mandag den 10. oktober 2011

Krea-drop-in #2

I dag var anden gang prinsessen inviterede til krea-drop-in, og heldigvis blev hun holdt med selskab af en af sine nærmeste krea-undersåtter. Der blev spist masser af chokolade og kreeret knap så meget. Undersåtten var kommet langt med sit hæklede tæppe, men prinsessen glemte at tage billeder af det, da hun havde for travlt med at have fingrene nede i chokoladeskålen.

Der ud over fik hun repareret undersåtens julegave, der var blevet lidt løs i syningen.

Og lavet knapper, som forhåbentligt kommer til at pryde lækre puder (da prinsgemalen bestemt ikke syntes, at prinsessen skulle pimpe hans jakke op med kaniner - eller cupcakes for den sags skyld).



Da det var første gang prinsessen prøvede at lave knapper, var hun ganske tilfreds med resultatet til trods for begyndervanskeligheder.

Krea-drop-in d. 17. oktober

Prinsessen har altid været kendt for sin gæstfrihed, og den er stadig intakt til trods for en mere borgerlig levestil i det forkættede parliv.
Derfor vil hun gerne invitere sine kreative venner og blogland til krea-drop-in hver mandag i værkstedet i Valby.
Næste gang er mandag d. 17. oktober, og de kreative undersåtter er velkomne fra kl. 18.30.
Kreatisterne medbringer selv deres sysler, og prinsessen stiller sin symaskine til rådighed, såfremt dette måtte være interessant. Hvis der drikkes kaffe eller te opfordrer prinsessen til at man lægger en skilling i kaffekassen. Medbragte lækkerier til ganen modtages med glæde.
Prinsessen håber på selskab i sit nye værksted, og synes det kunne være hyggeligt, hvis De ønskede at komme forbi.
Skriv her i kommentarfeltet, hvis De har lyst til at komme.

søndag den 9. oktober 2011

Picnik

I dag var prinsessen inviteret på picnik. Turen startede ikke så godt, da bypigen skulle med det offentlige transportsystem. Og selvom hun vidste hvilken retning hun skulle i, tjekkede hun (eller den medfølgende undersåt) om toget stoppede på den rette station. Derfor tog de en detour omkring Kokkedal, inden de ankom til Dyrehaven, hvor de blev mødt af en stor flok erimitageløbere, som havde fået dagens motion.

Ud over de mange løbere, var der også helt almindelige mennesker i haven, og nogle af dem brugte den fantastiske natur som deres legeplads. Skønt!



Efter en god gåtur var det blevet tid til at holde en pause, og prinsessen og undersåtten fandt sig til rette på en træstamme med hjemmebagte boller, lækkert pålæg, kage og varme drikke. Det var dog lidt koldt på denne oktoberdag, så prinsessen var meget glad for de lange gamacher under bukserne samt de mange lag langærmede trøjer.

Som en god afslutning på picniken kom Dyrehavens dyr og sagde farvel til prinsessen, og takkede hende for besøget. Prinsessen ønskede dem en god dag og begav sig mod toget.

Pulled pork

Da prinsessen fik uventede gæster fredag, måtte hun tænke kreativt i madlavningen. Altså noget, der kunne passe sig selv og laves i forvejen.

Da det er første gang prinsessen laver pulled pork, kommer her en lille vejledning, da hun synes det var en vældig fin ret. Ikke så damet (middagen blev lavet til 8 damer), som prinsgemalen bemærkede, men dog god.

Prinsessen købte 3 nakkefileter, som i alt vejede lidt mindre en 2 kg. Det var ret meget i overkanten til 8 mennesker, som skulle have 3 retter, men så var der også til resten af weekenden.

Marinaden blev lavet ud fra efter Klidmosters opskrift.
4 dl ketchup
4 spsk ahornsirup
2 spsk HP sauce
2 spsk sennep
2 spsk lys soya
2 spsk olivenolie
3 fed hvidløg
1 chili
Alt blev blendet sammen og smagt til med salt, peber og paprika.

Herefter blev kødet marineret i køleskabet i et lille døgns tid, mens prinsessen fik sovet en smule og arbejdet en del.
Fredag morgen stod prinsessen tidligt op og satte kødet med marinaden (og lidt vand) i ovnen i en glasrömertopf ved 105 grader. Herefter tog hun arbejde og håbede på det bedste.

Da hun kom hjem fra arbejde kiggede hun til kødet, og det så heldigvis rigtigt godt ud. Kødet blev taget ud, da det havde nået en kernetemperatur på 94 grader, og sovsen blev kogt ind til en barbeque sauce.

