lørdag den 28. februar 2015

Chokolademarengs


Disse marengs var ikke de kønneste, men de smagte rigtigt godt. Opskriften er taget fra Maja Chocolat. Hun laver altså nogle gode sager.

Chokolademarengs
ca 50 små marengs eller 12 store

3 æggehvider
150 g sukker
75 g mørk chokolade
1 knivspids salt
Evt farve

Pisk æggehvider stive
Pisk herefter sukker i lidt efter lidt og bliv ved med at piske til sukkeret er opløst
Pisk evt. farve i marengsen
Smelt chokoladen over et vandbad og kom salt i
Vend forsigtigt chokoladen i marengsen
Hvis marengsen skal være marmoret, så vend ikke for mange gange

Kom marengsen på en bageplade med ske
Hvis du kommer den i en sprøjtepose og tror, at marmoreringen bliver lige så fin som den var i skålen er du lige så naiv som undertegnede og ender med ovenstående resultat

Bag ved 100 grader i ca 90 minutter

fredag den 27. februar 2015

Jordbærskum


De her skumfiduser er en Luisa Lorangopskrift, og hvis man spørger mig sidder de lige i skabet. jeg er begejstret.

Jordbærskum
ca 50 stk

10 blade husblas
120 g koldt vand
400 g sukker
250 g lys sirup
1 nip salt
2 spsk jordbærsaft
Ca 250 g flormelis

Udblød husblas i koldt vand
Kom vand, sukker, sirup, salt og jordbærsaft i en gryde
Lad det simre til det er 115 grader C
Klem vandet af husblassen og smelt det i sukkermassen under omrøring
Kom sukkermassen i en skål og pisk den i ca 10 minutter til den er afkølet og sej og luftig
Tag en fast form (20x30 cm) og foer den med bagepapir
Kom godt med flormelis i den og hæld derefter sukkermassen deri
Drys flormelis på toppen og lad massen sætte sig natten over
Løsn den nu stivnede sukkermasse fra bagepapiret og hav en skål med flormelis
Klip passende stykker skumfiduser og vend dem i flormelis, så de ikke klistrer sammen
Spis med det samme - de er ret vanedannende!

Jordbærsaften kan selvfølgelig udskiftes med alle mulige smagsvarianter

torsdag den 26. februar 2015

Hindbær macaron


Jeg har aldrig lavet de perfekte macarons, men jeg bliver ved med at prøve, for på et eller andet tidspunkt må det vel lykkes tænker jeg. Og selvom de ikke skinner i overfladen og er helt flade, så smager de stadig godt.

Opskiften er taget her fra.

Hindbær macarons
ca 20 stk

75 g mandelmel
75 g flormelis
50 g æggehvide
75 g sukker
25 g vand
Farve

Smørcreme
120 g flormelis
35 g blødt smør
2 spsk hindbærsaft
5 g vanillesukker
1 tsk cironsaft

Rør mandelmel og flormelis sammen med halvdelen af æggehviderne (25 g) og farve
Kom sukker og vand i en lille gryde og kog det op til 117 grader C
Pisk de sidste 25 g æggehvider stive og pisk siruppen i
Pisk videre til marengsen er lunken
Vend marengsen i mandelmassen
Kom massen i en sprøjtepose og sprøjt små bunde ud, som er samme størrelse
Lad bundene hvile i 30 minutter
Bag ved 150 grader i 8 minutter og herefter 5 minutter ved 130 grader med ovnlågen på klem

Pisk alle ingredienser sammen til smørcremen
Tilsæt evt lidt mere flormelis, hvis massen er for flydende og lidt mere hundbærsaft hvis den er for stiv
Kom smørcremen i en sprøjtepose og sprøjt den ud på halvdelen af bundene
Læg dem sammen og lad dem trække i et par timer
De er også gode dagene efter

onsdag den 25. februar 2015

Chokolademuffins


Maja Chocolat har brugt en del tid på at finde opskriften på den ultimative chokolademuffin, så da hun offentliggjorde den måtte jeg da hellere prøve den. Og de er rigtigt gode! Her er de pyntet med kirsebærfrosting, men det er slet ikke nødvendigt. Jeg har justeret en anelse på opskriften.

