mandag den 13. august 2012

Citronsorbet

Efter en del flødeis er det nu blevet tid til at stifte bekendtskab med sorbetisen. Om denne is slanker mere end flødeisen må tiden vise, for der kommer en del sukker i, men resten er vand, så mon ikke om prinsessen om ganske få mængder sorbetis kan klemme sig ned i en størrelse 36.

Prinsessen fandt en grundopskrift hos de folkekære Pricebrødre, og startede med at lave en citronsorbet.


Og først til sukkerlagen, som også skal afkøles inden brug, så lav den dagen før isen skal laves.

Sukkerlage til sorbet
ca. 600 ml

325 ml vand
325 g sukker
65 g flydende glukose

Bland det hele sammen og lad det småkoge indtil sukkeret er opløst. Køl sukkerlagen af og hæld på en flaske, med mindre du overvejer at bruge det hele ad een omgang.

Citronsorbet
Ca. 800 ml

250 ml vand
250 ml sukkerlage
Saft fra 2-3 citroner

Bland de tre ingredienser sammen. Start med at tilsætte saften fra de 2 citroner og smag til med den sidste, så du får præcis den syrlighed du ønsker.
Hæld blandingen i din skønne og trofaste ismaskine og kør den i ca 40 minutter til den er lækker sorbetagtig.

Pricerne anbefaler at servere den med et knivspids salt, så kuglen fik lige et par flager Læsøsalt med på vejen, og det var ikke så dårligt endda.


2 kommentarer:

  1. OK, den må jeg prøve, elsker citronsorbet :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  2. Og den er god. Overvejer at prøve at tilsætte en my fløde for at gøre konsistensen en smule blødere. Held og lykke med den!

    SvarSlet