søndag den 29. november 2015

Bandholm Hotel

Gemalen havde fået et gavekort til et weekendophold, og jeg var så heldig at blive inviteret med, da turen til til Bandholm Hotel på et gourmetophold. Vi bestilte et værelse med vandkig, hvilket var et godt valg.

Vi fik et værelse på hjørnet af 1. sal. Det var ikke så stort og badeværelset var ikke særligt smart indrettet, men det var fint til en enkelt overnatning og udsigten var rigtig god.

Den hyggelige gang.

Da vi havde fået vores få ejendele smidt på værelset gik vi en lille tur i området.

Vi gik ud på en lille "tange", hvilket var en fin tur for mit ben, som stadig var i støvle.

Og endte ved en række fine badehuse, som efter sigende fungerer om sommeren.
Efter det lagde vi os på værelset med netflix indtil vi skulle ned at spise vores middag.

Vi startede ud med en pastinaksuppe med lidt forskelligt grønt. Smagen var rigtig fin, men suppen en anelse for tyk efter vores smag.

Hærnæst en rigtig fin tuntartar med majroe og syre på toppen.

Til hovedret fik vi kalvemørbrad med friteret kartoffelbåd, bagte løg, svampe og en lækker glace. Kødet var en anelse for stegt til mig, men det viste sig at vi havde fået endeskiverne, for de næste tallerkner der blev båret ud fra køkkenet var perfekte - bortset fra at de landede ved nabobordet.

Som en mundfrisker fik vi en fin myntechokoladesortbet

Og slutteligt fik vi aftenens bedste ret, som var en chokolademousse med kirsebær - lækker, tung og smagfuld og perfekt til at slutte en hyggelig aften. Der fulgte vinmenu med, men da jeg ikke drikker alkohol bad jeg tjeneren om at matche noget ikkealkoholisk til mig, og det klarede han med bravour.

Næste morgen var vejret meget bedre. Morgenbuffetten var rigtig god, og jeg var godt tilfreds.

Så efter vi tjekkede ud gik vi lige en sidste tur på havnen og nød solen.

Alt i alt en hyggelig weekend med fin mad og hyggelige omgivelser. Hotellet ligger lige ved siden af Knuthenborg Safaripark, så det er et fint sted at overnatte, hvis man gerne vil have lidt mere ud af turen.

fredag den 27. november 2015

Zürich #4

Sidste dag i Zürich startede med en lille sejltur på søen, som også var inkluderet i vores Zürich card. Vi kom forholdsvist tidligt afsted, hvilket var rigtigt dejligt idet vi stort set havde båden or os selv, hvor i mod der stod rigtigt mange i kø da vi kom tilbage, så det kan anbefales at tage en tidlig afgang hvis man ikke er til alt for mange mennesker.

På vej ud med centrum bagbords.

Og fremad - havde det bare været en klar dag, men udsigten var nu fin alligevel.

Man kan også sejle hen til chokoladefabrikken, hvilket jeg vil sige er en noget smukkere tur end med bussen. Og med et Zürich card kan man bare sejle afsted som man lyster. I hvert fald var det en rigtig fin tur, som jeg sagtens kan anbefale - også hvis man ikke har et kort.

Tilbage i byen igen - vand gør bare noget og de smukke, gamle bygninger giver byen en fantastisk atmosfære.

De absolut bedste kager fik vi på Conditorei Schober, som er et meget populært sted med nogle hyggelige, tematisk-dekorerede lokaler. 

Vi delte to fantastiske kager, hvor denne smukke saltkaramel og chokoladekage var tung og let og smeltede på tungen.

Citrontærten var frisk og luftig og ikke mindst rigtig sprød. Jeg var rigtig glad. Der var også en del der spiste brunch, som også så god ud, men selvom det var før frokost var det kagerne vi var ude efter.

Efter lidt mere sightseeing i byen endte vi med frokost på et hyggeligt sted og fin mad uden de store dikkedarer.

Zürich er en skøn by med masser af atmosfære, god mad og masser af ting at se. Der er mere end nok til en forlænget weekend, så hermed en anbefaling her fra - men husk at spare op.

onsdag den 25. november 2015

Zürich #3

Næste dag var vejret heller ikke med os, men vi begav os ud i byen alligevel. Vi startede på museet focusTerra, som viste sig ikke at være en museum men et uddannelsessted med en udstilling. Derfor var der masser af liv, hvilket var meget dejligt og et arkitektonisk spændende sted. Jeg var dog ikke særligt imponeret af udstillingen, men bygningen var flot.

På vej videre slog vi vejen forbi universitetes terrasse, som giver et glimrende overblik over Zürich - især hvis det som i dag ikke var helt så overskyet. Jeg er sikker på at det er et fantastisk sted at slå sig ned en sommerdag eller aften, for terrassen er stor, og der er masser af plads til bare at hænge ud.

Tilbage i byen med mere dejlig udsigt.

Og lige det obligatoriske supermarkedsbesøg, hvor det mest interessante var disse farvede æg.

Dernæst tog vi toget til udsigtspunktet Uetliberg og gik de sidste meter til toppen. Det kan godt lade sig gøre selv for gangbesværede som mig, og hvis der ikke havde været så tåget havde der ventet os en forrygende udsigt over Zürich og omegn, og jeg ville ellers have kravlet helt op af tårnet, som står på toppen.

