onsdag den 5. juni 2013

Kiin Kiin - anmeldelse


Prinsessens madklub indbetaler hver måned 250 kr til en god middag, hvilket der er råd til ca hver 8. måned. Valget denne gang faldt på den thailandske gourmetrestaurant Kiin Kiin, der ligger på Nørrebro. Da prinsessens kamera artede sig ubehøvlet uden at sige det, beklager hun på forhånd den dårlige kvalitet, som bestemt ikke giver maden retfærdighed.


Selskabet startede i loungen med lækre appetizers, som kom i en lind strøm. Lette og sprøde rejechips med chilimayo, luftige soyamarengs med cashewnød, fine friterede lotusrødder, chiang mai pølse, der kom indhyllet i røgen fra et gadekøkken, kræmmerhus med koriander og rejer, en skum med kalvetatar, kyllingeboller med sesam og to til, som prinsessen ikke nåede at få taget et billede af, men de smagte skønt. En dejlig start med masser af smag til Thailand.


Herefter blev selskabet inviteret op i restauranten, hvor de startede med en smagfuld suppe baseret på rejer og galanga, med tilbehør af rejer i kokoscreme og en kammuslingesatay med basilikumgranite. En skøn fortolkning af suppen Tom Yum, hvor især kammuslingesatayen imponerede.


Anden forret var en frisk salat af brøndkarse, blæksprutte og orkideblade overhældt med en fantastisk lækker spicy marinade, som blev lavet ved bordet. Det var godt der fulgte en ske med, så al marinaden, som ikke var trukket med ind i salaten, kunne spises som en kold suppe. Selskabet var enige om, at man kunne vende hvad som helst i den marinade, og så ville den smage godt. I denne kombination smagte det hele fantastisk, og blæksprutterne var perfekt tilberedt.


Den næste forret bragte prinsessen en smule tilbage til Cambodja, da det var en hummer amok. En lækker og fyldig rød karry med hvide asparges og hummer i en lækker kokossauce legeret med æg, og med sprøde rispapirchips til. En lækker mundfuld.


Den sidste forret var signaturretten (og tjenerens favorit) Kiin Kiin æg med grønne asparges under et friteret basilikumblad. Skøn og smagfuld ret, som lagde godt op til hovedretten.


En stor friteret kyllingebolle i en lækker kokosmættet Kom Ka suppe. På dette tidspunkt var prinsessen ved at nå mæthedspunktet, hvilket prinsgemalen var meget glad for, da han bestemt ikke var mæt, så han var glad for at få en skål ekstra ris og en halv kyllingebolle over på sin tallerken.


Så var der til gengæld plads til denne lækre rabarberdessert med en rabarbersorbet og frysetørret passionsfrugt, rabarber og pufsukker. En fantastisk smagsoplevelse, som prinsessen gerne vil prøve at gøre efter.


Den sidste dessert kom på et flot delefad af træ. En luftig banankage med saltet is, blød karamel og knust marengs. Skøn og luftig dessert, som rundede en skøn aften af.
Prinsessen fik hele aftenen igennem en lækker juicemenu, mens ledsagerne valgte vinemenuen, som også smagte dem vel.

Alt i alt en fantastisk aften, som man godt kunne spare op til en anden gang.

6 kommentarer:

  1. Der løb mit mundvand lige mere end én gang. Pyha hvor ser det lækkert ud. Det kunne være, at vi skulle overveje det næste gang!!

    Knus Mette

    SvarSlet
  2. Hej
    Så de spændende soyamarengs, tror du der sukker i eller kun soya
    Hilsen Jytte

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jytte. Det er desværre ved at være så længe siden, at jeg ikke kan genkalde smagen, men jeg vil tro det kun er soya. Held og lykke, hvis du prøver at eksperimentere med det.

      Slet
    2. opskriften på de soyamarengs findes i deres kogebog: "retter fra Ricemarket" (eller noget ala det)

      Slet
    3. Tak for tippet - det vil jeg tjekke ud!

      Slet