lørdag den 31. december 2011

Godt nytår

Prinsessen ønsker alle sine undersåtter et godt nytår og al mulig held og lykke i det nye.

I skrivende stund sidder prinsessen og tænker tilbage på sidste nytår, som blev fejret i Burma, der er et land, som prinsessen på det kraftigste kan anbefale som undersåttens næste rejsemål.


torsdag den 29. december 2011

Gåtur


Før julemiddagen blev indtaget, tog prinsessen sig en rask gåtur for at få gjort kroppen klar til det store madindtag. Vejret var ikke særligt juleagtigt, men til gengæld var det lunt og dejligt. Noget prinsessen sætter stor pris på, da hun jo kommer fra de varme lande.

tirsdag den 27. december 2011

Panduro tilbud

Panduro Valby holder ophørsudsalg med 50% på alle varer mellem jul og nyår. Prinsessen ønsker sine undersåtter god shopping.

mandag den 26. december 2011

En bytter

Så kan prinsessen langt om længe vise, hvad hun for mange måneder byttede sig frem til for et forklæde.

Lea, med bloggen pif paf puf, har hæklet et fint køkkensæt til prinsessens eksilmoder bestående af

et par lækre grydelapper

og en flot kartoffelvarmer.

De fine ting blev givet i julegave, og heldigvis blev eksilmoderen meget glad for gaven og betroede prinsessen, at hun troede på, at prinsessen selv kan hækle sådan et sæt. Det må tiden vise. Prinsessen er i hvert fald i god træning.

lørdag den 24. december 2011

D 23.

I dag har prinsessen været på vejen, da turen gik fra djævleøen til Limfjordens perle. Heldigvis var der ikke de frygtede feriekøer, så turen gik smertefrit og var meget hyggelig med frokoststop på Mac d (hvorfor er det altid at maden smager bedre i forventningensdrømme end i virkeligheden...) og kreastop i Grønhøj garnlager. Der kommer billeder når prinsessen får taget sig sammen til at finde computeren frem.

Vel installeret i eksilforældrenes residens har resten af dagen været præget af hygge og mad. Traditionen tro blev der serveret nordjysk grønlangkål med fætter Flemmings medister og eksilmoderens rødbeder. Bedre kan det ikke gøres dagen før juleaften. Nu er der rommykub på bordet. Prinsessen er pointtager og storhækler, mens de andre kæmper på livet løs om æren.

Om lidt er det i seng og så er det juleaften. Prinsessen ønsker alle sine undersåtter en glædelig jul og håber, at dagen og aftenen bliver fyldt med glæde og kærlighed.

torsdag den 22. december 2011

Gode kollegaer

Mens prinsessen går hjemme og prøver at passe på sig selv, har det arbejdende folk heldigvis også tid til at tænke på prinsessens ve og vel.
Så en dag kom blomstermanden og bankede på med denne fantastiske buket og et skønt kort fra to af prinsessens yndlingskollegaer, som alle med børn burde have fornøjelsen af at møde mindst een gang i deres liv.


Og ydermere lå der dette lækre magasin i prinsessens postkasse med en julehilsen fra prinsessens übertjekkede regnskabsholder og gode kollega.


Prinsessen glæder sig allerede til at få prøvet opskrifterne af!

onsdag den 21. december 2011

Forklæde

Så blev årets sidste forklæde sendt afsted. Prinsessen håber der er mange gode kager i det.

tirsdag den 20. december 2011

Cupcake forklæde

Så blev endnu et forklæde færdigt til en madblogger, som forhåbentligt elsker kager. Prinsessen håber undersåten er tilfreds.

mandag den 19. december 2011

Kronhjorten

En kronhjort er kommet på en pude. Prinsessen er meget tilfreds, og er glad for at den kommer til at have det godt hos en af prinsessens undersåter, nu hvor prinsgemalen har nedagt veto mod både den og uglen.
Som udgangspunkt støtter prinsessen helt op omkring "ingen dyr i sofaen" politikken, men synes dog prinsgemalen er noget stivnakket i denne situation.

Begge tryk kan købes hos stof & stil.

søndag den 18. december 2011

Forklæde

Der er gang i prinsessens forklæderi, og endnu et forklæde har set dagens lys. Prinsessen håber at undersåten er tilfreds.
Forklæderne sælges fra prinsesseshoppen.

lørdag den 17. december 2011

Chokoladeprinsessen

Prinsessen elsker chokolade, og med årets julekalender er hun sikker på at få sit daglige skud lækkerhed. Men det er ikke altid nok, og traditionen tro skal prinsessen og prinsgemalen omkring Peter Beier i december for at smage en af deres varme chokoladedrikke.