Kort før servering blev det fantastisk møre kød skilt fra hinanden med 2 gafler og overhældt med lidt æblejuice, for at gøre kødet endnu mere saftigt.

Cole slawen blev hentet frem fra køleskabet, da den var blevet lavet dagen før af et halvt hvidkål skåret i tynde strimler sammen med ca 8 gulerødder. Dressingen bestod af ca. 400 g græsk yoghurt smagt til med 1 revet løg, sennep, salt og peber.

Og så var det bare med at smide lækkerierne ind i en burgerbolle a la newyorkerbyheart og sætte tænderne i lækkerierne.

Til dessert lavede prinsessen citron og birkes cupcakes med creme cheese frosting.

lørdag den 8. oktober 2011

Jul jul jul jul

Prinsessen er i chok. Uden forvarsel blev hun mødt af Faktas juleslik en ganske almindelig lørdag formiddag først i oktober. Der var tilmed mulighed for at købe sin "chokolade" julekalender allerede nu...

Prinsessen forstår godt, hvorfor alle de kreative bloggere er ved at gå juleamok, da de jo skal have produceret en masse julegaver til de kommende markeder og under juletræet, men Fakta. Vi når jo at blive godt trætte af juleslik inden vi når slutningen af november. STOP!

Æbleprinsesse

Prinsessen har altid prædiket over for haveejere, at de skal bruge det de dyrker i deres haver. Derfor tog hun velvilligt til Brønshøj for at hente en stor pose æbler hos forstadsvennerne med et kæmpe æbletræ. Prinsessens forstadsundersåtter er godt opdraget, så derfor var æblerne plukket til hende, da hun kom, så hun bare skulle aflevere et par cupcakes i bytte for æblerne. Begge parter syntes, at denne byttehandel var en god en af slagsen.

Der blev lavet æblegrød af størstedelen. Prinsessen havde til anledningen købt en æbledeler, hvilket gjorde arbejdet med at udkerne og dele æblerne noget nemmere. Æblegrøden blev lavet med en masse æbler, lidt vand og vanillesukker og kogt indtil æblerne er møre.

Prinsessen prøvede også for første gang at tørre æbleringe. Æblerne blev skyllet og herefter skåret i skiver på mandolinjernet.
Derefter blev de smidt i ovnen på 100 grader varmluft i ca 2,5 timer. De blev ikke helt så sprøde som prinsessen gerne ville have haft dem, så måske skulle de have haft lidt mere. Men de smager godt, og prinsgemalen har allerede sat en skål til livs.

Dagens høst samt en kæmpe skål æblegrød, som bliver frosset ned i mindre portioner til mange æblekager i løbet af vinteren.

torsdag den 6. oktober 2011

Prinsessen, der fik et par hjerneblødninger

Prinsessens liv i denne uge har været præget af et par hjerneblødninger, som ikke har været godt for hendes image som super tjekket, hvilket hun har brugt mange år på at opbygge (hvorfor tager ting altid lang tid at bygge op, men utrolig kort tid at miste...).

Det hele startede mandag, hvor en teatergruppe meldte deres ankomst den følgende dag kl. 8-0-dut for at spille deres forestilling for institutioner. Det havde prinsessen fuldstændig svedt ud, og heldigvis havde hendes akademiske slave (sekretæren ansat i løntilskud) sørget for at få børn til at komme, så det eneste prinsessen skulle gøre var at aflyse sine 2 formiddagsmøder (med røde ører) og tjekke op på, at de tilmeldte børnehaver kom... Efter at have skældt sine stakkels kollegaer ud for ikke at have sørget for at hun havde styr på sine opgaver!

Onsdag fandt prinsessen ud af, at hun får gæster fredag kl. 18.00 - og har et arrangement frem til kl. 17.00. Derfor måtte prinsessen tage fri fra arbejde denne formiddag for at købe ind og planlægge en let middag - da hun torsdag aften (i dag) havde arrangement på arbejde og efterfølgende fernisering på Charlottenborg. Heldigvis kunne hun slippe tidligere fra udstillingen end forventet, således at der lige nu er lavet coleslaw, skrællet kartofler og marineret kød til morgendagens seance.

Og i dag gik det op for hende, at hun har lavet to aftaler lørdag. Prinsessen har nu streget sin spidskompetence som logistisk geni fra sit CV og overvejer kraftigt at slå sig selv tilbage til start (og venter med spænding på den næste hjerneblødning).

