torsdag den 14. juni 2012

Louisiana

Forleden var prinsessen på Louisiana, og var meget begejstret for denne lysende totalinstallation, hvor man maksimum kan være to personer af gangen. Magisk!



søndag den 10. juni 2012

Kulturel søndag

Da prinsessen ikke havde lyst til at bruge kamera i dag, bliver denne dag foreviget med ord.

Prinsessen stod tidligt op for at komme i træningscentret inden masserne fik taget sig sammen til at stå op. Hernæst tog hun en lille time i værkstedet, hvor det blev til lidt arbejde på et forklæde og udklipning af stof til en lille ranke.

Dernæst drog prinsessen mod Dansehallerne på Carlsberg, hvor hun var blevet inviteret til suppeeventet Host Guest Ghost, som denne sidste gang var med den italienske kok, Alessandro Porcelli og Suhrs Madakademi. En lille time senere var prinsessen fyldt godt op med gode smagsoplevelser, som bød på lav selv suppe i engangssprøjter, asiatisk suppe i brødskål og jordbærsuppe med tre slags smage, hvor prinsessen var mest vild med basilikumisen. En super fin oplevelse, som tilmed var gratis. Prinsessen er meget ked af, at hun ikke nåede til de 5 første, men hellere en end ingen.

Herefter drak prinsessen en kop kaffe med sin til dagen anskaffede hofdame, inden turen gik til Fotografisk Center og Dansens Hus, som alle ligger i den samme fantastiske bygning som Dansehallerne. Da hofdamen ikke kendte meget til Carlsbergområdet tog prinsessen guidehatten på, og viste undersåtten de mange fine aktivitetsmuligheder og fine bygninger i området.

Hernæst drog prinsessen med følge mod Onkel Dannys plads for at se på lopper, inden turen gik til hofdamens residens, hvor The Big Lebowski blev genopfrisket i selskab med lækker hjemmelavet rabarberparfait.

Ikke en dårlig søndag, hvis prinsessen skal sige det selv.

lørdag den 9. juni 2012

Prinsessens frysemad

I de forgangne uger har prinsessen haft travlt, og det kombineret med sløvsind har gjort, at hendes energi i køkkenet ikke har været på det højeste. Derfor har hun måttet ty til flere restaurantbesøg samt take away hos den nærmeste kina grill, da hun ikke som prinsgemalen kan spise havregryn til aftensmad.

Da økonomien ikke kan holde til alle disse ud af huset oplevelser, besluttede prinsessen for at sætte dagen af til at fylde fryseren op med forarbejdet mad, som bare skal suppleres med en lille salat eller andet godt.

Det blev til 5 pakker asiatiske fiskefrikadeller.

4 pakker kartoffel, spinat og feta tærte a la food fanatic.

Samt 10 pakker moussaka, 4 pakker kødsovs og 2 bakker bechamel, som blev til overs fra moussakaen.

Så er prinsessen igen på rette kurs. I aften er der en lille rest kødsovs tilbage til aftensmaden, inden prinsgemalen kaster sig i køkkenet for at lave pandekager med is. Det er jo lørdag.

fredag den 8. juni 2012

Stofvinder

For et stykke tid siden vandt prinsessen en af Kirkesjovs giveaways, og for en uge siden dumpede der en lille skøn stofpakke ned i postkassen. Prinsessen glæder sig meget til at finde ud af, hvad disse herligheder skal bruges til.

torsdag den 7. juni 2012

Namnam

En af prinsessens undersåtter har for mange år siden boet i Singapore, og derfor var det også meget nærliggende at invitere hende på et besøg på den nyåbnede restaurant Namnam på Vesterbrogade i København.

Restauranten var meget hyggelig med fine stole og taburetter og masser af gode farver og nips.
Menukortet var overskueligt, og prinsessen og undersåtten valgte at dele tre retter.

Den første ret var en chevice  med råmarineret torsk, fennikel, koriander og chili. En lækker mundfuld, som var både frisk og smagfuld.

Hernæst kom dagens roti, som var med fyld af æg og spinat. En god kombination med sprødhed og sejhed.

Sidste ret, som var en oksekøds rendang, glemte prinsessen at tage et billede af, men det langtidsstegte oksespidsbryst var lækkert og lå i en dejlig cremet sauce.

Alt i alt en god og lækker servering i rare omgivelser. Eneste anke var, at den søde betjening efterhånden føltes lidt anmasende, da tjeneren efter sidste servering gentagne gange kom forbi for at høre om vi (dog ikke) manglede noget. Derfor valgte prinsessen og undersåtten at indtage desserten hos Tante T lige rundt om hjørnet.

onsdag den 6. juni 2012

Kanelsnurrer

I søndags var prinsessen lækkersulten, og derfor besluttede hun sig for at bage kanelsnegle. Da hun ledte efter sin opskrift kom hun til at tænke på alle de indlæg hun havde læst om Meyers kanelsnurrer, så derfor ændrede hun kurs og fandt opskriften på den svenske udgave af kanelsnegle.

