torsdag den 31. oktober 2013

Barbiekage


I weekenden havde prinsessen travlt, da hun både skulle skrive eksamensopgave og bage barbiekage, men der var heldigvis tid til begge dele og sådan endte prinsessens første barbiekage. Heldigvis var glæden stor da 5-årige Johanne fik kagen serveret, og så var det helt ok at en hel mislykket kage er røget i fryseren for senere at blive til romkugler.

Nu er der god erfaring til den næste barbiekage skal bages. I denne er der bare en almindelig chokoladekage, men det kan sagtens lade sig gøre at lave en lagkage med mousse, hvis man laver den i en rund skål. Dette skal helt klart afprøves næste gang.

Heldigvis blev eksamensopgaven også afleveret til tiden - hele 23 minutter før deadline...


onsdag den 23. oktober 2013

Atlas bar - en anmeldelse

I sidste uge spiste prinsessen frokost på Atlas Bar på Studiestræde sammen med en af sine undersåtter og hendes mand. Dagen var en skøn og solrig efterårsdag, så frokosten blev indtaget i efterårssolen udenfor.


Selskabet startede med en lækker grøntsagsjuice, hvor prinsessen valgte en med gulerødder, rødbeder, æble og ingefær. Ikke en dårlig kombination.


Herefter kom en lækker hoikkadosuppe med karry og ristede græskarkerner. Dejlig varmende og med en skøn og fyldig smag. Herefter var prinsessen godt mæt, men en dagens salattallerken skulle også prøves af.


Heldigvis kun til deling for der var masser, og det smagte alt rigtigt godt, så er du på disse kanter af byen kan stedet klart anbefales til en lækker og sund frokost - eller aftensmad.

mandag den 21. oktober 2013

Lakrids panna cotta med jordbærgelé


Forleden fik prinsessen gæst og efter den lækre hovedret med langtidsstegt lammebov med gratineret grøntsagsmos og fennikel/apelsinsalat var det tid til dessert, som tog udgangspunkt i prinsessens nylige besøg i Rom. Heldigvis blev desserten godt taget imod af undersåtten, som spiste det hele, hvilket altid er et godt kvalitetsstempel - især når portionen er lidt stor... Desserten er nem at lave og smager af sommer, så kom bare i gang.

Lakrids panna cotta med jordbærgelé
4 personer

500 ml fløde
1 spsk fløde
1 stang vanille
2 blade husblas
1,5 spsk sød lakridssirup

150 g jordbær
1 spsk sukker
1 blad husblas

Udblød husblas i koldt vand
Skrab kornene ud af vanillestangen og mos dem ud i sukkeret
Kom vanillesukker, fløde og og lakridssirup i en gryde og kog det langsomt op under omrøring
Lad det simre i 2 minutter og tag gryden af varmen
Vrid husblas fri for vand og rør det fløden
Kom fløden i fire glas eller skåle som panna cottaen skal serveres i
Stil dem på køl i minimum 2 timer til de har sat sig

Udblød husblas i koldt vand
Kog jordbær op med sukker
Blend massen
Rør husblasen i
Lad jordbærene køle lidt af inden geléen hældes over panna cottaen
Sæt på køl igen og lad det sætte sig i endnu et par timer inden servering.
En perfekt dessert når man har gæster!

lørdag den 19. oktober 2013

Kanelsnegle


Kanelsnegle er skønne - især når de er bagt og bare skal tages ud f fryseren og lunes lidt i ovnen inden de er klar til morgenbordet. Opskriften på kanelsnurrer fra Claus Meyer er prinsessens yndlingsopskrift og selvom det tager noget tid at lave dem, så er de al tiden værd.

Prinsessen ønsker alle sine undersåtter en velsignet weekend.


torsdag den 17. oktober 2013

Ribs


Prinsessen får ofte en pakke fra slagteren med lidt blandet, og noget af det der næsten altid er tilbage er ribbenene, men det er nu fortid, efter hun har fundet en fantastisk opskrift på barbequemarinade med udgangspunkt i denne.