En praktikplads som prinsessens administrative planlægger er nu åben for ansøgninger - der er selvfølgelig ikke løn under praktik (hvorfor betale når man kan få det gratis med alle de arbejdsløse...), men til gengæld garanti for en forvirret prinsesse, der (åbenbart) vil lidt for meget.

Regn

I dag tager prinsessens eksilforældre 3 uger til Australien. Der er mellem 20-25 grader, og ingen regn. Her styrter det ned, og prinsessen har slet ikke lyst til at tage på arbejde, for det kræver jo, at man tager sit regntøj på og beskytter sin taske i en plasticpose.

Prinsessen har taget fri her til formiddag, da hun fandt ud af, at hun får gæster i morgen og ikke har tid til at lave mad, da hun har et arrangement på arbejde, der slutter kl. 17 og gæsterne kommer kl 18. I dag starter hun så sent, men får til gengæld først fri omkring kl 21.00, så der er heller ikke så meget tid til at lave mad når hun kommer hjem.

Derfor står menuen i morgen på:
Kartoffel-porresuppe, som er nem at smække sammen en gang i nat og som så kan varmes op i morgen.
Pulled pork - nakkefileterne er lagt i marinade og bliver smidt i ovnen i morgen tidlig.
Citron og birkes cupcakes, som er nemme og hurtige at bage, når prinsessen nu ikke har tid til at bage en cheesecake.

Prinsessen glæder sig allerede til weekend (med eller uden regn).

tirsdag den 4. oktober 2011

Lemon merengue cupcakes

I lørdags bagte prinsessen lemon merengue cupcakes, og da de smagte rigtigt dejligt har hun nu valgt at dele opskriften med sine undersåtter, som hun håber må få en mindst lige så god smagsoplevelse som hun. Endnu en gang takker prinsessen Hummingbird bakery for fantastiske opskrifter.


12-16 alm cupcakes
80 g smør
280 g sukker
240 g mel
1 spsk bagepulver
1 tsk reven økocitron
2 store æg
240 ml mælk

Frosting
200 g sukker
4 æggehvider
70 g lemon curd (prinsessen brugte Irmas, da hun ikke kunne nå at lave den selv)

Mix de tørre ingredienser sammen
Mix de våde ingredienser sammen og bland dem lidt efter lidt med de tørre
Fyld muffinforme ca 2/3 med dej
Bag i ca 20 min ved 190 grader

Lad cupcakene køle af inden der skæres et 2x2 cm hul i kagerne, som fyldes med en lille tsk lemon curd. Toppen fyldes på cupcaken igen og gøres klar til frosting.

Til frostingen skal sukker koges med lidt vand (prinsessen kogte det så meget, at det blev til karamel, hvilket gjorde, at marengsen blev helt gullig, hvilket bestemt ikke var hensigten. Det smagte dog udemærket, så det går nok, hvis du som prinsessen hurtigt kan blive distraheret af mange andre ting som for eksempel rygtesnak i stuen...
Imens sukkeret koger piskes æggehviderne stive, og herefter piskes sukkeret ind i æggehviderne indtil massen er lunken.
Så er man klar til at smøre frostingen på, og herefter fremtages bundselbrænderen, som giver marengsen den sidste finish. Alternativt kan man smide den under grillen i ovnen, men er man en rigtig prinsesse bruger man det rigtige værktøj!

Husk at drikke et glas asti undervejs for at fastholde den gode stemning.

mandag den 3. oktober 2011

Krea-drop-in d. 10. oktober


Prinsessen har altid været kendt for sin gæstfrihed, og den er stadig intakt til trods for en mere borgerlig levestil i det forkættede parliv.
Derfor vil hun gerne invitere sine kreative venner og blogland til krea-drop-in hver mandag i værkstedet i Valby.
Næste gang er mandag d. 10. oktober, og de kreative undersåtter er velkomne fra kl. 18.30.
Kreatisterne medbringer selv deres sysler, og prinsessen stiller sin symaskine til rådighed, såfremt dette måtte være interessant. Hvis der drikkes kaffe eller te opfordrer prinsessen til at man lægger en skilling i kaffekassen. Medbragte lækkerier til ganen modtages med glæde.
Prinsessen håber på selskab i sit nye værksted, og synes det kunne være hyggeligt, hvis De ønskede at komme forbi.
Skriv her i kommentarfeltet, hvis De har lyst til at komme.

Krea-drop-in #1

I dag var første gang prinsessen inviterede til krea-drop-in, og heldigvis var der en enkelt af prinsessens undersåtter, der gerne ville droppe in med sit hækletøj.

Undersåtten fik hæklet et par længder på sit lækre tæppe.