Prinsessen befaler hermed alle sine undersåter at unde sig den glæde at stikke omkring Peter Beier for at få en RIGTIG kop varm chokolade. Velbekomme.

fredag den 16. december 2011

5. hækleprojekt

Prinsessen var ikke helt tilfreds med sin hovedform presset ind i en af hendes huer, hvorfor hun tænkte, at hun da kunne hækle et pandebånd. Og hvor svært kan det være at lave sit eget mønster, når man nu har hæklet 4 ting, tænkte prinsessen og tog den store hæklenål frem.

Ikke særligt svært viste det sig heldigvis, så hermed giver prinsessen sin opskrift videre.

Køb et nøgle Drops Eskimo og en hæklenål nr 9. De tager dobbeltpris for hæklenålene i Jorun garn, men som prinsgemalen belærte den brokkelystne prinsesse, så støtter hun de selvstændige og gode specialbutikker, som ellers vil forsvinde, hvis man køber alle sine ting i de store kæder. Prinsessen bed de 15 kr!!! i sig med en kærlig tanke til sine eksilforældre, der som levebrød har været selvstændige kludehandlere og har levet af, at der er mennesker, som støtter specialbutikker, som leverer en fantastisk service og ikke kun gode priser uden medfølgende service og ekspertise.

Tilbage til pandebåndet. Hækl et rektangel af stangmasker, som er så langt at det når fra bagsiden af højre øre til bagsiden af venstre øre. Prinsessen har hæklet 6 rækker.
I hver ende samles maskerne, således at der nu kun er 4 masker. Hækl ca 8 rækker fastmasker eller indtil båndet går lidt længere end midt på nakken. Gør det i begge ender.
Lav en kant med fastmasker i en anden farve rundt om hele pandebåndet. Lav et knaphul i den ene ende og så er du færdig når du har syet en knap i.

Og kryds fingre for at vinteren snart er på vej, så du kan komme ud at flashe dit nye pandebånd, som evt kan pimpes med en blomst eller et diadem.

torsdag den 15. december 2011

Puden, der endelig kom i sofaen

I sommer var prinsessens eneste aktivitet at sidde og nyde solen, mens hun broderede på dette fine stramaj, som hun havde købt i Sommerfuglen. Det var noget af et projekt prinsessen havde vovet sig ud i, for sidste gang hun broderede var i folkeskolen. Men sådanne historiske fakta lod prinsessen sig ikke afskrække af, og efter mange timers nørklen var projektet endelig færdigt. Men det var det jo ikke helt alligevel, for der skulle jo gøres noget ved det - det skulle syes sammen med lækkert uldstof til en pude.

Og her stoppede prinsessens entusiasme så for en stund, for selvom det var den del, der tog aller kortest tid, ja så følte prinsessen på en eller anden måde, at projektet var færdigt. Indtil forleden, hvor hun syede puder for nogle af hendes undersåter og indså, at det ikke kunne tage mange prinsesseminutter at gøre færdigt. Udstyret med en drink begav prinsessen sig ned i værkstedet og en drink senere var puden færdig og ligger nu og pryder sofaen.

onsdag den 14. december 2011

4. hækleprojekt

Men god selvtillid i rygsækken, kastede prinsessen sig ud i et decideret brugsprodukt, der skal passe til noget - nemlig en undersåts hovede. Opskriften fra Drops var nem at følge med i, og da det var på pind 9 gik det ret stærkt med at få hæklet denne hue, det til trods at der var besøg og prinsessen skulle deltage i samtalen samtidig med at hun skulle holde styr på alle sine masker. Heldigvis er prinsessen god til at multitaske, så hun kun kom til at trævle op et par gange...

Og mens hun var i gang kunne hun da lige så godt hækle een til. Nu skal der bare laves pomponer til toppen.

tirsdag den 13. december 2011

Pakkekalender

Kl. 23.59.59 d. 12. december sad prinsessen klar ved sit bord med sine gaver foran sig. Angrebsstillingen var indtaget og uret i øjenhøjde.
Kl. 00.00.01 d. 13. december flåede prinsessen ukontrolleret gavepapir og bånd fra hinanden i sin barnlige iver for at finde ud af, hvad der dog var i de to pakker, som hun havde modtaget af Dorthe med den fantastiske blog Oline Art, som prinsessen henter megen inspiration hos.


Men lidt opdragelse har hun da, prinsessen, så det vedlagte følgebrev blev læst (læs: skimmet) inden pakkerne blev nøjere undersøgt.

