fredag den 11. juli 2014

Grill Royal - en anmeldelse


Dette er den sidste madanmeldelse i et stykke tid. Jeg kan godt se, at jeg har været ude en del gange den sidste måneds tid, og det har været dejligt, men nu må det også være nok...

Da prinsgemalen, altså Henrik, fyldte 80 år, var vi til hans fødselsdagskoncert i Koncerthuset. Ikke den største kunstneriske oplevelse, men selve koncertsalen var meget imponerende og flot.

Bagefter tog vi ud for at spise, og valget faldt på Madklubben Royal på Kongens Nytorv, hvor jeg tidligere havde prøvet at få et bord uden held. Men med en sen ankomst en søndag aften fik vi et bord ved vinduet med udsigt over Kongens Nytorv, hvilket er noget bedre end lokalet bagved.

Konceptet er enkelt lige som på de andre Madklubben restauranter. Her får man en salat til forret, som man kan gemme til hovedretten, og så kan man vælge mellen tre hovedretter. Vi valgte alle steg, og der kom to store culotter på bordet med en kæmpe skål fritter, og så var det bare om at gå ombord.

Udskærerkniven var desværre ret sløv, så det var svært at skære kødet fint, men vi fik hjælp af den søde tjener, som beklagede den sløve klinge og nævnte, at flere gæster også havde kommenteret det. Her undrer det mig så, at der ikke bliver gjort noget ved det, men det håber jeg da de får gjort noget ved, så der ikke sker skader.

Fritterne var rigtigt gode. Salaten en smule træt og jeg ville hellere have haft halvt så meget kød i dobbelt så god kvalitet. Vi fik en hel steg med hjem som vi ikke kunne spise, og det er jo ikke derfor man går ud for at spise.

Men ellers var det et fint sted og dejligt at få bord i en af båsene, hvor der er mere privatliv end hvis man sidder ved de almindelige borde.

torsdag den 10. juli 2014

Un Mercato - en anmeldelse


Det er ikke så tit jeg kommer i Torvehallerne, selvom jeg synes det er et fantastisk sted. Men det ligger i den forkerte retning i forhold til arbejde og hjem, og i weekenderne er der ofte for mange mennesker til at jeg synes det er sjovt.

Dog vovede jeg mig derind en søndag, og selvom vejret var godt var der tilpas med mennesker til at man ikke gik i gåsegang. Jeg havde fået anbefalet Un Mercatos porchetta sandwich, så jeg besluttede mig for at kaste mig over en frokostmenu med sandwich, fritter og en sodavand.

Da alle bordene var optaget udenfor satte vi os indenfor og havde hele 1. etage for os selv, hvilket var vældigt hyggeligt. Her kunne vi blandt andet se Per Arnoldi komme trillende på sin cykel, parkere den, så absolut ingen andre kunne komme ud, men heldigvis være så hurtig med sine indkøb, at der ikke var nogen der nåede at blive irriterede over hans parkering.

Det tog forholdsvist lang tid før maden kom, men sandwichen smagte godt. Fritterne var desværre standardvare a la Mac Donald, som lige var blevet peppet op med lidt krydderi, men dem kunne man godt have gjort lidt mere ud af, hvis det stod til mig. Ellers var det et fint måltid mad til pengene i hyggelige omgivelser.


onsdag den 9. juli 2014

Mumbai - en anmeldelse


Jeg elsker indisk, men det er sjældent jeg får det. Måske fordi prinsgemalen ikke er den store tilhænger af indisk. Jeg havde læst en anmeldelse af Mumbai, der ligger på Vigerslevvej i Valby, af Helle Brønnum Carlsen, som havde været meget begejstret for restauranten, så da forældrene var på besøg var det en god anledning til at besøge stedet, da min mor også elsker indisk.

Og heldigvis blev vi ikke skuffet. Både curry, tandoori og naan levede op til forventningerne, så den eneste udfordring vi havde var, at vi  havde bestilt for meget mad. Heldigvis pakker de pænt resterne ind i vakuumpakkede bokse, så der var rester til to dage. Ikke dårligt til de travle dage.

Så jeg kan helt klart anbefale Mumbai til folk, der elsker indisk mad. Jeg kommer der i hvert fald igen.

tirsdag den 8. juli 2014

Fredensborg Slot


Sidste stop på turen i Nordsjælland gik til Fredensborg Slotspark, hvor vi skulle kigge på Brede Allé, Esrum Sø og gå en tur i parken. Det var en dejlig afslutning på en god dag, hvor parken tog sig ud fra sin gode side, og hvor der var masser af ro og idyl. Det kunne jeg også godt tænke mig som sommerresidens, hvis dronningen skulle blive træt af det en dag...





mandag den 7. juli 2014

Cafe André, Helsingør - en anmeldelse


Da jeg var i Helsingør med familien for at se Museet for Søfart købte vi en billet, der også galt til Kronborg. Dog skulle vi lige have lidt at styrke os på inden turen gik videre. Caféen på museet så ikke indbydende ud, så vi gik en tur ind på torvet, hvor der er masser af spisesteder. Her faldt vi over Cafe André, hvor der hele tiden var fyldt ved bordene, hvilket altid er et godt tegn.

Vi var heldige at finde et bord i solen, så vi kunne se på livet på torvet samtidig. Jeg fik en salat med varmrøget laks til 55 kr, og det var en lækker og frisk salat til meget billig penge. De andre, som fik sandwich var også meget tilfredse med deres mad - og så til den pris!

