onsdag den 28. maj 2014

Muslinger



Da de havde blåmuslinger på tilbud, kunne jeg ikke stå for at købe et par pakker. En gik til forret da vi fik gæster, og den anden blev til et fuldt aftensmåltid dagen efter. Nemt og lækkert her i sommeren.

Dampede blåmuslinger
Forret til 4, hovedret til 2

1,5 kg blåmuslinger
1 stor porre
1 rødløg
2 gulerødder
2 dl hvidvin
1 dl fløde
2 kviste timian
1 bundt dild
Salt og peber

Skær porren i mindre skiver
Skær gulerødderne og løg i tern
Svits grøntsager i ca 5 minutter i en stor gryde
Tilsæt hvidvin, timian og de rensede muslinger
Kom låg på gryden og damp muslingerne i ca 5 minutter eller til muslingerne har åbnet sig. Ryst gryden nu og da
Hæld væden fra muslingerne i en mindre gryde
Lad væden koge ind i 5 minutter
Kom dild over muslingerne og lad dem stå og trække i ca 5 minutter
Kom muslingerne over i dybe tallerkner
Smag suppen til med salt, peber og fløde og hæld den over muslingerne
Server med lækkert brød

tirsdag den 27. maj 2014

Rabarberkylling


Da vi fik gæster i fredags havde jeg en kylling og nogle rabarber i fryseren og tænkte det ville gøre sig godt sammen, så jeg googlede lidt rundt og fandt Piserisets opskrift, som jeg tog udgangspunkt i. Det blev til en skøn og mør kylling med en lækker skysauce.

Rabarberkylling
ca 4 pers

1 kylling
400 g rabarber
4 rødløg
4 fed hvidløg
1 dl mandler

2 spsk ramsløgsalt
 ca 10 cm kanelstang brækket i mindre stykker
5 kardemommekapsler
1 tsk korianderfrø
1 tsk fennikelfrø
1 tsk peberkorn
1 stjerneanis

1 dl vand
1,5 tsk mørk sirup
1,5 tsk flydende honning


Soigner kyllingen og parter den i mindre stykker
Kom alle krydderierne i en morter og knus dem forsigtigt
Knid krydderiblandingen ind i kylingen og lad det stå en times tid og trække i et fad

Skær rødløgene i mindre skiver
Smut mandlerne og hak dem groft
Rens rabarberne og skær dem i 2-3 cm stykker
Mas hvidløgsfedene og tag skallen af
Kom ingredienserne i kyllingefadet og sørg for at der både er rabarber og løg under og ved siden af kyllingestykkerne

Opløs sirup og honning ivandet
Kom sukkervandet over kyllingen

Kom kyllingen i en 225 grader varm ovn
Skru med det samme ned på 180 grader og steg kyllingen i ca 1 time eller til kyllingen er mør
Server med ris





mandag den 26. maj 2014

Koldskålis


Denne koldskålis er med egne ord et rigtigt sommerhit! Den smager skønt af koldskål og er frisk og sød. Lav den! Som sædvanlig har jeg taget udgangspunkt i Malous grundopskrift.

Koldskålis
ca 1 l

1 ds kondenseret mælk
2,5 dl fløde
3 dl kærnemælk
Revet skal af 1/2 citron
1 vanillestang
1 tsk vanillesukker

Skrab vanillekornene ud af vanillestangen og mas dem ud i vanillesukkeret
Bland alle ingredienser sammen og smag til med citron og sukker
Lad isblandingen trække natten over
Tag vanillestangen op af massen
Kør massen på ismaskinen
Kom ismassen over i en beholder og sæt den i fryseren et par timer

Jeg serverede en kugle på fire knuste kammerjunkere og hældte lidt jordbærsauce over. Skønt!

lørdag den 24. maj 2014

Carlsberg


Hver dag jeg kører på arbejde, kører jeg forbi Carlsberggrunden, der er i fuld gang med at blive bygget om til en ny bydel. Og for et par uger siden var jeg så heldig at komme lidt om bag byggeriet, da jeg var til rundvisning i maskinhallen. Alle bygninger er i spil til at blive til noget nyt, og det er super spændende at følge med i.



