tirsdag den 8. november 2011

Kaninprinsessen

Prinsessen har over flere år været kanin på det rytmiske konservatories sammenspilhold. Her kan de unge, kommende musiklærere prøve deres teorier af og dygtiggøre sig indenfor sammenspil, og prinsessen spiller gladeligt med.

Det er skønt en gang om ugen at hengive sig til musikkens verden, og prinsessen elsker at fyre den af på bassen, selvom den ikke bliver til så meget øvning derhjemme.

Lidt øvning er det dog blevet til i denne uge, da det er over et år siden bassen blev rørt sidst, så det kniber en lille smule med at holde rede på, hvor på strengene, tonerne ligger. Prinsessen er dog meget fortrøstningsfuld og er sikker på det hurtigt kommer igen - samtidig med at vablerne på fingrene forsvinder...

mandag den 7. november 2011

Ceci n'est pas une brødkurv

I dag startede prinsessens hæklekursus i værkstedet. Prinsessens akademiske slave havde lovet at tilrettelægge et kursus, hvor hun for en gang skyld var den overlegne, og denne første gang fik hun virkelig vist, hvem der ved noget om hækling.

Prinsessen havde ønsket at hækle en brødkurv som sit første projekt, og hæklelærerinden, også kendt som den akademiske slave, havde fundet en overskuelig opskrift...

Efter "bunden" i kurven var hæklet, var der nu fremkommet den fineste dukkesommerhat, og prinsessen besluttede sig for at stoppe mens legen var god. Hun glæder sig allerede til anden lektion om en uge.

lørdag den 5. november 2011

Sy prinsessen

I dag havde prinsessen ingen planer, hvilket var rigtigt rart efter en lettere hektisk uge med masser af middagsbesøg hos gode undersåtter, arbejde og uddannelsesbesøg sammen med prinsgemalen.

Derfor satte prinsessen sig ned i værkstedet efter morgenmaden for at holde sin symaskine lidt med selskab.

Man har et standpunkt til man tager et nyt, og dagen efter prinsessen havde proklameret, at hun aldrig mere syr duge, blev hun kontaktet af eksilmoderen, som netop havde beundret eksilsøsterens nye prinsessedug. Hun ville også meget gerne have en, og da prinsessen kan overtales til at gøre alt med lidt leflen og masser af ros, så skulle der ikke så meget til før hun havde smidt skråbånd omkring dette stykke stof fra Stof2000.


Der ud over blev det til dette forklæde, som sælges for 200 kr plus porto

fredag den 4. november 2011

Stof 2000

Der er tikket er par bestillinger ind på prinsessens forklæder, hvilket hun er meget glad for. Derfor var det meget nødvendigt at købe lidt mere stof, så undersåterne havde noget at vælge imellem. Det blev til disse indkøb i Stof 2000 på Fisketorvet.


Prinsessen glæder sig til at komme i gang med at lege med stofferne.

torsdag den 3. november 2011

Jordskokkesuppe


Forleden lavede prinsgemalen aftensmad til prinsessen, hvilket hun altid sætter pris på, når nu apanagen nu er skåret så meget ned, at der ikke er råd til kokken længere. Nye tider, nye rutiner.

Det blev til en jordskokkesuppe, og dagen efter var der sandelig også rester, hvilket også er godt, da det betyder et minimum af madlavning på ofte travle hverdage.

Jordskokkesuppe til 2 og rester til dagen efter

550 g jordskokker
1 løg
4 dl hvidvin
4 dl grøntsagsbouillon
2, 5 dl fløde
Bacon eller parmaskinke
Muskat, salt og peber og evt. chili

Skræl jordskokkerne og skær dem i mindre stykker.
Skær løget i små tern og svits det. Tilsæt herefter jordskokkerne og svits dem med i et par minutter.
Tilsæt hvidvin og bouillon og lad det hele småsimre i ca. 30 minutter til jordskokkerne er møre.
Blend sup pen og varm den op igen med fløde.
Smag til med muskat, salt og peber og evt. lidt chili
Pynt suppen med ristet bacon eller skinke.

Kan serveres med en grøn salat og resten af hvidvinen, som jo ikke er god i morgen.

onsdag den 2. november 2011

Reminder

Prinsessen vil lige huske sine undersåter om sin give away. Håber der flere, der vil lege med.


Her til eftermiddag har prinsessen holdt tidligt fri, og syet de resterende duge til en af hendes undersåter. Prinsessen lover hermed sig selv, at hun aldrig mere vil tilbyde at sy duge og slet ikke af nervøs velour til nogen som helst.

tirsdag den 1. november 2011

Forklæde

I torsdags sendte prinsessen en gave til Lea med bloggen pif paf puf, da de havde indgået en byttehandel. Nu er pakken modtaget, og så kan prinsessen godt fremvise gavens indhold.

Lea havde selv udvalgt kombinationen, og så var det bare om at gå i gang.

Og sådan ser bagsiden ud.

Hvis prinsessens undersåt også kunne tænke sig sådan et forklæde, eller har lyst til at give det til en god veninde, kan det købes til 200 kr. Se mere i prinsesseshoppen.

mandag den 31. oktober 2011

Krea-drop- in #5

I dag var prinsessens første gang alene i værkstedet, så hun besluttede sig for at skrue op for varmen og invitere P1 ind som samtalepartner.
Det endte med at blive en meget hyggelig aften til trods, men prinsessen håber på, at nogle af undersåterne har lyst til at komme forbi næste mandag.

Det endte dog med, at prinsessen fik syet en juledug til en af prinsessens undersåter på bestilling. Ikke det sjoveste arbejde, men en god tjeneste. Der ud over fik hun startet på en dug til, til undersåten og så er der bare en dug til og bagsiden af babytæppet, og så er hun klar til at aflevere bestillingen.

Krea-drop-in d. 7. november


Prinsessen har altid været kendt for sin gæstfrihed, og den er stadig intakt til trods for en mere borgerlig levestil i det forkættede parliv.
Derfor vil hun gerne invitere sine kreative venner og blogland til krea-drop-in hver mandag i værkstedet i Valby.
Næste gang er mandag d. 31. oktober, og de kreative undersåtter er velkomne fra kl. 18.30.
Kreatisterne medbringer selv deres sysler, og prinsessen stiller sin symaskine til rådighed, såfremt dette måtte være interessant. Medbragte lækkerier til ganen modtages med glæde.
Prinsessen håber på selskab i sit værksted, og synes det kunne være hyggeligt, hvis De ønskede at komme forbi.
Skriv her i kommentarfeltet, hvis De har lyst til at komme.

Give away

Det har ikke været nogen hemmelighed, at prinsessen er ganske vild med alt, hvad der har med Hummingbird Bakery at gøre. Derfor udlodder hun nu deres kagebog (+ lidt hemmeligt) i sin anden give away, så flere kan få glæde af deres lækre opskrifter.

Det eneste undersåten skal gøre, er at lægge en kommentar under indlægget og fortælle, hvor fantastisk prinsessen er, med tanke på at overdreven overdrivelse og en god portion fantasi kun gavner prinsessens selvværd i denne mørke efterårstid.
Hvis undersåten har lyst til at blive fast læser, linke, like, sætte plakater op i hele byen og dele mindst 500 flyers ud om denne give away, bringer det en masse god prinsessekarma, men ikke flere lodder.

Vinderen af gaven bliver udtrukket d. 19. november 2011. Prinsessen håber, at undersåterne har lyst til at lege med.

Skåle

Igen synes prinsessen, at hun har gjort et kup i Søstrene Grene. Det er denne gang disse lækre, farverige skåle som faldt i prinsessens kurv, og som nu er i brug hele tiden.
Det har taget prinsessen et stykke tid at vænne sig til de nye plastikprodukter, da hun mest er til keramik, men nu har hun overgivet sig og er uendelig glad for sine nyindkøbte skåle, som oven i købet er mere tabevenlige. Og det er rart, når prinsemalen nu kun har ladt 2 ud af 6 af prinsessen Cambojdaskåle tilbage.
Måske skulle det være undskyldningen for at tage tilbage til Cambodja...

søndag den 30. oktober 2011

Søndagsmad

Efter en hård prinsessearbejdsdag, havde prinsgemalen vist sig fra sin mest overskudsagtige side (han havde så også haft hele dagen til at lade op i). Derfor havde han lavet jordskokkesuppe til prinsessen da hun kom hjem, hvilket var helt fantastisk og smagte rigtigt godt. Prinsessen nåede dog ikke at tage et billede af maden, da hun var så sulten, at hun kun kunne tænke på at spise.

Til gengæld kunne hun godt nå at tage billede af aftenkaffen, som bestod af hjemmebagte pandekager med nutella og is (altså efter prinsessen havde spist den med citron og sukker og den med mirabellemarmelade). Ikke den værste måde at afslutte weekenden på og gøre klar til den kommende uge (prinsessen bemærkede, at der ventede hende over 150 mails... Det bliver en god mandag morgen).

I skyggen

I dag var prinsessen tilbage på arbejde efter en hel uge i sengen. Heldigvis var det en blid start, da hun også skulle have det sjovt. En hel dag i skyggeteatrets navn, sammen med andre legesyge voksne - i sin egen udstilling - men med nye fortolkere. Skønt.
Det blev en rigtig dejlig dag med masser af gode historier og billeder, hvor der blev leget med skygger til den helt store guldmedalje.




Og husk, at der ikke skal mere end en lyskilde til at lave skyggeteater, så det er bare om at gå i gang. God legefornøjelse.

Prinsessen, der blev borgerlig

Prinsessen har altid foragtet borgerlighed, åbenbaret ved ens tøj, parmiddage og fællesøkonomi.

MEN...

Langsomt bliver hun nu trukket ind i dette borgerlige liv, og efter lidt over fem års samliv med den samme (!) mand er hun nu fuldt ud borgerlig, og havde hun haft økonomien til det, havde hun på nuværende tidspunkt sikkert også forskanset sig i et lille hus på landet med hvidt stakit, flagstang og skødehund.

Sidste weekend kulminerede prinsessens borgerlighedsfølelse ved at tage på bytur med prinsgemalen for at se på strygebræt. De havde nemlig indset, at de ikke kunne leve med det billige fra en jysk dynehandler, og gerne ville investere i et bedre og dermed også dyrere et af slagsen. Overalt blev der grinet hånligt af prinsessen når hun fortalte om eftermiddagens ekskursion, og prinsessen var meget forstående overfor dette, for inden i sig selv lød også en hånlig latter og en borgelig hvisken.

Og for at det ikke skal være enden på historien, var der i Magasin tilbud på håndklæder... Ja, undersåten kan allerede nu forudse hvad der sker; Prinsessen overtaler prinsgemalen til at købe ens håndklæder, så de ind-i-forholdet medbragte (og mangefarvede og mønstrede) håndklæder må lade livet.

Og på en eller anden måde er det slet ikke så farligt eller skræmmende som prinsessen har gået og troet, og det er da ret hyggeligt at diskutere farve på håndklæder, kvalitet på strygebræt og slutte det hele af med god mad - når bare det er med den man elsker.

lørdag den 29. oktober 2011

Babytæppe

En af prinsessens undersåter skal snart føde tronarving nr. 1, og har spurgt prinsessen om at sy et mor-far-babytæppe (150 x 150 cm). Undersåten har selv valgt stof og mønster, så det skulle umiddelbart virke som en overkommelig opgave.

Og fint gik det afsted med at sy 4 lag pladevat sammen og dernæst betrækket. Her indtraf problemet så, da prinsessen opdagede, at hun kun havde beregnet stof til forsiden, så nu må hun på indkøb igen, så tæppet kan blive klar til den lille kommer til verden.

Som kompensation gav prinsessen sig til at sy pyntesøm rundt om betrækket - så kunne hun tænke lidt over det imens.