søndag den 30. september 2012

Efterårshækling

Efteråret er på vej, og derfor fandt prinsessen hæklepindene frem for at hækle en hue til sin kuldskære eksilsøster, som aldrig helt har vænnet sig til det danske vejr.

Prinsessen surfede lidt rundt og endte selvfølgelig ved denne opskrift, som har fundet sin inspiration i prinsessens søsterprinsesse Mary.

Desværre blev huen knap så puffet som på det originale billede, men prinsessen er ganske tilfreds med resultatet, og synes at huen er rigtig fin.




lørdag den 29. september 2012

Kagekoks

Kom ALDRIG for meget bagepulver i dine cupcakes. Dette må være moralen, efter at prinsessen frygtløst kastede sig ud i at bage cupcakes til en undersåts fødselsdag - en alt for tidlig morgenstund.

Cupcakesene hæver for meget op, og falder sammen igen når de kommer ud af ovnen. Desværre klistrer den hævede dej sig fast på bagepladen, hvilket betyder, at du - kongelig eller ej - må kradse alle kagerne op og starte forfra. Prinsessen tvang sig selv til at spise et par kager for at straffe sig selv, og havde det dårligt resten af dagen.

Heldigvis blev kagerne fine efter den dårlige generalprøve, og blev pyntet med fine sukkerprint med fødselarernes ansigter på.

Her står de så klar til afhentning. Prinsessen håber det blev en god fest, og at undersåtterne var glade for kagerne.

torsdag den 27. september 2012

Drop-in


Prinsessen har med lille succes holdt drop-in i sit værksted i Valby hver mandag. Men hun håber, at hendes undersåtter har lyst til at komme forbi værkstedet i løbet af efteråret med deres kreativiteter, så hun også kan tage sig sammen til at udnytte sit værksted.

Det koster ikke noget at deltage, man bidrager med lidt sødt og sit gode selskab, og så er der forhåbentligt hygge for alle pengene. Undersåtterne medbringer selv alt hvad de skal bruge i forbindelse med frembringelsen af de kreative værker, og prinsessen byder på kaffe, te og godt selskab.

Det eneste man skal gøre er at sende en mail til prinsessen; så får man udleveret adressen og får prinsessen væk fra sofaen.

onsdag den 26. september 2012

Grøntkasse

Prinsessen har i længere tid gået og tænkt over at få en grøntkasse, og nu blev det endelig til, at hun fik taget sig sammen. Og i dag, da hun kom hjem fra arbejde, stod så den første øko mix kasse fra Skagen Food.

Salat, aubergine, squash og broccoli

Snackpeber og rodfrugtemix

Østershatte

Og frugten var bananer, vindruer og æbler.

En fin lille kasse, som prinsessen glæder sig til at prøve af, med de tilhørende opskrifter. Er det dyrt? Ja, en smule, men til gengæld er det hele økologisk og noget af det er ting, som prinsessen ikke normalvis ville købe, og så bliver det leveret ved døren.

tirsdag den 25. september 2012

Meyers deli - Brunch

Foranlediget af den gode succes med Meyers financiers, tog prinsessen på Meyers Deli på Gl. Kongevej for at nyde en søndagsbrunch sammen med sin undersåt. Det skulle vise sig, at det ikke var det bedste valg.

Prinsessen kom allerede kl. 9.40, hvor der endnu ikke var så mange mennesker, og blev betjent af en humpende servitrice, som måske burde være blevet hjemme.

Da klokken var gået lidt over 10 (brunchen bliver først serveret fra kl. 10), kom der - en morgentallerken serveret af den samme servitrice, som havde taget i mod brunchordren. Undersåtten måtte henvende sig til servitricen for at fortælle, at vi havde bestilt en brunch og ikke en morgentallerken. Her tog servitricen så både morgentallerken samt reservationsskiltet for en kl. 12.00 reservation med sig, og gik på jagt efter de morgentallerken sultne kunder.

Kort herefter blev prinsessen spurgt, om hun havde bestilt en latte. Det havde hverken hun eller undersåtten, og så måtte den stakkels servitrice humpe videre - og det var bestemt ikke den eneste gang, at der ikke var styr på bestillingerne. Prinsessen blev hurtigt klar over, at hun kunne have forsynet sig fint af både brunch, salater og kaffe på bekostning af en meget forvirret medarbejderstab, som tydeligvis ikke havde styr på ret meget.

Det skulle vise sig, at det også blev afspejlet i køkkenet.

Brunchtallerkenen var fin uden de store kulinariske overraskelser. Baconen var rimelig brændt på - især på undersåtens tallerken, men på det tidspunkt havde selskabet opgivet at gøre noget som helst. Især fordi de to gange måtte spørge efter brød, og da det så kom var det forsynet med ikke mindre end 3 endeskiver. Det er fint nok, at Meyer går ind for stop af madspild, men at forsyne et enkelt selskab med 30% endeskiver er måske lige at strække den lidt for langt.


Mens det kongelige selskab spiste deres brunch var de vidne til gentagne misforståelser og forvirring om bordnumre, servitricer, som ikke kunne komme af med deres latte og brunchtallerkner, og kunder, der først fik at vide de godt måtte betale senere til næsten at blive tvunget med til kassen for at afregne med det samme.

Når der er så mange brunchsteder i København, synes prinsessen, at man skal gøre sig mere umage med sit produkt, som man gerne vil sælge som kvalitet. Så der går lang tid inden prinsessen og undersåtten igen ønsker at spise brændt bacon og endeskiver på Gl. Kongevej.

mandag den 24. september 2012

Financiers


I weekenden fik prinsessen gæster, og det er jo altid en god anledning til at bage.
Derfor fandt hun Meyers Bageri kogebogen frem, som hun fik i fødselsdagsgave i februar, men ikke har brugt alt for meget. Måske mest fordi opskrifterne kræver større planlægning og mere tid, end den impulsramte prinsesse normalt udsætter sig selv for.

Heldigvis fandt hun en opskrift, som ikke krævede særlig lang tid, og som var en smule efterårsagtig.


Financiers (Fra Meyers Bageri)
Ca. 20 stk

250 g smør
200 g rørsukker (opskriften siger 250, men 200 går ganske fint)
125 g marcipan
2 æg
3 æggeblommer
200 g mandelmel (blendede mandler)
50 g hvedemel
1-2 finthakket æble

Rør det bløde smør, marcipan og sukker godt sammen
Kom herefter æg og æggeblommer i lidt ad gangen og rør dejen jævn
Vend forsigtet mandelmel og mel i dejen


Fyld dejen halvt op i almindelige muffinforme og pres lidt æble ned i hver kage
Bag kagerne ved 180 grader i ca. 15-18 minutter. Tjek om de er færdige med en kødnål.
Server med en lille æblelikør og granatæbleis.

fredag den 21. september 2012

Fernisering

Som skrevet tidligere havde prinsessen fernisering på den udstilling, som hun var med til at lave i samarbejde med sine kreative undersåtter. Hun havde været så heldig, at Simone med denne blog kom og tog nogle gode billeder, da prinsessens hoffotograf desværre ikke kunne komme. Heldigvis var Simone rigtig dygtig, og prinsessen kan sagtens anbefale hende, såfremt andre undersåtter har brug for en fotograf.



torsdag den 20. september 2012

Brownie cheesecake


Prinsessen følger ivrigt med i bloggen The food club, hvor Ditte laver de lækreste desserter og kager. Det er svært ikke at blive inspireret af de lækre billeder, og derfor måtte prinsessen lave denne flotte brownie cheesecake med hindbær.

Desværre blev den ikke engang halvt så flot som Dittes, men den smager skønt, og så må marmoreringen komme en anden gang.


Heldigvis blev kollegaerne meget glade for kagen - men de vidste jo heller ikke, hvordan den skulle se ud...

onsdag den 19. september 2012

Nakkesteg langtidsstegt som vildt

Prinsessen havde en lille rest nakkesteg liggende som skulle bruges, og hun besluttede sig for at stege den som vildt. Retten er flottest før serveringen, men smager pragtfuldt.


1 lille nakkesteg
2 gulerødder
1 løg
5 fed hvidløg
5 peberkorn
1 tsk tørrede enebær
3 laurbærblade
friske krydderurter
1 dl fond
Salt og peber

Skær gulerødder og løg i skiver og læg dem i en stegeso
Mas hvidløg let med en kniv og læg dem ned til grøntsagerne
Strø krydderierne over grøntsagerne
Læg nakkestegen oven på grøntsagerne og læg lidt af krydderurterne på toppen.
Krydr med salt og peber og hæld fonden over.


Sæt stegesoen i ovnen ved 85 grader i ca 5 timer. Er du i underskud for tid kan du sætte temperaturen op.

Lav en mos af kartofler og de gulerødder, som har været i stegesoen og lav en sauce af væden.


Server og nyd smagen uden at tænke alt for meget over, hvordan det ser ud.

tirsdag den 18. september 2012

Flere forklæder

Og der blev også tid til et par bestillinger.


Det sidste med forlænget bindebånd i taljen, så undersåtten - efter eget ønske - kan få sig en stor, flot sløjfe.

mandag den 17. september 2012

Fyldte chokolader

I februar var prinsessen så heldig at få en form til fyldte chokolader til sin fødselsdag. Desværre mistede hun motivationen herefter, og siden da har den ligget og følt sig meget alene.

Men så læste hun et blogindlæg om fyldte chokolader her, og fik lysten tilbage.

Den gode chokolade blev fundet frem.

Og så var det bare med at komme i gang med fyldte chokolader med hvid chokoladeganache med hindbær.

Med lidt tålmodighed kom der fine hjerte ud af formen, men desværre var der alt for mange, som ikke slap ud, og som blev hængende i formen, så prinsessen skal have mere chokolade og mindre fyld næste gang.

Men selvom det ikke ser godt ud, så skulle de mislykkede hjerter ikke gå til spilde, så nu er de "lagt sammen" til en god mundfuld.

Og formen er vasket af og klar til en ny omgang.

søndag den 16. september 2012

Forklæder

Som skrevet tidligere fik prinsessen syet en del forklæder mens hun var på sommerferie på Mors. I al travlheden efter ferien blev der ikke gjort mere ved dem, men i denne weekend har prinsessen været meget effektiv, og har blandt andet fået fotograferet alle kreationerne, som nu er til salg til undersåtterne.











lørdag den 15. september 2012

Sweat

Efter prinsessen har anskaffet sig en overlocker, har hun nu haft mere mod på at sy i strækstoffer, og efter der har floreret en del sweat shirts rundt i blogosfæren, tænkte prinsessen, at det også måtte være hendes tur.

Hvis prinsessen havde vidst, hvor hurtigt og nemt det var at sy sådan en trøje, havde hun gjort det for længst. Det der tog længst tid var desværre en tråd i overlockeren, men nu ved prinsessen præcis hvordan sådan en skal trådes til en anden gang.

Nu går hun så og overvejer, hvad der skal på af pynt, og har købt ind til frihåndsbroderi...


fredag den 14. september 2012

L'osteria del Grappolo Blu

I går var prinsessen inviteret ud at spise af en af hendes undersåtter, som ved at prinsessen sætter pris på god mad. Da både prinsessen og undersåtten kan være tilbøjelig til at komme på de sædvanlige steder, har de med held tidligere benyttet sig af tilbudssiden Earlybird.dk, for at komme andre steder hen at spise.

Denne aften gik turen til det italienske L'osteria del Grappolo Blu, som er den Michelinanbefalede Grappolo Blus lillesøster. Prinsessen beklager de slørede billeder, men hun var en smule træt.