Elsker bryggerhestene, som jeg også ofte møder på vejen. De giver sådan et dejligt afbræk i det normale byliv.


En af de kæmpe store maskiner i maskinhallen, som ikke er i brug længere, men hvilken maskine...


Medarbejdervæggen.


Og flere store maskiner, der ikke længere er i brug.


Hvis du er forbi, så tage endelig en tur omkring på den store Carlsberggrund, hvor der hele tiden sker nye ting, og husk at smutte en tur op i fotografisk center og Dansehallernes 2. sal, som er lækre og rustikke rum.

Koldskålscheesecake


I lørdags havde jeg gæster, og da der allerede er sommerstemning, kastede jeg mig over to fortolkninger af koldskål. Den anden kommer i morgen.
Jeg har fået Tim Vladimirs kogebog i gave, og der havde han en opskrift på koldskålscheesecake, som jeg måtte prøve af. Jeg tilsatte 1 ekstra blad husblas til opskriften og lagde et lag jordbærgele på toppen og pyntede med skiver af friske jordbær.

Koldskålscheesecake
Springform 18 cm

125 g kammerjunkere
75 g smør

50 g sukker
40 g glukosesirup
1 dl mælk
1 stang vanille
4 dl kærnemælk
Skal af 1/2 citron
5 blade husblas
200 g flødeost
Saft af 1/2 citron
30 g flormelis

2 dl jordbærsaft
2 blade husblas

jordbær til pynt

Knus kammerjunkere fint og bland dem med smeltet smør.
Kom kammerjunkebunden i springformen og pres den god ned og ud mod siderne
Kom springformen i køleskabet eller fryseren i minimum 20 minutter

Læg 5 blade husblas i blød i koldt vand
Kog sukker, glukose og mælk sammen med vanillestangen, hvor vanillekornene er skrabet ud og kommet ved også, til sukkeret er smeltet
Lad sukkermassen trække i ca 5 minutter og tag vanillestangen ud
Hæld kærnemælk i en skål sammen med den revne citronskal
Pisk sukkerlagen i kærnemælken
Kom husblasen i den varme gryde, som lige har haft sukkerlagen i sig, og smelt den ved bundvarmen
Kom en dl kærneælk i gryden og bland den smeltede husblas i
Kom husblaskærnemælken i den store skål og pisk
Pisk flødeost med citronsaft og flormelis
Rør flødeost og kærnemælk sammen
Kom massen oven på kammerjunkebunden
Sæt på køl i en time

Læg 2 blade husblas i blød i koldt vand
Varm 1 dl jordbærsaft og smelt husblasen der i
Rør sammen med den kolde dl jordbærsaft
Kom jordbærsaften over kagen og lad den sætte sig i en times tid på køl

Tag kagen ud ca 15 min før servering
Skær forsigtigt langs kanten for at løsne kagen fra springformen
Sæt kagen over på et fad og dekorer med friske jordbær

Jeg synes kagen var lidt mere fromageagtig end cheesecake, men den smagte godt.

mandag den 19. maj 2014

Wulff + Konstali

I

I lørdags blev jeg lokket til Amager for at spise brunch på Wulff+Konstali, som har floreret en del rundt på mange madbloggeres instagramprofiler.

Vejret var fantastisk, så jeg og min medspiser, som bor lige om hjørnet og ikke vidste noget om stedet, fandt et sted i solen. W+K ligger i den industrielle del af Amager, og der er en urban stemning både indenfor og i de udendørs omgivelser.

Vi fik udleveret et afkrydsningskort, hvor vi så kunne vælge, om vi ville have 5 eller 7 brunch"retter". Vi gik hele vejen og valgte 7 fra kortet. Det blev for mit vedkommende en lidt kedelig avocado, lækre pølser, en rimelig våd kyllingerilette med brusk, en udemærkede røræg, skyr med halvgennemsnitlig muesli, bruchetta med en slags kødsovs? og en lækker chokoladecroissant.

