Prinsessens liv i denne uge har været præget af et par hjerneblødninger, som ikke har været godt for hendes image som super tjekket, hvilket hun har brugt mange år på at opbygge (hvorfor tager ting altid lang tid at bygge op, men utrolig kort tid at miste...).
Det hele startede mandag, hvor en teatergruppe meldte deres ankomst den følgende dag kl. 8-0-dut for at spille deres forestilling for institutioner. Det havde prinsessen fuldstændig svedt ud, og heldigvis havde hendes akademiske slave (sekretæren ansat i løntilskud) sørget for at få børn til at komme, så det eneste prinsessen skulle gøre var at aflyse sine 2 formiddagsmøder (med røde ører) og tjekke op på, at de tilmeldte børnehaver kom... Efter at have skældt sine stakkels kollegaer ud for ikke at have sørget for at hun havde styr på sine opgaver!
Onsdag fandt prinsessen ud af, at hun får gæster fredag kl. 18.00 - og har et arrangement frem til kl. 17.00. Derfor måtte prinsessen tage fri fra arbejde denne formiddag for at købe ind og planlægge en let middag - da hun torsdag aften (i dag) havde arrangement på arbejde og efterfølgende fernisering på Charlottenborg. Heldigvis kunne hun slippe tidligere fra udstillingen end forventet, således at der lige nu er lavet coleslaw, skrællet kartofler og marineret kød til morgendagens seance.
Og i dag gik det op for hende, at hun har lavet to aftaler lørdag. Prinsessen har nu streget sin spidskompetence som logistisk geni fra sit CV og overvejer kraftigt at slå sig selv tilbage til start (og venter med spænding på den næste hjerneblødning).
En praktikplads som prinsessens administrative planlægger er nu åben for ansøgninger - der er selvfølgelig ikke løn under praktik (hvorfor betale når man kan få det gratis med alle de arbejdsløse...), men til gengæld garanti for en forvirret prinsesse, der (åbenbart) vil lidt for meget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar