fredag den 16. december 2011

5. hækleprojekt

Prinsessen var ikke helt tilfreds med sin hovedform presset ind i en af hendes huer, hvorfor hun tænkte, at hun da kunne hækle et pandebånd. Og hvor svært kan det være at lave sit eget mønster, når man nu har hæklet 4 ting, tænkte prinsessen og tog den store hæklenål frem.

Ikke særligt svært viste det sig heldigvis, så hermed giver prinsessen sin opskrift videre.

Køb et nøgle Drops Eskimo og en hæklenål nr 9. De tager dobbeltpris for hæklenålene i Jorun garn, men som prinsgemalen belærte den brokkelystne prinsesse, så støtter hun de selvstændige og gode specialbutikker, som ellers vil forsvinde, hvis man køber alle sine ting i de store kæder. Prinsessen bed de 15 kr!!! i sig med en kærlig tanke til sine eksilforældre, der som levebrød har været selvstændige kludehandlere og har levet af, at der er mennesker, som støtter specialbutikker, som leverer en fantastisk service og ikke kun gode priser uden medfølgende service og ekspertise.

Tilbage til pandebåndet. Hækl et rektangel af stangmasker, som er så langt at det når fra bagsiden af højre øre til bagsiden af venstre øre. Prinsessen har hæklet 6 rækker.
I hver ende samles maskerne, således at der nu kun er 4 masker. Hækl ca 8 rækker fastmasker eller indtil båndet går lidt længere end midt på nakken. Gør det i begge ender.
Lav en kant med fastmasker i en anden farve rundt om hele pandebåndet. Lav et knaphul i den ene ende og så er du færdig når du har syet en knap i.

Og kryds fingre for at vinteren snart er på vej, så du kan komme ud at flashe dit nye pandebånd, som evt kan pimpes med en blomst eller et diadem.

2 kommentarer:

  1. Hørt - men det kræver en indsats - jeg betaler gerne for god service og ikke mindst oplevelsen.

    Klart klart, et diadem, mindre kan ikke gøre det :-D

    SvarSlet
  2. Netop. God service skal vi hæge om.

    SvarSlet