Tilbage i byen igen fik vi en dejlig vietnamesisk frokost på Saigon, som vi valgte fordi der var kø med forretningsfolk udenfor, hvilket altid er et godt kvalitetstegn. Og maden var rigtig god, så vi var meget glade bortset fra det mærkelige stykke kødpølse på en af rullerne, som vi ikke rigtigt kunne se en fidus i.

Godt mætte begav vi os til Kreis 5 og Im Viadukt, som er et spændende shoppingområde i en gammel viadukt med tog kørende lige over.
Vi startede i et hyggeligt, indendørs, lille madmarked med masser af lækre sager og en restaurant for enden, som så ud til at servere lækker mad. Vi var dog så mætte, at der kun var plads til en cookie og en kop kaffe, men det var heller ikke så dårligt.

Efter en del shopping endte vi i Schiffbau - et skuespilhus i en lækker rustik bygning med en tilknyttet lækker restaurant, som så ud til at man nok skulle have den store pengepung med for at spise der.

Vi gik lidt længere ud i området, som lige pludselig lignede et russisk område. Jeg havde læst om et sted, som skulle ligge lige i nærheden, men jeg kunne ikke finde det, så vi endte på en bar/restaurant lige i nærheden, som var meget lokal.

Vi endte med en fin burger inden turen gik tilbage til hotellet.

mandag den 23. november 2015

Zurich #2

Zürich er jo kendt for at have Lindt Chokolade, så derfor måtte vi også besøge hovedkvarteret som ligger lidt udenfor centrum, men infrastrukturen er heldigvis god, så det var ikke svært at tage bussen derhen. Og der var masser af chokolade - dog kostede det meste det samme som i butikkerne, men der var lidt på udsalg, som vi benyttede os af.

Der var halv pris på sådan en kasse med nougatchokolade, og det kunne man jo ikke sige nej til. Nu er jeg lidt træt af at jeg kun tog en kasse og delte med rejseveninden, for den røg da godt nok hurtigt...

Vejret var ikke så godt, så vi besluttede at tage på museer, da vi jo havde et Zürich card, som skulle udnyttes lidt. Vi startede i Kunsthaus Zürich, som er et af de bedste kunstmuseer i Schweiz, og det var en ganske imponerende samling og bygning.

Frokosten på hovedbanegården var ikke værd at skrive om, så i stedet fik jeg varm kakao og chokolademuffin for at bøde for det, og det var rigtigt fint.
Rejseveninden var lidt dårlig, så hun tog hjem, mens jeg tog på to museer i området; Kunsthalle Zürich og Migros Museum, som ligger i den samme bygning som flere spændende gallerier, så det er helt klart et spændende område i Kreis 5.

Efter de mange museumsbesøg tog jeg hjem på hotellet og så til rejseveninden, som gerne ville med ud at spise aftensmad. Vi kiggede lidt rundt på Tripadvisor og Foursquare og fandt et sted i nærheden, som så godt ud. Da vi kom derhen var menukortet lidt i den pebrede ende, så vi gik videre og stødte på en lækker italiensk restaurant, Cantinetta Antinori, som så rigtig hyggelig ud. Vi fik et bord og gik fra de billige pastaretter til de bedre kødretter, men nu var vi jo ude, og så kunne vi lige så godt give den gas, for stemningen var rigtig hyggelig med italiensktalende tjenere og glade mennesker.

Jeg startede ud med denne lækre mozzarella på blandede tomater med lækker olivenolie.

Herefter lam med stegte kartofler.

Og til sidst en lækker citronsorbet. Alt i alt en super lækker aften med skøn mad og ditto stemning.

tirsdag den 10. november 2015

Zurich #1

Ben i skinne holder heldigvis ikke mig indenfor landets grænser, og eftersom turen til Zurich allerede var planlagt før skaden skete, og sygeplejersken gav lov til turen, så begav jeg og veninden os på en lille tur til Zurich - chokoladernes by. Dette er bare et lille udsnit af chokoladehylderne i et helt almindeligt supermarked.

Vi kom lidt over middag og efter vi havde tjekket ind på hotellet gik vi en tur i området, og sjovt nok var det første vi stødte på en lille Laduréefilial, og så måtte vi lige smage lidt på godterne. De skønneste macarons, som desværre ikke kunne nydes i den lille butik, men det smagte de ikke mindre godt af.

Zurichs bymidte er ikke så stor og det er nemt at gå fra sted til sted - selv med krykker i et noget langsommere tempo end vi plejer, men det gik i det fine efterårsvejr.


Og da jeg nu var på krykker var det en god undskyldning for at lave nogle stop undervejs. Milchbar er en hyggelig lille kaffebar med turens bedste kaffe og lækker kage og lige væk fra en større vej og inde i en lille og hyggelig baggård.

Der er maser af vand i Zurich, og der er bare et eller andet med vand. Desuden er der mange gamle og meget velholdte bygninger, så det er en utrolig hyggelig by at gå rundt i.



Aftensmaden blev indtaget på den hyggelige og meget populære asiatiske restaurant Yen's, som lå tæt på hotellet. Vi startede med en lækker tallerken med forskellige snacks, som virkelig kan anbefales.

Og så sluttede vi af med nudler med stegte grøntsager og kylling som var lidt kedelig. Til gengæld så vores naboers sushi rigtig lækker ud, så det ville jeg nok vælge, hvis jeg kom en anden gang.

Alt i alt en rigtig god start på vores lille tur.