Prinsessen fik sat kantbånd på fødselsdagsgaven til eksilsøsteren (voksdug), hvis fødselsdag for længst er ovre. Dog er prinsessen stødt ind i et smagsproblem der gør, at prinsessen og søsteren aldrig er helt enige om, hvad der er pænt, og hvad der er grimt, hvilket gør det meget svært at finde noget, der passer i søsterens smag. Se for eksempel hvad der skete med julegaven her.

Og der blev også tid til at lave en pomponranke til at pynte op i værkstedet, da der stadig mangler lidt personlighed.

På mandag er er igen tid til krea-drop-in, og alle prinsessen undersåtter er velkomne til at kigge forbi.

Asiatisk supermarked

Da prinsessen fik gæster i lørdags og ville lave asiatisk mad, besluttede hun sig for at tjekke en ny forretning ud, som hun tidligere er kørt forbi.


Foodland i Valby er et stort og velassorteret supermarked med varer fra Østasien. Der kommer friske grøntsager hver fredag eftermiddag, og der ud over er der alt, hvad hjertet kan begære, hvis man skal lave asiatisk mad. Prinsessen var i hvert fald god til tilfreds med at have fundet et alternativ til thaibutikken på Istedgade, som også er god.

søndag den 2. oktober 2011

Søndagskastanjer

I dag var prinsessen på besøg hos prinsgemalens familie. Solen skinnede efter en noget tåget morgen, og prinsessen nød solens stråler i fulde drag. Da der var barn tilstede, fik hun dog ikke lov til at falde helt hen, hvorfor hun besluttede sig for, at søndagens aktivitet var kastanjedyr.

Der blev arbejdet hårdt med at lave huller i kastanjerne.

Et palmetræ med prinsessen, prinsgemalen og barnet under. Og så en stor kastanjekæmpe.

Og det færdige resultat, som efterfølgende kom ind som dekoration på barnets hylde. Prinsessen var glad for at kunne bidrage med kvalitetskunst i hjemmet, og tog hjem med god samvittighed over at have gjort en god gerning - igen!

Lørdagsbesøg

I dag fik prinsessen middagsbesøg af to af sine undersåtter, og det var en god lejlighed til at starte på at lave ordentlig mad igen efter en lang ferie. På grund af det gode vejr, valgte prinsessen noget let og endte med det asiatiske køkken, som står hende meget nær.

Forårsruller a la foodfanatic

Rød karry med and a la foodfanatic

Friske forårsruller a la prinsessen (alt godt fra køleskabet i strimler rullet i rispapir)

Friske krydderurter. Her havde prinsessen valgt at lave et lille udvalg til hver enkelt gæst bestående af sød basilikum, mynte og koriander.

Og til dessert lemon merengue cupcakes a la Hummingbird. Prinsessen havde bedt sine undersåtter om at medbringe deres bundsenbrænder så marengsen kunne blive brændt professionelt, og med det samme hun fik sådan en maskine i hånden kunne hun alt - hun følte sig som kagernes prinsesse - og glæder sig meget til næste gang, hvor hun får en sådan i hånden. Den er allerede tilføjet ønskelisten.

De to søde undersåtter havde taget en værtindegave med til prinsessen, og det er virkelig en kogebog efter prinsessens humor. Masser af snak og meget brune (men få) billeder. Prinsessen glæder sig meget til at komme med en anbefaling ved en anden anledning.

Alt i alt en rigtig hyggelig aften i godt selskab, og med masser af god mad kan det jo ikke gå helt galt...

lørdag den 1. oktober 2011

Prinsessen, der brugte (for) mange penge

I dag er der oprydningssalg i Girlie Hurly, og prinsessen havde skrevet det i kalenderen. Men her på det sidste har prinsessen troet, at hun er blevet forsynet med et platinkort i stedet for sit helt almindelige kreditkort. Det har resulteret i en ekstravagant ferie og flere store indkøb, samtidig med at de faste udgifter nu er steget betydeligt med erhvervelsen af det nye værksted.

Derfor må prinsessen nok hellere holde sig på måtten, for trods alt prioriterer hun god mad fremfor pynteting. Og da apenagen ikke er som den har været, og at det ikke vil være godt for monarkiet at se prinsessen havne i Luksusfælden, så vælger prinsessen at holde sig tæt på residensen i dag, hvor der ikke er så mange muligheder for at lade kreditkortet brænde.

Prinsessen ønsker alle en god weekend og minder sine undersåtter om, at selvom det ser ud til at der er mange penge på kontoen i dag, så skal de holde i 31 dage inden de næste kommer.