Chokolademuffins
Ca 20 store eller 45 små

350 g sukker
4 æg
200 g mørk chokolade
200 g smør
300 g hvedemel
100 g kakao
2 tsk bagepulver
300 ml mælk
1 tsk salt
200 g blandet chokolade (hvid, mælke, mørk)

Pisk æg og sukker luftigt
Smelt smør og de 200 g mørk chokolade
Rør det i æggesnapsen med en stor ske
Kom herefter de tørre ingredienser i og vend det godt rundt
Tilsæt mælk
Hak de 200 g blandet chokolade og rør dem til sidst i dejen

Kom dejen i muffinforme og bag dem ved 200 grader i ca 20 minutter

De kan sagtens fryses og tør hurtigt op, hvis man en dag er lidt lækkersulten.

tirsdag den 24. februar 2015

Rabarbermousse med marengs


Denne rabarbermousse er blid og blød og med lidt sød marengs på toppen bliver det ikke bedre. Da jeg også havde rabarber i fryseren fra i sommers måtte jeg også hellere få nogle af dem brugt tænkte jeg, og så er en rabarbermousse helt perfekt. Jeg brugte denne opskrift og lavede kun moussen.

Rabarbermousse med marengs
Ca 50 40ml petit four eller til en kage i springform Ø24

Mousse
500 g rabarber
200 g sukker
50 g vand
6 blade husblas
30 g flormelis
55 g æggehvider
375 g fløde

Marengs
50 g æggehvide
75 g sukker
37 g vand

Læg husblas i blød i koldt vand
Skær rabarberne i små stykker
Kog dem møre med sukker og vand
Smelt husblassen i den varme rabarbergrød
Blend grøden til en puré
Lad den køle lidt af
Pisk æggehvider stive med flormelis og vend det i en lunkne puré
Pisk fløden til skum og vend den i

Kom moussen i en springform eller form(e)
Lad den sætte sig

Før servering laves marengsen

Lad sukker og vand simre til en sirup
Pisk æggehvider let stive og pisk herefter siruppen i
Bliv ved med at piske til marengsen er let og luftig
Tag en sprøjtepose, kom en tyl i og og pensl den valgte pastafarve langs posens sider
Kom marengsen i og sprøjt den ud på kagen/kagerne
Det første af marengsen bliver ikke farvet, så sprøjt evt det først ud på et stykke papir indtil farven begynder at komme med ud

mandag den 23. februar 2015

Jordbær cheesecake


En af fødselsdagskagerne var en jordbær cheesecake, som jeg selv var ret glad for. Jeg har stadig jordbær i fryseren fra i sommer, så det var bare med at få dem brugt. Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift af Luisa Lorang, og lavede den bare med jordbær i stedet for hindbær.

Jordbær cheesecake
Springform 22 cm

350 g frosne jordbær
40 g flormelis

75 g smør
150 g digestive kiks

5 blade husblas
1 citron
300 g flødeost naturel
130 g sukker
150 g fløde
200 g creme fraiche
2 æggehvider

Lad de frosne jordbær tø langsomt op i køleskabet
Tag 1/2 dl af den klare jordbærsaft fra
Blend jordbær og flormelis til en puré

Beklæd bunden af springformen med bagepapir og sæt kageplast på siderne
Smelt smørret
Knus kiksene fint med en kagerulle eller i hænderne
Bland smør og kiksekrummer sammen
Pres kikseblandingen ned i bunden af springformen og sæt den på køl

Læg husblassen i blød i koldt vand i ca 5 minutter
Riv skallen af citronen og pres saften ud af den
Lun citronsaften i en gryde og smelt husblassen ud i den
Pisk flødeost og sukker sammen
Kom citronsaft og citronskal i og pisk videre
Vend forsigtigt piskede æggehvider i flødeostemassen
Vend herefter jordbærpuréen i
Hæld jordbærostemassen ned i springformen
Dryp små prikker jordbærpuré ned i en spiral på toppen af kagen og træk en tandstik eller kødnål igennem dem for at lave dem til forbundne hjerter
Sæt kagen på køl til dagen efter
Løsn kagen ud af springformen og sæt den på et pænt fad

søndag den 22. februar 2015

Valentines

Kage, kaffe og bobler på Avenue Hotel

Oksekød i wok

Kylling i rød karry

Det er et stykke tid siden det var valentines, og normalt plejer vi ikke at gøre noget ud af den slags, men jeg havde vundet en konkurrence om en valentineskage med bobler på Avenue Hotel, og så måtte vi hellere komme afsted.

