fredag den 14. september 2012

L'osteria del Grappolo Blu

I går var prinsessen inviteret ud at spise af en af hendes undersåtter, som ved at prinsessen sætter pris på god mad. Da både prinsessen og undersåtten kan være tilbøjelig til at komme på de sædvanlige steder, har de med held tidligere benyttet sig af tilbudssiden Earlybird.dk, for at komme andre steder hen at spise.

Denne aften gik turen til det italienske L'osteria del Grappolo Blu, som er den Michelinanbefalede Grappolo Blus lillesøster. Prinsessen beklager de slørede billeder, men hun var en smule træt.

Stedet er meget hyggeligt, men desværre ikke særligt velbesøgt. På denne aften var der tre borde besat, men det var ikke madens skyld.

Som antipasto fik prinsessen serveret en røget tun på en salat med selleri samt en chili og honning dresing. Smagen var god men tunen kunne godt have klaret lidt mere modspil.

Primoen var hjemmelavet tagliatelle med en lækker salviesauce og godt med parmesan. Pastaen var kogt til perfektion og saucen smagte godt af salvie.

Secondoen var en polenta serveret med vildt ragú. En lidt tung ret, men den var fuld af smag og kraft, som kunne styrke enhver undersåt og prinsesse til efteråret.

Herefter var det tid til kaffe, men den søde tjener overbeviste prinsessen og undersåtten til at kigge i dessertkortet for at se, om der var noget der kunne friste. Det var der (selvfølgelig). En lille anretning med tre af kokkens desserter. Skøn tiramisu, tung og lækker varm chokoladefondantkage og en frisk jordbærhapser.

Til slut fik de noget mætte gæster kaffe og et par lidt kedelige petit fours.

L'osteria del Grappolo Blu er et meget hyggeligt sted, og prinsessen kommer gerne igen.

4 kommentarer:

  1. Mums det ser´jo vild lækkert ud...ha en dejlig dag klem

    SvarSlet
  2. Øj, det ser godt ud, gad godt lige have fingrene i sådan en gang røget tun.

    - Anne

    SvarSlet
  3. Jeps - det var ikke så dårligt!

    SvarSlet