Det er som om der stadig mangler en lille smule i helhedsudtrykket. Der var plastikskeer men knive og gafler af metal. Dog var der måske mangel på gafler, for der var kun en da vi skulle have noget, så jeg fik en i træ. Maden var lidt op og ned, men der var hyggeligt og brødet var godt, så det er nok det jeg vil komme efter, hvis jeg en anden gang skulle komme forbi. Og så var 5 retter ganske fint for mit vedkommende. Jeg var rimeligt mæt da vi forlod stedet for at gå en lille tur på Amager Strandpark.

søndag den 18. maj 2014

Rabarberis på marengs


I går skulle vi have gæster, og så var det jo oplagt at lave noget med is, eftersom vejret var helt perfekt. Da vennerne har have aftale vi dog, at vi tog isen i rygsækken og kom ud til dem, så vi kunne nyde solen i private omgivelser.

Rabarberisen er skøn og smager af forår og sommer og kombineret med marengs, chokolade og lakrids var den et hit hos de tre prøvesmagere.

Rabarberis
ca 1 l (der er mere end du skal bruge til serveringen, men det gør ikke noget ;-))

1 ds kondenseret mælk
3 dl bagt og blendet rabarberkompot uden sukker
0,5 dl rabarbersaft
3 dl sødmælk

Bland alle ingredienser sammen og sæt det på køl natten over, så det kan trække lidt smag
Kør massen på en ismaskine og sæt den i fryseren i et par timer for at sætte sig

Imens kan man lave marengsen.
Jeg blev inspireret af Louise med bloggen Sukkerhjerte.dk og hendes minikys, så det kastede jeg mig over.


Minikys og marengsreder
Ca 4 reder og 100 kys

2 æggehvider
100 g sukker
100 g flormelis

Pisk æggehvider og sukker sammen til sukkeret er opløst
Tilsæt flormelis og pisk til al sukkeret er absorberet

Start med at tage store 2 spsk marengs og spred dem ud til en "rede" på en bageplade. Alternativt kom merengs i en sprøjtepose og sprøjt reder ud.
Gentag så du har 4 reder
Bag ved 100 grader i ca 45 minutter

Fyld resten af marengsen i en sprøjtepose og klip et minihul
Sprøjt minimarengs ud på en anden bageplade på størrelse med en ært eller lidt større
Bag ved 100 grader i ca 15 minutter

Rabarberis på marengs
4 personer

Placer en marengsrede på en tallerken
Scoop en gavmild kugle rabarberis oven på reden
Drys hakket/skrabet chokolade oven på
Drys lidt lakridspulver ovenpå
Pynt med minikys og mynte eller noget andet

Velbekomme

lørdag den 17. maj 2014

Hven














I går tog prinsgemalen og jeg på en lille tur til den svenske ø Hven, som ligger 90 minutters sejlads fra København. Målet var at vandre øen rundt, som vi havde læst ville tage mellem 4-4,5 timer. En god tur når man kommer ind kl. 10.45 og skal hjem igen kl. 16.00. Vi havde smurt madpakker hjemmefra, hvilket vi var meget glade for, da de fleste ting først åbner op sidst i maj.

Hven er ca 4,5 km land og 2,4 km bred, så det er en overskuelig øg, og i rask gang kan turen rundt om øen tages på lidt over to timer. Derfor havde vi god tid til at nyde vejret og de fantastiske udsigter. Der er også mulighed for at leje de karakteristiske gule cykler, som unægteligt gør at man kan komme hurtigere rundt på øen, men jeg vil vove at påstå at man kan nå en del selv på gåben.

I hvert fald er turen anbefalelsesværdig, hvis man gerne vil et smut væk fra København.

fredag den 16. maj 2014

Rabarbersaft


Der er stadig lækre rabarber at få, og jeg er så heldig både at have lidt i fryseren fra gode forsyningskilder, så da der også kom rabarber med frugt- og grøntkassen besluttede jeg mig for at lave lidt rabarbersaft.