Kagen var fra Strangas og var en chokolademousse omkring en kerne af hindbærganache - tror jeg. Vi sad i lobbyen sammen med turister, der planlagde deres dag i København, og det var ikke det mest romantiske sted at sidde med hinanden i hånden men sofaerne var bløde og kagen god.

Da der var en time til jeg skulle på arbejde besluttede vi os for at tage lidt frokost - lidt omvendt rækkefølge men hvad pokker - det var lørdag. Valget faldt på Chai Wong, da det lå næsten lige om hjørnet fra hotellet. Her kunne man få en ret samt en drikkevare for 95 kr, hvilket var et fint frokosttilbud.

Da jeg tidligere havde fået deres røde karry valgte jeg en fin og dejlig stærk oksekødsret i wok, som var stegt sammen med broccoli og blomkål. Fin og enkel ret.

Vi var godt tilfredse med en god start på dagen, som sluttede på Orangeriet, som jeg skrev om i tirsdags. En helt fin dag på en valentinsdag.

lørdag den 21. februar 2015

Bento


En dag, hvor jeg havde glemt frokost og var på vej fra Vesterbro til Indre by kom jeg i tanke om Bento, som jeg tidligere havde fået nogle fine bentobokse fra til frokost. Jeg kiggede derfor derned på denne kolde vinterdag og opdagede at boxene var skiftet ud med tre forskellige frokostmenuer. Jeg valgte ramensuppen, gyoza og en ris bolle.

Det hele var frisklavet og smagte rigtigt godt, selvom jeg ikke helt forstår idéen med risbollen. Der var gratis te og jeg fik en hel tekande - super god service og et fint sted at få en dejlig frokost tæt på hovedbanegården.

fredag den 20. februar 2015

Café Phister

 Kylling i karry

Spaghetti bolognaise

Café Phister ligger i Vanløse og er en velbesøgt café, men jeg tror ikke det er på grund af maden for jeg var ikke imponeret. Jeg var ude at spise med en af veninderne og valgte caféen, da den ikke lå langt fra hvor hun bor.

Vi var tæt på at vælge den obligatoriske burger men tænkte, at vi ville vælge en af deres specialiteter fra tavlen. Jeg ved ikke om det var et bedre valg, men i hvert fald fik vi to smagsløse retter, som ikke gjorde nogen fortræd rent smagsmæssigt - pånær dem der gerne vil have lidt smag i maden.
Til gengæld var der meget af den, så vi kunne ikke spise op. Måske også fordi det bare ikke rigtigt bød ind til at ville spises.

Deres kager så fine ud, så det kan være det er det jeg skal gå efter hvis jeg kom forbi en anden gang, og veninden mente, at burgeren var bedre, så vælg den sikre hvis du kommer forbi.

torsdag den 19. februar 2015

Bæst


Charcuterie, pickles og svineconfit


 Rogn og ost (tror jeg nok), mozzarella


Radiccio med parmesan


Charcuterie, parmesan, balsamico


Lard


Pizza med tomat, mozzarella og basilikum


Pizza med sortkål, mozzarella og blå kornblomst

Spicy artiskok


Jeg kan ikke huske hvad det var, men det smagte godt


Rødbede, nødder og mascarpone


Blodkage


Vildand og polenta


Tiramisu

Som sagt blev jeg inviteret på Bæst på min fødselsdag, og selvom det var en tirsdag tog vi den store menu og hvilken menu. Hele aftenen drømte jeg mig tilbage til gode middage i Toscana, med lækker mad. Jeg har intet at udsætte på menuen bortset fra, at jeg sagtens kunne blive mæt af den lille. Men jeg blev overtalt til den store fordi der var dessert med...

De kloge ville så sige, at man kunne tilkøbe den til den lille, men altså, vi levnede ikke noget af den store og den var god!

Her ville jeg gerne tilbage til en anden gang. Dog synes jeg at den afdeling vi sad i, tættest på køkkenet, var knap så hyggelig som den anden med bænkene, så den ville jeg ønske næste gang jeg kommer.

onsdag den 18. februar 2015

Thai og kage


Jeg havde som sagt fødselsdag for et par uger siden, og da det var en helt kedelig hverdag besluttede jeg mig for at forkæle mig selv lidt. Det blev til en frokost på Ricemarket på Kultorvet, hvor jeg fik deres frokosttilbud med en rød karry med kylling og en juice for 99 kr.