Den første gave prinsessen åbnede var den ordentlige, for det er altid godt at få overstået formaliteterne, før man slår sig helt løs (og på det tidspunkt er journalisterne også forsvundet).

6 skønne, hæklede julekugler blev hurtigt hængt på juletræet, hvor de pynter og passer perfekt til resten af træet.

Og så var det tid til et ordentligt skud Oline...
Den fineste hårelastik, som bliver del af prinsessens fremtidige bageoutfit.

En skøn broche, som lige er i prinsessens farver, og som allerede er kommet på prinsessens hue.

Og yndlingsgaven, og nok det mest Olinske; en hesteorden, som ikke kun er til at hænge på tøjet ved festlige lejligheder, men også kan pynte i vinduet når det ikke er i brug til de mere officielle anledninger.

Prinsessen sender sin kreative undersåt Dorthe mange kongelige hilsner og taksigelser for de fantastiske gaver, som har ramt prinsessen lige i julehjertet. Prinsessen håber at kunne gøre gengæld næste år.
Der ud over sender prinsessen de varmeste hilsner til Karina, som er ophavskvinde til denne skønne idé.

mandag den 12. december 2011

JaMaJaNi puden

I weekenden havde prinsessen besøg i værkstedet af to af hendes undersåtter, som gerne ville sy puder. Da den ene af dem havde været til julefrokost dagen forinden, erklærede han sig dog hurtigt indisponibel, det til trods at det var hans idé (og hans gavekort på hjælp til pudesyning der skulle indløses). Det stoppede dog heldigvis ikke de andre tilstedeværende, og hurtigt fik prinsessen sat gang i produktionen; klipning, syning, rining og knappefremstilling.
Og efter et par timer lå der 6 fine JaMaJaNi puder i poserne, klar til at tage med hjem. Nogle vil måske kalde dem meget Hay inspireret, men...

søndag den 11. december 2011

3. hækleprojekt

Prinsessen har ivrigt fulgt mange af sine kreative undersåter, der har fremproduceret den ene gnom efter den anden. Derfor følte hun, at hun efter to hækleprojekter nu var klar til at prøve at hækle efter opskrift. Derfor kastede hun sig over opskriften med gå på mod og en drink på siden. Det kom der denne lille ven ud af. Prinsessen hæklede med en nål 3.0, da hun ikke orkede at gå ned i værkstedet efter en 3.5, og det gjorde måske at gnomen blev lidt mere aflang i det end dem på billedet.

Der ud over gav bunden ingen mening for prinsessen, hvorefter hun improviserede sig til en fladere en af slagsen. Den selvimponerede prinsesse er nu klar til nye projekter.

lørdag den 10. december 2011

2. hækleprojekt

Så blev prinsessens andet hækleprojekt færdigt. Et lille tæppe til niecen i granny stripes, som er ret nemme at hækle når man først kommer i gang. Prinsessen er ret stolt af sit andet projekt, og har været meget efter prinsgemalen, da han ikke kommer med begejstrede kommentarer efter hver enkelt stribe. Han er dog heldigvis så begejstret, at han er gået med til, at prinsessen nu skal til at hækle et i voksenstørrelse (muligvis for at få ro...?).

Det eneste aber dabei er alle de endee der skal hæftes, og nu forstår prinsessen, hvorfor mange andre undersåter beklager sig over den del af det ellers meget beroligende håndarbejde. Prinsessen overvejer stærkt at få en af sine ansatte til at tage den del.

onsdag den 7. december 2011

Pakkekalender

Så blev det endelig tid til, at prinsessens gave blev åbnet i Den kreative pakkekalender. Prinsessen havde trukket Anne fra Nørkletøserne, og hun blev heldigvis glad for gaven, som bestod af

En pose med nogle af de fine hjerter i selvhærdende ler. Desværre var et af dem gået i stykker undervejs, men så var det godt der var 6 i alt.

Et prinsesseforklæde

Og en kreabog med plads til idéer og alt det andet. Prinsessen fik ikke taget billede af bogen, men så var det godt, at Anne havde gjort det (håber det er i orden, at prinsessen har lånt billederne)!

I dag var også dagen, hvor prinsessen så kunne hente sin gave på posthuset. Der er et stykke tid til hun skal åbne, så nu ligger den og tirrer prinsessen og råber på at ville mærkes og åbnes. Men den må vente lidt endnu, selvom prinsessen glæder sig meget, for hun ved godt hvem afsenderen er, og det er noget af en kreativ dame!