I dagens anledning købte prinsessen Meyers hvedemel, som til prinsgemalens forskrækkelse kostede 34 kr for 2 kg, og prinsgemalen priste sig lykkelig for, at det som regel er ham der køber ind (i Fakta og Netto) og ikke prinsessen, som som regel går i Irma og Kvickly.

Prinsessen havde dog ikke kigget arbejdstiderne godt nok igennem, og det der skulle have været en eftermiddagskage blev nu til aftenkage (prinsgemalen fik lov til at bage kagerne, da prinsessen skulle tjekke Meyers nyeste restaurant ud da de skulle i ovnen). Men resultatet blev godt, og nu ligger de i fryseren og glæder sig til at blive serveret til andre gode eftermiddage og lejligheder.

tirsdag den 5. juni 2012

Pigetyl

I dag er det prinsessens nieces 2 års fødselsdag, og selvom prinsessen ikke kan være med til at fejre hende, skal hun ikke gå glip af gaven, som passer til en mini-wanna-be-prinsesse.



Pink tyl kan man aldrig gå galt med. Prinsessen ønsker sin niece tillykke med de 2 år.

søndag den 3. juni 2012

Medaljer og ære

For lidt over en måned siden blev prinsgemalen inviteret på Rådhuset for at modtage en sølvmedalje for sin flotte eksamen som elektriker. Dronningen ville gerne lykønske ham, og havde i dagens anledning inviteret et par stykker til, som også skulle have medalje af Københavns Håndværkerforening.

Først blev der trakteret med rådhuspandekager i festsalen. Prinsessen synes de er stærkt overvurderet og fortrak hurtigt til bordet med drikkevarerne.

Rådhussalen var flot pyntet op, og stod klar til at modtage de festklædte gæster og medaljemodtagere.

Da dronningen endelig (tsk tsk) kunne indfinde sig (det ville aldrig have sket med prinsessens punktlighed), kunne festen begynde med sange og taler.

De fine herrer sad klar med medaljerne - og legaterne skulle det vise sig. For prinsgemalen endte overraskende op med 2 sølvmedaljer, 2 legater og 2 dronningehåndtryk, det til trods at han "kun" havde regnet med en sølvmedalje. Prinsessen og prinsgemalens mor var meget stolte og fejrede ham med en stor bøf efterfølgende.

Her ses dagens opstilling, og det er tydeligt at se, at dronningen er bange for at blegne ved siden af prinsessen, hvorfor hun er placeret godt bag ved kongelighedinden.

Da festen var forbi forlod dronningen Rådhuset og sagde venligt farvel til Frank J, formanden for håndværkerforeningen - og prinsessen selvfølgelig.

lørdag den 2. juni 2012

Nye cupcakes

Prinsessen var inviteret til at bage cupcakes til en polterabend, og det skulle selvfølgelig gøres med maner.

Espresso cupcakes med pink hjerter

Citron-birkes cupcakes med grønne firkløver

Mojito cupcakes med røde læber

Chokolade cupcakes med blomster

Nu håber prinsessen på, at kagerne falder i den kommende bruds smag.

fredag den 1. juni 2012

Kung Fu Izakaya Bar

I går var prinsessen inviteret på japansk kro for at snakke gode minder fra Kinarejsen. Maden var ikke kinesisk, men det viste sig at nogle af retterne sagtens kunne have været serveret i et kinesisk køkken. Undersåtten havde investeret i en earlybird deal, hvilket var et godt køb.

Parret startede med en sommerlig mojito, en med og en uden alkohol. Skøn drink, der altid giver gode sommerfornemmelser.

Første starter var en krabbe med grønt, kinaradise, hvidløg og soya. Skøn smagsammensætning og en lille lækkerbidsken.

Lynstegt laks på tangsalat smagte skønt og friskt.

Lækre dampede dumplings med svin og kylling, der var blevet lynstegt for at opnå en lækker sprødhed. Skønne forårsruller med fisk. Skøn servering, der ledte prinsessen og undersåtten tilbage til Xians gadekøkken.

Pak choi salat med græskar og svampe smagte friskt og skønt. Lækre sticks med rejer, kylling og oksekød. Prinsessen var ikke så vild med den røgede dressing til rejerne, som havde en eftersmag af kokasse, men der ud over smagte det hele rigtigt godt, og prinsessens mave var ved at være fyldt godt op.

Desserten bestod af en sort sesamis på en chokolademousse, pyntet med krystaliserede hasselnødder og sukkerappelsin. En skøn og rig dessert, som smagte fortrinligt.