Portionen er mindre end den man får til aftensmad, hvilket er dejligt for den er rigelig stor. Betjeningen er asiatisk, det vil sige ligefrem uden nogen dikkedarer og som for mange vil føles en smule ubehøvlet. De er meget effektive og bestemte dernede i kælderen, men maden er ganske fin.


Jeg havde hørt godt om Serenity Cupcakes, som også ligger meget tæt på mit arbejde, så jeg smuttede forbi og købte mig den lækreste lakrids og hindbær cupcale med cream cheese frosting. En lækker kage, som jeg virkelig nød i fulde drag!


Og se lige den fine indpakning. Så fint til at live en kedelig hverdag op, så det føles som noget særligt.

Om aftenen havde prinsgemalen inviteret til middag på Bæst, og det fortæller jeg om en anden dag.

tirsdag den 17. februar 2015

Dining week - Orangeriet

Stegt blomkål, rå blomkål, cremet blomkål, muslinge sauce med røget torskerogn og urteolie

Glaseret grisenakke med spicey bbq, kogt rødbede, geleret rødbedesaft, rå rødbede og sauce med røget olie

Solbærsorbet med sprøg hvid chokolade, tørret sort oliven og lakrids

Sidste aften under dining week var for mit vedkommende lørdag, hvor prinsgemalen havde inviteret sin mor og hendes mand med på Orangeriet.

Orangeriet et et dejligt sted med højt til loftet og en følelse af at sidde i et hyggeligt drivhus. Jeg vil gerne prøve at spise der om dagen, hvor der må være en god udsigt til Kongens Have.

Vi startede med en lækker blomkålsret med blomkål fortolket på alverdens måder. Den fungerede rigtigt godt og mine smagsløg var glade. Der var et lækkert surdejsbrød til, som var min favorit ugen igennem.

Hovedretten var lækker og fyldig og mættede mere end jeg umiddelbart havde forventet. Den spicy bbq sauce peppede det tyndtskårede kød op, og rødbederne var perfekt tilberedte.

Desserten var ugens bedste efter min mening. En blød solbærsorbet med med lun chokoladesauce og lidt salt i form af olien og lakrids. Lige i skabet!

Orangeriet er et super hyggeligt sted med lækker mad og der kommer jeg gerne igen for at prøve deres normale kort.

mandag den 16. februar 2015

Dining week - Lumskebugten

Torskeceviche og havfund

Lammeculotte og grøntsager

Ananasis med marengs

Dobbeltespresso og småkage

Onsdag holdt vi en pause fra dining week og var klar til den sene seating på Lumskebugten. Der er en rar stemning på Lumskebugten selvom de havde travlt med at få bordene klar til hold 2. Vi ventede et par minutter, hvor jeg lige fik sagt goddag til chefkok Erwin Lauterbach, som virkede super rar.

Maden var lige så rar og skøn som jeg havde håbet og troet. Let og fin torskeceviche med torskerogn, torskemælk, tang, blegselleri og dild. Fin start på en dejlig middag.

Hovedretten var en lækker lammeculotte med forskellige dampede grøntsager og en kartoffelmos. Desværre fik prinsgemalen et stykke kød med masser af fedt, som var noget mere senest og sejt end mig, men jeg var meget godt tilfreds ;-)

Desserten bestod af en meget enkel kugle anansis med brændt marengs, som smagte fint, men som var lidt kedelig sammenlignet med de første to retter.

Da det var fredag fik jeg en kop kaffe og en skøn smørbagt chokoladesmåkage til.

Alt i alt en dejlig aften på Lumskebugten med dejlige, hyggelige og dygtige tjenere. Der var både plads til at småsludre lidt, fortælle om lokalerne og være topprefessionelle. Et sted jeg meget gerne kommer igen.

søndag den 15. februar 2015

Dining week - Nose2Tail Meat & Seafood


Seafood bisque med bacon pufbrød


Steak af højreb med stegte kartofler og bordelaise


Trifli af pære & rødbede med vanille

Onsdag var vi på Nose2Tails nye restaurant Meat & Seafood. Jeg havde valgt restauranten, da vi både er ret vilde med bisque og bøf, så menuen passede som fod i hose. Vi havde fået en sen seating kl 21.00 og var godt sultne da vi kom.

Restauranten har det rå kødbyen look, blødt lidt op af en stor lysekrone. Nogle af tomandsbordene står meget tæt på hinanden, så man virkelige skal passe på ikke at blande sig i naboernes samtale.

