? Prinsessen klarede det ikke så godt men fik heldigvis hjælp af prinsgemalen og eksilmoderen.

Københavns Museum er helt klart et besøg værd og så er det tilmed billigt. Hele 20 kr for voksne og fredag er gratis dag. Prinsessen var også begejstret for Københavnerudstillingen, som også stadig er aktuel.

lørdag den 18. februar 2012

Sticks 'N' Sushi Valby

Sidste restaurantbesøg under Copenhagen Dining Week var den lokale Sticks 'N' Sushi. Det var længe siden, at prinsessen havde spist sushi, så det glædede hun sig til.

Restauranten var godt fyldt op af både dining week gæster og almindeligt spisende undersåtter. Stemningen var god på sådan en fredag aften, hvor mange af det yngre publikum var pænt klædt ud, og klar til en tur i byen.

Forretten bestod af tre små tempurastegte rejehapsere med en aioli til. Det lille stykke chili på toppen gav den fede olie et god modspil og prinsessen var god tilfreds.

Hovedretten bestod af en masse forskellige serveringer under sushihatten. Her all time favoritten hos prinsgemalen; and i rispapir med gomadressing.

4 inside out med forskelligt indhold. Prinsessens favorit af de fire var den med tun.

3 laksenigiri, som var udemærkede men ikke noget særligt.

1 kyllingekødbollestick (sjovt ord), som smagte som den plejer at gøre. Lidt kedelig men med en fin marinade.

3 ebi tempura, som jo smager godt, fordi der er noget dybstegt i. Det må være prinsessens asiatiske herkomst der gør, at alt der kommer ned i den gyldne brønd smager lækkert og får hendes tænder til at løbe i vand...

Til dessert blev der serveret en marcel chokoladekage med hindbærskum. Kage var fin og mousseagtig og smagte fint at chokolade, og hindbærskummet komplimenterede kagen godt med dens luftige syrlighed.

Alt i alt et ok måltid mad - som en helt almindelig aften på SNS. Der var ikke gjort noget særligt ud af, at der var dining week, men maden var heller ikke blevet dårligere. Betjeningen var præget af, at der var travlt, og prinsessen måtte bede om en forklaring på de forskellige dele på tallerkenen (selvom hun godt vidste hvad det var), da hun synes det er god stil at forklare gæsterne, hvad der er på tallerkenen.