Rabarbersaft
ca 500 ml

350 g rabarber
75 g sukker
550 g vand
1 vanillestang uden korn (en af dem du har gemt fra bagning)
2 stjerneanis

Kog det hele i ca 5 minutter ved middel varme
Tag gryden af varmen og lad det trække ca 15 minutter
Si saften gennem en almindelig si
Hæld saften på glas og vent utålmodigt på at den køler af.
Hvis du ikke kan vente kan den sagtens blandes op med det samme med en masse isklumper.

Brug den overskydende kompot til en lækker trifli eller oven på morgenyoghurten.


torsdag den 15. maj 2014

Kageorgie på Strangas


I fødselsdagsgave for længe siden fik jeg et gavekort til kagebordet på Nimb. Desværre var alle borde booket mens Tivoli var lukket, og nu hvor der er borde ledige skal man ud over indgangen til kagebordet også betale for indgang til Tivoli, hvilket jeg og hofdamen ikke var interesseret i. Derfor besluttede vi at rykke kageorgiet til Strangas Konditori, som aldrig skuffer.

Vi lagde ud med en jordbær cheesecake og en rabarbermousse. Cheesecaken smagte rigtigt godt og havde en god balance, men var måske lidt for "almindelig" i forhold til de andre kager på tallerknen.


Vi sluttede af med en mørk chokolade med havtorn, og min personlige favorit passionsfrugtmousse. Og så var vi rimeligt mætte, og da de ikke havde flere macarons med saltkaramel, sluttede den (heldigvis) ikke gildet. Rimeligt fyldt op var vi enige om, at et kagebord med endnu flere kager bare ville være spildt på os. Så hellere gå flere gange og få lidt mindre.

Og gerne på Strangas!

onsdag den 14. maj 2014

Vesterbros originale Burgerrestaurant - anmeldelse


I sidste uge mødtes jeg med en af mine tidligere kollegaer, som nu er flyttet til Norge, og når vi mødes er hofretten burger. Derfor måtte vi tjekke Vesterbros Originale Burgerrestaurant ud, da vi havde fået den anbefalet af nogle af mine kollegaer.

Der var ikke mange til frokost, men det gjorde bare, at vi fik en af vinduespladserne med fuld udsigt til Istedgades liv og leben.


Jeg kastede mig over "den originale med kant" - coleslaw og løgringe, som var en ganske fin burger med god smag i kødet. For min skyld måtte coleslawen dog godt have fået lidt mere krydring.


Tilbehøret bestod af twistede fritter og chili fries, som begge smagte godt. Dog var vores chili fries en smule bløde. Der var rigeligt af dem, så en portion ville have været nok.


Den norske delegation kastede sig over den stærke, som efter hendes udsagn var helt tilpas.

Alt i alt en fin burgeroplevelse med fin og frisk betjening, fint menukort og så tager de ikke penge for postevand, hvilket altid er et plus i min bog.

tirsdag den 13. maj 2014

Eurovision Village


Det har været svært ikke at vide, at Danmark og København har været vært for Eurovision Song Contest, og i lørdags måtte jeg og prinsgemalen en tur forbi for lige at opleve stemningen i Eurovision Village. Det egentlige mål var at få lidt frokost hos en af deres street food vogne, og valget faldt på en andeburger asianstyle.


Udemærket uden dog at imponere synderligt. Prinsgemalen så misundeligt over på Tim Vladimirs burgere, så dem må han prøve en anden gang. Jeg kiggede misundeligt over på de små minismørrebrød, så dem må jeg prøve en anden gang. Godt man bliver ved med at kunne spise.

Fra siddepladserne ved spisevognene havde vi fin udsigt til scenerne, hvor der var rigtigt mange mennesker, der også varmede op til den store aften med masser af sange, øl og godt humør (det var før det begyndte at regne).