Der gik næste 30 minutter før vores forret kom, og der var ikke brød på bordet, så vi kastede os over den efter min smag lidt for salte bisque men fine brød.

Hovedretten var der ikke noget at udsætte på for bøffen smagte rigtigt godt, selvom kartoflerne var lidt kedelige.

Desserten smagte også fint uden at være noget særligt.

Alt i alt var det en fin middag og hvad kan man forvente for 200 kr for 3 retter. Men det var også ret kedeligt, og de havde ikke gjort noget som helst for at udfordre sig selv bare en smule. Det er ikke et sted jeg umiddelbart brænder efter at komme tilbage til for at prøve deres normale menu, for det var som om jeg selv kunne lave det hele derhjemme.

Tjeneren var også lidt ligeglad med os og mente (måske), at menuen stod skrevet på kortet som lå på bordet, og derfor behøvede han ikke præsentere den men bare sige værs'go.

Hvis man skulle have lyst til at besøge stedet og kommer som to, så bed om at få et af de små højborde, så sidder man mere privat.

lørdag den 14. februar 2015

Dining week - Nimb Terrasse


Laks, rygeost, karse


Kalvetykkam, selleri, blanquette sauce


Citrontærte, vanilleis

Jeg har ikke altid været helt vild med dining week, men i år har jeg givet det en chance til og har købt billetter til fire restauranter, som jeg ikke har prøvet før.

Første sted var Nimb Terrasse, som ligger i Tivoli, og det var lidt særligt at gå gennem det lukkede tivoli, for at komme frem til restauranten. Der var styr på modtagelsen og vi blev hurtigt vist hen til vores bord i det dejlige og lyse rum, hvor der var god plads hen til det næste bord, hvilket efterhånden er en sjældenhed på bistrorestauranterne. Skønt.

Der stod allerede brød og smør på bordet, og brødet var nået at blive en smule tørt i kanten, men det smagte fint.
Vi fik vores forret, som var rigtig fin og smagte godt. Dejligt med rygeosten, som af tjeneren blev sammenlignet med en creeme cheese???, og den friske karse til den fede laks.

Så kom hovedretten, hvor kødet desværre ikke havde fået nok, hvilket resulterede i store klumper fedt, som ikke var smeltet ud i kødet og havde gjort det mørt, så det mest af kødet også var lidt sejt. Men både sellerimosen og saucen var lækre, og havde kødet været mørt var det en rigtig fin hovedret.

Desserten var en dekonstrueret citrontærte, som var min favoritret. Frisk og sød, blod og crunchy. Lækkert.

Betjeningen var venlig og professionel og jeg følte mig godt tilrette og kommer gerne igen. De har et kagebord, som jeg har haft i tankerne et stykke tid, men endnu ikke har fået taget mig sammen til at booke bord til, men det kommer nok på et tidspunkt.

fredag den 13. februar 2015

Fødselsdagskage

Sidste gang jeg bloggede var på min fødselsdag (ja, jeg havde snydt lidt på forhånd og planlagt indlægget, så jeg sad ikke og skrev indlægget om morgenen på min fødselsdag) og siden da har jeg haft travlt med arbejde, da vi har premiere d. 18. februar, som er lige om lidt.

Traditionen tro inviterede jeg til kagebord, og i år var temaet lyserød (det måtte jo komme), og heldigvis var gæsterne glade for temaet. Nedenfor kommer en lille kalvakade, og så kommer jeg tilbage til opskrifterne senere.


Citronmåne


Panna cotta med jordbærgele og chokolade


Hvid chokolade med pebermynte


Hindbær macarons (i den royale kagedåse)


Jordbær cheesecake


Chokoladecupcakes med kirsebærfrosting


Jordbær skumfiduser


Tiramisu


Chokolademarengs


Rabarbermousse med marengs


Romkugler


Og den dejligste fødselsdagsgave, blandt mange, fra en af pigerne som lavede denne perleplade til mig mens hun var her. Dejlig dag!

Denne uge står dog primært i arbejdets og dining weeks tegn, så de næste par indlæg bliver om restaurantbesøg.

Nogle undersåtter har antydet, at jeg spiser utroligt meget ude og til det kan jeg kun sige, at der er folk der spiser meget mere ude end jeg! Men jeg er nu ganske godt tilfreds og klager ikke.