Stedet er meget hyggeligt, men desværre ikke særligt velbesøgt. På denne aften var der tre borde besat, men det var ikke madens skyld.

Som antipasto fik prinsessen serveret en røget tun på en salat med selleri samt en chili og honning dresing. Smagen var god men tunen kunne godt have klaret lidt mere modspil.

Primoen var hjemmelavet tagliatelle med en lækker salviesauce og godt med parmesan. Pastaen var kogt til perfektion og saucen smagte godt af salvie.

Secondoen var en polenta serveret med vildt ragú. En lidt tung ret, men den var fuld af smag og kraft, som kunne styrke enhver undersåt og prinsesse til efteråret.

Herefter var det tid til kaffe, men den søde tjener overbeviste prinsessen og undersåtten til at kigge i dessertkortet for at se, om der var noget der kunne friste. Det var der (selvfølgelig). En lille anretning med tre af kokkens desserter. Skøn tiramisu, tung og lækker varm chokoladefondantkage og en frisk jordbærhapser.

Til slut fik de noget mætte gæster kaffe og et par lidt kedelige petit fours.

L'osteria del Grappolo Blu er et meget hyggeligt sted, og prinsessen kommer gerne igen.

mandag den 10. september 2012

Lørdagsshopping

Lørdagen bød på tiltrængt afslapning, der startede med brunch på Paludan Bogcafé, som er en af de hyggelige steder at indtage sin kaffe nær Strøget. Hernæst gik turen mod Torvehallerne, hvor der blev investeret i lidt tørret godt.

Frysetørret stikkelsbær og hindbær, lakridspulver og pufsukker kom ned i tasken sammen med...

Cool mint fra Tante T. En anelse bedre end den fra Østerlandsk Tehus.
Desværre havde prinsessen mange andre planer, nu hvor hun endelig var kommet til byen, så det blev desværre ikke til mere shopping, selvom det ikke var lysten der manglede.

Prinsessen har døjet lidt med skuldrene og er blevet opfordret af sin fysioterapeut til at droppe smartheden og købe sig en taske, der går over begge skuldre. Hun har i længere tid gået og kigget på denne skønhed, men har holdt sig tilbage på grund af prisen (1199,-). Men da kortet allerede var oppe af pungen, blev der taget en hurtig beslutning.

Dagen sluttede med caféburger, før fernisering hos kunstneren Lajla Skafte Bang og et kort besøg i Enghaveparken til åbningsfesten af Golden Days med 50'er flotte damer med strutskørter og lækre mænd med anderumpe og kam i baglommen, der dansede til den lækreste musik.

En dejlig og afslappende lørdag efter hektiske uger. Nu skal der skrives eksamensopgave, der skal afleveres onsdag kl. 12. Det vil sige tirsdag før hun går i seng.

søndag den 9. september 2012

Flere forklæder

Mens prinsessen har været travlt optaget af at få sin udstilling op at stå, har der også været tid til at sy et par forklæder. Nok mest af nødvendighed og ikke helt af lyst. Men det gik heldigvis godt, og begge modtagere er glade og tilfredse. Da forklæderne blev lavet ud på de sene nattetimer beklager prinsessen det dårlige lys.

Det første forklæde blev lavet på bestilling af en kageglad kvinde, der er så vild med kager, at hun måtte have det stående på sit forklæde. Der er allerede blevet bestilt endnu et, som bliver syet efter eksamensopgaven er afleveret på onsdag...

Det andet forklæde var en del af en pakke til Dorthe med bloggen Oline Art, hvor prinsessen deltog i en pakkeleg, som desværre måtte stoppe hos prinsessen, da ingen af hendes undersåtter ønskede at føre den videre. Prinsessen tager det heldigvis ikke som et nederlag, men som et udslag af, at hendes undersåtter har indset, at de ikke kan leve op til prinsessens kreative niveau.