tirsdag den 30. april 2013

Sandwichboller


For et par weekender siden var prinsessen på teaterfestival, og for at kunne overleve 24 forestillinger på 2 dage er det vigtigt med god forplejning. Derfor havde hun bagt sandwichboller, som hun og hendes undersåtter kunne danne grobund for en god madpakke.

Sandwichboller
Ca. 24 stk

Ingredienser50 g gær
7 dl kærnemælk
3 dl vand
1 spsk salt
1,5 spsk sirup
2 dl yoghurt naturel
300 g havregryn
50 g solsikkekerner
200 g speltmel
300 g fuldkorns speltmel
800 g hvedemel
1 æg til pensling

Rør gæren ud i vandet
Tilsæt herefter de andre ingredienser og ælt dejen godt
Lad den hæve lunt i ca 1 time
Slå dejen ned og form til boller. Tryk dem flade når de er lagt på en bageplade
Efterhæv i en time
Pensl boller med det letpiskede æg
Bag i ca. 15 minutter ved 200 grader

søndag den 28. april 2013

Chokolade cupcakes med cookiedough


I går var prinssen hyret til at lave kage og servere til en af hendes undersåtters bryllup. Desserten var en fyldig og rig chokoladecupcake med cookiedough. En meget sød kage, men god til en stærk kop kaffe.

Chokolade cupcakes med cookiedough (opskriften er frækt hugget her fra -dog med lidt ændringer).
Ca 15 stk





Dej
130 g mel
30 g kakaopulver
50 g sukker
70 g muscodova sukker
3/4 tsk natron
1/2 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
1,8 dl mælk
1 dl vegetabilsk olie
1/2 tsk vanillesukker
2 æg

Cookie dough
100 g smør
50 g sukker
70 g muscodova sukker
0,6 dl mælk
1/2 tsk vanillesukker
130 gr hvedemel
75 gr mørk chokolade, hakket

Frosting
160 g smør
240 gr flormelis
30 g kakao

Kager
Bland alle de tørre ingredienser sammen
Tilsæt herefter de våde og rør til dejen er jævn
Fyld forme ca halvt op. De hæver en del
Bag i ca 17 minutter ved 180 grader. Tjek at de er færdige ved at stikke en kødnål i. Hænger der ikke noget ved er de færdige
Køl af på en rist

Cookiedough
Pisk smør, sukker, vanille og muscodovasukker luftigt
Pisk langsomt mælken i
Pisk herfter mel i blandingen og bliv bed med at piske indtil doughen er ensartet
Tag 2 dl dough fra til frostingen og bland den hakkede chokolade i den resterende cookiedough

Frosting
Pisk smør og flormelis luftigt
Tilsæt herefter den del af cookiedoughen uden chokolade og pisk indtil blandingen er luftig

Så er du klar til at lave cupcakene
Det kan her være tiltrængt med en lille avec. og hold dig endelig ikke tilbage.

Skær en kegle i kagen med en skarp kniv
Fyld 1/15 del af cookiedoughen i hullet og sæt keglelåget tilbage på kagen
Tyl frostingen på kagerne og sæt på køl indtil de skal serveres

Da prinsessens kager hævede en del blev hun nødt til at smøre frostingen op, og der var rutinen desværre ikke helt i top, så hun var glad for, at der var rimeligt mørkt i lokalet, da kagerne skulle serveres.

Opskriften på kagerne egner sig også godt til almindelige muffins. Tilsæt evt. chokoladestykker efter behag.


lørdag den 20. april 2013

Chokoladekiks med et twist af appelsin


Prinsessen er blevet bedt om at lave lidt mundgodt til en konfirmation, og da hun elsker at glæde sine undersåtter kunne hun ikke sige nej til det tilbud. Udfordringen består i, at det ikke må være slikagtigt eller kage, og at det ikke kræver tilberedning lige før servering, men kan forberedes minimum 10 timer i forvejen.

Derfor gik prinsessen i tænkeboks og endte i en kiks, hvor de to konfirmanders navne kunne stemples på. Men ingen kiks uden chokolade, så hun endte med denne chokoladekiks.