Barbeque ribs
2 pers

1 kg ribben
2 laurbærblade
3 sorte peberkorn

2 dl ketchup
1/2 dl olivenolie
2,5 spsk brun farin
1,5 spsk soya
2 fed presset hvidløg
2 tsk paprika
1 tsk chili
1 tsk cayenne peber

Kog ribben i vand med krydderierne i ca 30 minutter eller til kødet er mørt
Lad det køle af

Bland alle ingredienserne til marinaden
Kom marinaden i en pose sammen med de afkølede ribben
Masser marinaden godt ind i kødet og lad det stå på køl i minimum 12 timer og gerne længere
Læg kødet i et ildfast fad og kom det i en 240 grader varm ovn i ca 15-20 minutter. Hold øje med at det ikke branker. Det er selvfølgelig bedst på en grill, hvis man laver det om sommeren eller har adgang til en sådan på en kold efterårsdag...
Server med en god cole slaw eler salat

Selv prinsgemalen, som ikke er meget til at spise med fingrene, er ret så vild med benene, så det er ikke sidste gang de kommer i ovnen.



mandag den 14. oktober 2013

Rom

Mens mange holder deres efterårsferie nu, tog prinsessen sin ferie for en uge side, hvor hun og eksilforældrene tog på eventyr i Rom. Det blev til fire fantastiske dage med varme, gamle mursten og masser af god mad.
















Prinsessen kan klart anbefale sine undersåtter at tage en tur til Rom. Byen udforskes bedst til fods, for der er masser af hyggelige små gader man kan fare vild i og utallige trattorier og gelateriaer, hvor man kan få stillet sin sult. Alt for mange faktisk. Så kom bare afsted!

søndag den 6. oktober 2013

Nicolaos Strangas - en anmeldelse

Prinsessen har tidligere besøgt Nicolaos Strangas' lille konditori, som ligger på Åboulevarden tæt ved søerne, men det er længe siden, så det var ved at være tid igen. Derfor mødtes hun med hofdamen for at genopfriske gamle Canadaminder over et lækkert stykke kage.



Der er mange lækre ting i kagemontren, og selvom han er bedst kendt for sine fine macarons vandt de fine kager i valget om at komme ned i prinsessens mave. Det blev en skøn og syrlig jordbær og chokoladekage samt en passionskage. Begge usandsynligt gode, lækre og vanedannende. Dog fylder de også godt til, så der var ikke plads til meget andet end de endestykker af lakridsmarshmallows, som en af konditorerne bød på undervejs.


Manden hamselv var også tilstede og bredte sin entusiasme og glæde ud i hele rummet. Især til nogle af de venner, som også kiggede forbi og som blev forsynet med lækre smagsprøver, mens prinsessen kiggede misundeligt på. Så moralen må være, at skal du på Nicolas Strangas noget oftere, så bliv gode venner med ham, for så bliver det betydeligt billigere at komme på besøg.

Ellers er et besøg hver andet år heller ikke at kimse af.

torsdag den 3. oktober 2013

Wokbaren - en anmeldelse

I fredags var prinsessen ude at lufte en af sine undersåtter, og besluttede sig for at invitere hende på Wokbaren, som ligger på Halmtorvet. Hun er ofte cyklet forbi og tænkt, at det måtte prøves, og da chancen kom tog hun den.

Stedet er hyggeligt omend en smule mørkt, men asiatisk trendy og rart. Tjenerne er søde og smilende og gør hvad de kan for at opveje kvaliteten af maden.


Prinsessen startede med en tum kha, som er en kokosmælk suppe. Den var udemærket men manglede dybde i smagen. Undersåtten fik friske forårsruller, som også var fine. Ved nabobordet havde de fået en all round platé til fire, som de to kvinde høj sagtens kunne fortære som forret. Den var efter sigende udemærket.


Til hovedret fik prinsessen en gennemsnitlig wokret med and og grøntsager østerssauce. Ingen overraskelser der, og heldigvis havde grøntsagerne stadig sprødhed i sig. Værre var det for undersåtten, som havde valgt en tapastallarken med forskellige retter. Hun fik 2 utroligt tørre andespyd, som enten havde været opvarmet eller fået usandsynligt alt for meget varme i ovnen - der var ingen tvivl om, at anden var helt død. Skuffende var det, at der stod at det var forskellige tapas, og det så viste sig, at to af dem var det samme. Resten af også en skuffende affære med meget lidt smag og finesse, som man ville forvente til en pris til 159 kr.

Alt i alt er wokbaren et hyggeligt sted at sidde, men til prisen havde prinsessen forventet en bedre kvalitet og anbefaler sine undersåtter at kigge forbi de andre lækre thairestauranter på og omkring Halmtorvet, som er meget mere value for money.