De havde rigtigt mange kager i montren, så dem måtte vi også prøve, og der blev ikke sparet på størrelsen af kagerne. Alle kagerne er hjemmebagte, og smagte rigtigt godt. Isen, som min mor fik, kommer fra Italien, og en enkelt kugle var mere end rigeligt.

Alt i alt en rigtig god oplevelse, så der kan jeg sagtens finde på at komme igen.




søndag den 6. juli 2014

Museet for Søfart

For en måneds tid siden var jeg i Helsingør for at besøge det nye Museet for Søfart, som jeg har hørt så meget godt om, og heldigvis blev jeg ikke skuffet. Jeg er normalt hende den sure dame, men her var jeg glad og begejstret, for der var virkelig tænkt over formidlingen og både BIGs bygning og selve formidlingen af indholdet forholdt sig fantastisk flot til Søfartstemaet. Her var skærme bygget op i koøje, montrene var ikke bare en glaskasse, og alle vinkler var skæve, så jeg på et tidspunkt blev helt søsyg.

Så hvis du ikke har været der, så kom afsted med det samme - det er virkelig en oplevelse værd!









lørdag den 5. juli 2014

The Laundromat Nørrebro - en anmeldelse


For et par weekender siden havde jeg kusinen med sin mand og to teenagere på besøg. De havde set en serie, som er blevet optaget på The Laundromat, så vi begav os afsted, så vi kunne spise i berømte omgivelser midt på Nørrebro. Vejret var godt, så de fleste sad udenfor, hvilket gav og masser af plads indenfor i de hyggelige lokaler.

Jeg valgte en burger, som nok er den dårligste, dyre burger jeg har fået i lang tid. Alt var bare kedeligt på tallerkenen og tilmed med billige råvarer. Hvis jeg var kok på det sted ville jeg græmme mig hver gang jeg sendte en tallerken ud, men det er jeg jo heldigvis ikke. Jeg kan kun anbefale at man drikker en kop kaffe derinde og så ellers finder et andet sted at spise på Elmegade, der jo bugner af fine spisesteder.

fredag den 4. juli 2014

Høegs - en anmeldelse


Høeg's er en af mine faste caféer på Vesterbro når jeg spiser frokost ude, men jeg har ikke tidligere spist aftensmad der. Caféen ligger på Enghavevej, så der kan være godt trafikeret på vejen, men der er alligevel hyggeligt at sidde udenfor.

Da mine medspisere syntes at vi skulle have noget ordentligt at spise fulgte jeg trop, og valgte en rib eye. Jeg blev ikke spurgt, hvordan jeg ville have stegt min bøf, men den kom heldigvis mere rare end medium, og havde en god smag. Fritterne var til gengæld tynde og udfriteret og bernaisen halvkedelig lige som salaten. God jeg er mest til kød!

torsdag den 3. juli 2014

Pho Saigon


Jeg har tit cyklet forbi denne vietnamesiske restaurant og tænkt, at jeg skulle prøve den en gang, og lige pludselig bød lejligheden sig. Jeg spiste en del pho, da jeg boede i Cambodja, og jeg husker den som en lækker og smagfuld suppe. Derfor blev jeg dog en smule skuffet over denne udgave, som mere var en tynd omgang bouillon. Der var nok nok af den og fyld, så jeg blev godt mæt, men nåede aldrig op på den smag som jeg stadig husker tilbage på.

Men portionerne er kæmpe store, så det er et fint måltid, hvis man bare er på vej og ikke forventer den helt store kulinariske oplevelse.

onsdag den 2. juli 2014

Haché Gourmet Burger - en anmeldelse


Der er kommet ny burgerjoint til Valby; Haché Gourmet Burger. Den skulle selvfølgelig prøves en dag jeg kom sent hjem fra arbejde og ikke orkede at lave mad.

Restauranten ligger lige ud til Toftegårds Allé, et lidt anonymt sted, men der var heldigvis mange mennesker og de fleste borde var optaget. Der var ikke så hyggeligt, men det kan være det kommer med tiden.

Jeg fik en bacon & cheeseburger med fritter og aioli. Burgeren smagte godt, og især bollen var jeg meget glad for. En lækker og luftig brioche, som dog var en anelse for stor i forhold til bøffen. Fritterne var udemærket og ligeså aiolien.

Vand blev serveret i en lille glas, som jeg gentagne gange måtte bede tjeneren om at fylde op, indtil en anden (måske mere erfaren) satte en karaffel på bordet.

Sammenlignet med vores anden burgerjoint i Valby vinder Halifax dog hos mig med en mere hel oplevelse.

tirsdag den 1. juli 2014

Annes gademad - en anmeldelse


De næste par dage kommer der en del madanmeldelser, da jeg i den forgangne måned har spist en del ude, da jeg har arbejet sent og derfor har kombineret mad og arbejde.

Jeg starter ud med Annes gademad, som ligger i fin afstand til min arbejdsplads på Vesterbro. Jeg har tidligere haft gode oplevelser med stedet, hvor man for 65 kr kan få dagens ret, eller i dette tilfælde, dagens tapas.

Det viste sig desværre at være en ganske kedelige affære, hvor jeg hellere ville have været en tur i brugsen og spise deres salat. Pastaen var kedelig og uden en lækker dressing. Patéen var så tør, at jeg opgav halvvejs, og de havde glemt at komme brød i posen, så pestoen var lidt tilovers. Salaten var en smule slatten, og generelt ville det have været rart med bare en smule mere finesse. Jeg var i hvert fald ret skuffet over standarden. Øv.