Chokoladekiks (a la Anne au Chocolat)
ca. 30 stk

100 g koldt smør
125 g brun farin
200 g hvedemel
1/2 tsk salt
1 tsk bagepulver
1 æg


Skær smørret i små tern og smuldr det med de tørre ingredienser
Saml dejen med det letpiskede æg
Smid husholdningsfilm om dejen og sæt den på køl i ca 30 minutter
Rul dejen ud på et meldrysset bord. Vær opmærksom på, at den er meget klistret, så vær sikker på at den hele tiden kan slippe bordet. Den skal være ca 2 mm tynd.
Stik cirkler ud på ca 5 cm i diameter og placer dem på en bageplade
Stempl noget royalt på kiksene og bag dem ca 10 minutter ved 150 grader
Når kiksene har fået farve tages de ud og køler lidt af på pladen. Når de begynder at blive hårde kan de placeres på en rist for at afkøle det sidste


Kakaofyld
til ca. 30 kiks


200 g flormelis
50 g kakaopulver
80 g blødt smør
25 ml mælk
Reven skal fra 1/2 appelsin


Pisk alle ingredienser sammen til det bliver luftigt
Kom kakaofyldet i en sprøjtepose
Sprøjt kakaofyldet på en kiks og læg den sammen med en anden


Kiksene er selvfølgelig bedst og sprødest lige når de bliver lagt sammen, men på køl klarer de sig overraskende godt et par dage.



torsdag den 18. april 2013

Trapholt

Sidste uge var prinsessen til en konference i Kolding, som desværre ikke var noget at skrive hjem om. Men heldigvis nåede hun at komme forbi Trapholt og den imponerende Nick Cave udstilling. Prinsessen var meget imponeret over hans flotte designs og ikke mindst hans videoer, som gav kostumerne liv. Prinsessen anbefaler alle sine undersåtter at lægge vejen forbi museet, hvis turen alligevel går omkring Kolding.





tirsdag den 16. april 2013

Tokyo Restaurant - Anmeldelse


I sidste uge var prinsessen ude med to af sine undersåtter, og valget faldt på den japanske restaurant Tokyo, som efter sigende er den ældste japanske restaurant i Skandinavien. Her kan man vælge enten at sidde ved almindelige borde eller på tatamimåtter, og selvfølgelig valgte prinsessen måtterne.


Selskabet valgte at kaste sig over menuerne, den ene en sukiyaki og den anden en sashimi. Til forret blev der serveret spinat, kylling, omelet, bønnespirer og edemamebønner. Selvom prinsessen desværre ikke har været i Japan og derfor kan vurdere om smagen er autentisk, smagte de små retter anderledes og overbevisende.


Herefter kom der en god og salt misosuppe med lidt grøntsager.


Sukiyaki er grøntsager og oksekød tilberedt ved bordet i en varm pande. En lidt kedelig og tung ret, som godt kunne have brugt lidt friskhed og knas i grøntsagerne.


Prinsessen glemte at spørge til sashimien, men den så lækker ud og de hele blev spist op.


Aftenens store skuffelse var - som sædvanlig på en asiatisk restaurant - desserten, som besod af en billig og iset vanilleis med "chokolade"sauce, vaffel og appelsin? Desværre en dårlig afslutning på et dejligt måltid i hyggelige opgivelser.

Betjeningen var god, der kom også japanere for at spise, og maden pånær desserten var rigtig fin.

søndag den 14. april 2013

Vietsense - Anmeldelse

For en uge siden var prinsessen i teatret og se forestillingen Med lov skal man vand tygge, som er en sjov og vedkommende revy om love og regler. Efter den tur var det tid til at få noget godt at spise, og prinsessens hofdame reserverede et bord gennem earlybird på Vietsense på Frederiksberg.



Menuen var sat og efter et stykke tid kom forretten som besod af forskellige små hapsere. Friske forårsruller med rejer, friterede tigerrejer, forårsruller med svinekød, wontons med rejer og dumplings med svinekød. Alle meget fine små hapsere med gode dips til.


Hovedretten bestod af en kedelig oksekødsret, hvor prinsessen både måtte bede om chili og soya for at få lidt mere smag frem i retten. Lidt mere frisk koriander ville heller ikke have skadet retten.

Både prinsessen og hofdamen havde hørt meget godt om restauranten, men desværre levede den ikke op til forventningerne, og er man på disse kanter og til asiatisk mad, vil prinsessen til enhver tid vælge at gå på Chai Wong på den anden side af gaden i stedet for.

mandag den 8. april 2013

Mo(n)ster Prinsessen

I påsken var prinsessen på familiebesøg, og var så heldig, at vejret artede sig, hvilket resulterede i nogle fine gåture på Mors sammen med hendes niece og nevø. Da prinsessen nogle gange kan være lidt svært at komme ind på - hun er trods alt en royal prinsesse - kan hun i de mindstes øjne af og til fremstå mere som et monster end som en moster, men heldigvis er der også gode stunder, hvor store som små, royale som borgerlige kan hygge sig sammen i haven.





lørdag den 6. april 2013

Paustian - en anmeldelse

Prinsessen havde købt et tilbud hos Restaurant Paustian på menuspot med 50% rabat på en 4-retters menu. Madklubben var inviteret med, og selskabet glædede sig til en hyggelig start på weekenden.