Prinsessen endte dagen af med en god iskaffe, som satte punktum for et lækkert og vellykket måltid med gode drikkevarer. Betjeningen startede godt og friskt, men faldt desværre i kadence eftersom bordene blev fyldt.

Prinsessen kan klart anbefale Kung Fu Izakaya Bar.

onsdag den 30. maj 2012

Køkkenhaven


For lidt under en måned siden var prinsessen på Mors for at besøge eksilforældrene i forbindelse med fremvisningen af nevøen. Højdepunktet på denne tur var en udflugt til køkkenhaven, som var begyndt at spire af forår.
De lækre nye rabarber blev til en lækker trifli.

De nye grønne asparges, som smager meget som friske ærter, blev dampet og spist med lidt smør og salt.

Og tulipanerne stod smukt i Jesperhus Blomsterpark.

tirsdag den 29. maj 2012

Lyserød giro

I anledningen af Giro d'Italia var prinsessen inviteret til Ringkøbing for at overvære den danske del af cykelløbet.

Da arrangørerne vidste, at prinsessen var glad for kage, havde de bagt, så der var nok til både den kongelige gæst og alle hendes undersåtter.

Gaderne var fint pyntet op med lyserødt undertøj, så man fik illusionen af at befinde sig i en smal, italiensk gyde, hvilket ikke helt lykkedes, men det var meget sjovt.

Folk var glade, og havde klædt sig ud til ære for prinsessen og cykelrytterne.

Og endelig kom cykelrytterne, og det hele var overstået på mindre end to minutter. Lidt skuffende og meget synd for Ringkøbing, som havde gjort rigtigt meget ud af at pynte op, men aldrig nåede tv skærmen, da de først begyndte at transmittere efter at rytterne havde forladt Ringkøbing.
Prinsessen kommer nok aldrig til at synes om cykelløb som et live tilskuerevent med mindre det er banecykling.

mandag den 28. maj 2012

Moesgaard

I pinsen var prinsessen i Århus for at besøge en af sine jyske undersåtter. Undersåtten arbejder på Moesgaard Museum, hvorfor det var naturligt at invitere prinsessen på en fremvisning af museet og bygningerne, som om et par år skal danne rammen om det nye Moesgaard Museum. Meget spændende at se og høre om de tanker der er gjort for at lave et moderne museum.

De skønne gamle bygninger, som i dag blandt andet danner rammen om Moesgaards udstillinger. Udstillingen "De 7 vikinger" er et frisk forsøg på at formidle vikingetiden interaktivt og dramatisk, og Moesgaard (i samarbejde med instruktøren Vibeke Wrede) har formået at skabe en ganske fin udstilling, som desværre bliver en smule langtrukken.

Administrationsbygningen, som har en fantastisk balkon på den anden side, med udkig over parken. Ikke det dårligste sted at spise sin frokost!

For at få adgang til byggepladsen skulle prinsessen og hendes undersåtter iføres let genkendeligt sikkerhedsudstyr, som klædte prinsessen væsentligt bedre end hendes undersåtter.



Prinsessen glæder sig meget til at se den færdige bygning og har allerede lagt billet ind på et af gæstelejlighederne, som vil have udsigt over vandet og skoven.

tirsdag den 22. maj 2012

Babytæppe

Så fik prinsessen brugt sine grannyfirkanter, som oprindeligt var tiltænkt et tæppe til sofaen. Dog måtte prinsessen hurtigt erkende, at farverne ikke var prinsgemalens yndlinge, og derfor slap hun med at hækle 160 lapper, som blev til to babytæpper. Det ene er allerede givet væk mens det andet glæder sig til at komme hen til sin nye ejer.

Tæpperne måler ca 80 x 64 cm og er hæklet med hjertegarns almindelige bomuld, og prinsessen er meget stolt af resultatet.

lørdag den 19. maj 2012

Nyt familiemedlem

1. maj kom prinsessens nevø, Marcus, til verden, og selvfølgelig måtte prinsessen på besøg - nok mest for moderens skyld, da prinsessen først synes børn er sjove når de kan snakke. Heldigvis var niecen også tilstede, og selvom hun ikke er den mest fremmelige af sin alder (kan som næsten to-årig stadig ikke sige "moster, du er den bedste i hele verden"), så var hun trods alt mere selskabelig end den sovende, nyfødte andenarving.

Her ligger han så og sover. Prinsessen er ikke helt oppe at ringe og mener, at det kun er forældre og bedsteforældre, der kan se skønheden i sådanne skabninger.

Den stolte storesøster fik en pandahat af prinsessen, hjembragt fra Kina - og fik lidt mortid eftersom yngsten var lagt til at sove.

Hvilken fantastisk pandahat!