Kødbyen

I går var prinsessen inviteret til den skønneste og lækreste fødselsdagsbrunch med hjemmebagt brød, hjemmegjort lemoncurd, rabarber/appelsin marmelade og nutella, fritata, ost, pølse og friskpresset juice. Dejligt at starte dagen på sådan vis, og prinsessen har opfordret undersåten til flere invitationer af denne art. Da prinsessen havde travlt med at spise, var der desværre ikke tid til at fotodokumentere det overdådige måltid.

Efter dette prægtige morgenbord måtte prinsessen og fødselaren ryste maden lidt ned i mavesækken, hvorfor de valgte at tage en spadserertur rundt i det spændende kødkvarter, hvor der stadig slagtes og hakkes dyr side om side med gallerier og delikatessebutikker.

Prinsessen endte med at købe lidt te hos Tante T, som altid er et godt sted at købe sin vandsmagsforstærker, hvis man ikke har lyst til at begive sig ind i indre by og stå i kø hos Perchs.

Anton Bergs gourmetmærke A XOCO har fået nye lokaler i kødbyen med chokoladeakademi, fabrik og et lille butiksudsalg. Så hvis undersåterne alligevel er i området, kan det anbefales at stikke hovedet omkring og få et par smagsprøver. Prinsessen købte et glas med chokoladeovertrukne mandler med lakridspulver til prinsgemalen. De blev dog enige om, at dem fra Summerbird lige er en tak bedre, men dårlige er de ikke, og de skal da nok ryge ned...


tirsdag den 6. december 2011

Juleprinsessen

Da jul ikke er noget man fejrer, der hvor prinsessen kommer fra, har det taget meget længe for prinsessen at assimilere sig med denne danske tradition. I år er julepynten i hjemmet dog fordoblet, så der er håb forude for integrationsforkæmperne.

Juletræet er kommet op og er blevet pyntet. Stjernen er et arvestykke fra prinsgemalens side.

Nisserne står troligt og venter på at hilse julens gæster velkommen i prinsessens hjem.

Og så har prinsessen netop fået at vide, at der ligger en gave og venter på hende i døgnposten. Mon det kan være hendes gave fra Den kreative Julekalender...

Først skal prinsessen dog til fødselsdagsbrunch inden hun kan få udløst spændingen.

mandag den 5. december 2011

Fårklæde

Og et fårklæde har set dagens lys.

Prinsessen håber ikke, at den pågældende undersåt falder i søvn under madlavningen...

søndag den 4. december 2011

Forklæde


Så blev endnu et forklæde færdigt inden jul. Prinsessen håber at undersåten bliver tilfreds.

lørdag den 3. december 2011

Hækling er det nye sort

Prinsessens 2. hækleprojekt er kommet godt afsted.

Der bliver hæklet granny stripes til den store guldmedalje, og prinsgemalen er ved at gå ud af sit gode skind over de mange garnnøgler, der ikke må flyttes, selvom han synes de bare ligger og roder.

Prinsessen har lært at hækle granny stripes hos Tusindfryd og håber tæppet når at blive færdigt til jul.

fredag den 2. december 2011

Julekalenderen, der blev til julegaven

Prinsessen havde i år sat næsen op efter en Summerbird julekalender (med 2 stykker lækker chokolade i hver låge), men da hun ikke vandt i de give aways hun deltog i med kalenderen som gevinst, besluttede hun sig for at købe en. Desværre er der langt til den nærmeste Summerbird når vejret er dårligt og transportmidlet en cykel, så det blev ikke til en julekalender - indtil prinsgemalen i dag ringede på vej hjem fra arbejde for at høre, om han ikke lige skulle smutte forbi Værnedamsvej for at købe en julekalender. Prinsessen jublede af glæde og kunne næsten ikke vente til at prinsgemalen kom hjem.

Og skuffet blev hun, da han kunne berette, at julekalenderen var udsolgt allerede d. 30. november.

Men da prinsgemalen ikke ønskede at skuffe prinsessen, havde han investeret i den største æske petit fours - 48 stk - til en pris, der fik prinsessen helt op at flyve.

Men indpakningen var flot og elegant.

Og hvilken duft der mødte prinsessen, da hun åbnede for æsken. Og glæden blev ikke mindre, da hun smagte på det første stykke med hasselnøddepraliné og marcipan overtrukket med råchokolade.

Hver dag frem til juleaften bliver en fest! - og prinsessen blev enig med prinsgemalen om, at der ikke var nogen julegave til prinsessen ud over denne fantastiske decembergave i år!