Restauranten ligger langt ude på Østerbro, godt gemt i havnemiljøet, men med en utrolig skøn beliggenhed med udsigt til Svanemølleværket. Stedet er lyst og rart med lækre møbler og en dejligt atmosfære.


Første ret var en kalve carpaccio med parmesan, trøffelmayonnaise og en sprød salat. Skøn, lækker og let ret, der smagte skønt og forfriskende.


Anden forret var en dejlig spinatravioli med pighvar, blegselleri og stenbidderrogn. En skøn og velsmagende ret med en lækker sauce.


Hovedretten bestod af berberi andebryst med pommes Anna, haricots verte og en timiansky. Anden var lækker, mør og perfekt stegt og andeskyen var helt fantastisk.


Til dessert fik selskabet en skøn creme brûlèe spicet op med en æblekompot, som der var lidt delte meninger om. Selve kompotten smagte godt, og mens prinsessen syntes at den ikke helt passede ind, mente prinsgemalen, at den var dejlig forfriskende. I hvert fald var portionen stor, og der var nok af den skønne vanillecreme med lækkert karamellåg.

I alt en skøn aften med en dejlig og afslappet betjening. Et sted prinsessen helt klart kan anbefale sine undersåtter at tage vejen ud til.

mandag den 1. april 2013

Tarte au Citron - med lakridsmarengs


Prinsessen havde en del citroner liggende, som gerne ville bruges, og derfor benyttede hun lejligheden til at afprøve Pricernes Tarte au Citron. Ikke den dårligste beslutning der er blevet taget i de kongelige gemakker.

Tarte au Citron
1 tærteform på ca 23 cm

Mørdej
250 g mel
170 g smør
60 g flormelis
Kornene fra 1/2 stang vanille
1 lille æg 

Smuldr alle de tørre ingredienser sammen med smørret.
Kom ægget ved og saml dejen så hurtigt du kan.
Stil dejen på køl i ca 60 minutter i køleskabet.

Tag dejen ud af køleskabet og pres den ned i tærteformen.
Tærten skal bages blindt, men har man ikke tørrede ærter eller lignende så går det også. Resultatet bliver bare knap så fint.
Bag tærten ved 225 grader i 15 minutter. Fjern ærter og bagepapir (hvis der bages blindt) og giv den yderligere 5 minutter. Bag den i 20 minutter ved 225 grader, hvis den ikke bages blindt.

Citron-creme
Fileter af 2 citroner (3, hvis der er mange kerner i)
Revet skal af 1 citron
100 g sukker
2 hele æg
2 æggeblommer
2 dl fløde 

Bland alle ingredienser sammen pånær fløde og blend.
Kom fløden i.
Hæld citroncremen over den bagte tærtebund.
Bag ved 150 grader i ca 30 minutter til cremen har sat sig.
Nu skal kagen køle af... Ventetiden fordrives selvfølgelig bedst med en lille avec.



Italiensk marengs med lakrids
100 g pasteuriserede æggehvider
150 g sukker
75 g vand
1 spsk lakridspulver

Når kagen er helt afkølet skal der laves marengs. Sørg for at gøre dette lige op til at kagen skal serveres, så den ikke falder sammen.

Kog sukker og vand sammen til en sirup. Ca. 10 minutter.
I mellemtiden piske hviderne stive.
Når siruppen er klar hældes den ned til hviderne, under piskning, i en tynd stråle.
Bliv ved med at piske til marengsen er blevet sej. Dette kan godt tage 15 minutter, så brug en køkkenmaskine eller sæt køkkenhjælpen til det mens du underholder gæsterne.

Når marengsen er klar kommes den i en sprøjtepose og sprøjtes  ud på kagen.
Grill den kort i ovnen til marengsen er blevet gylden eller find din gasbrænder frem og giv den til din legesyge undersåt og håb på det bedste resultat.


Som den opmærksomme undersåt nok har bemærket, er marengsen på billedet meget hvid. Det er fordi prinsessen fulgte opskriften og først ved servering fandt ud af, at hun inspireret af en af sine fødselsdagskager, kunne have kombineret citron og lakrids med succes. Derfor blev lakridspulveret fundet frem og strøet over kagen med rund hånd, og det var heller ikke en dårlig idé.

Er man ikke til lakrids kan dette krydderi undlades - bevares.