Aftenen tilbragte vi i godt selskab og selv havde jeg helst set Holland vinde på grund af musikken, men synes Conchitas sejr står for så meget mere end musik. Tillykke!

tirsdag den 6. maj 2014

Mors forårskage


I alle de år jeg kan huske, har min mor bagt denne kage med forårets første rabarber, og da jeg kom til at lave en anden forårskage da de første rabarber kom frem, måtte jeg selv i gang med at kreere kagen. Dog med mindre justeringer.

Forårskage med rabarber og lakrids
Rund springform Ø26 cm

Dej
115 g smør
80 g sukker
1,5 spsk vanillesukker
1 knivspids salt
2 æggeblommer
165 g mel
1,5 tsk bagepulver
ca 0,5 dl mælk

Marengs
3 æggehvider
200 g sukker
100 g hasselnødder
500 g rabarber
1 spsk lakridspulver

Dej
Pisk smør, vanillesukker, bagepulver, salt og sukker luftigt
Pisk æggeblommerne i et ad gangen
Pisk mel i og til sidst mælken
Kom evt lidt mere mælk i dejen, hvis den er for fast/tør.

Beklæd springformen med bagepapir og pres dejen ned i formen

Marengs
Pisk æggehvider, sukker og lakridspulver til en fast og sej marengs
Hak hasselnødderne
Skær rabarberne i 1 cm stykker
Bland hasselnødder og rabarber i marengsen og kom det ovenpå dejen

Bag kagen i ca 45 min ved 195 grader eller indtil der ikke sidder dej på en kødnål når den bliver stukket ned i midten af kagen.

Lad kagen køle af og server den med flødeskum, skyr, creme fraiche eller vanilleis. Hvis du får kage til overs, så må den endelig ikke dække den til, da marengsen så kommer til at svede.


mandag den 5. maj 2014

Copenhagen Street Food


I går var jeg og gemalen forbi det nyåbnede Copenhagen Street Food på Papirøen. Vejret var godt og der var en fin stemning ude på øen. Indenfor var der ca 10 salgssteder med forskelligt udbud. Der var lidt tomt og der kunne godt komme lidt flere salgssteder, så jeg håber der kommer nok folk derud, så det kan løbe rundt for dem, for det er godt initiativ, omend det ligger lidt uden for alfarvej.


Vi tog en sen frokost / tidlig aftensmad derude og startede med en omgang fish 'n chips. Der stod 2 stk fisk med chips og mashed peas til 60 kr. på skiltet og det lød jo rigtigt godt. Desværre var det ene stykke fisk på størrelse med en tommelfingernegl, pomfritterne kom fra pose og anretteren vaskede ikke fingre mellem at tage mod penge og komme salat på tallerknen. Det mest skuffende var nok fritterne, da der står i Copenhagen Street Foods manifest, at de "ser kvalitet som værende frisklavet mad, fuldkorn, friske grøntsager og fravær af unødvendig halvfabrikata". Nå, men videre til næste vogn...


Udenfor blev der grillet kylling, og vi fik den bedste ret den dag i en kylling satay Bangkok style. Serveringen var ikke den smukkeste, men det smagte godt.


Vi sluttede af med to hotdogs fra Pølsekompagniet - en klassisk og en spicy, som begge smagte godt - især på grund af de lækre pølser.


Og så kunne vi fordøje maden i en af de dejlige solstole med en kop kaffe til rimelige penge, og kigge over på skuespilhuset og vandlivet, der sejlede forbi i det gode vejr.


Der var ikke nogen vogne der havde noget sødt til dessert, så på vejen hjem stoppede vi ved Lagkagehuset på Christianshavn og købte et par kager, som vi nød i solen, inden turen gik helt hjem.


Og da den største sult var stillet blev det bare til en af de sunde juicer til aftensmad bestående af grønkål, persille, æbler, asparges, pærer og ingefær. En god og sund afslutning på en dag der tidligere havde budt på pandekager til morgenmad og rabarberkage til frokost... Godt hver dag ikke er en søndag ;-)