mandag den 13. juni 2011

Boller i karry

Af og til har jeg rigtigt travlt på arbejde, og så forbereder jeg mig ved at lave en masse gryderetter i store portioner og fryse dem ned, så det er nemt at få noget ordentligt at spise de dage jeg kommer sent hjem.
Nu er jeg så blevet lidt forvænt og kan godt lide ikke at skulle tænke på at lave mad efter en lang arbejdsdag, så nu er jeg gået i gang igen. I går blev der lavet chili con carne, og i dag har jeg for første gang i mit liv lavet boller i karry. Nok mest fordi min kæreste er glad for retten, og kun får den når vi er hjemme hos mine forældre.

Opskriften er taget fra Geniale gryderetter og Superbe supper af Sonja Bock og Tina Scheftelowitz.



Mors boller i karry
4 pers

Boller
500 g hakket kalv og flæsk
1 æg
100 g løg
1 spsk vand
peber
salt

Sauce
100 g løg
100 g madæble
200 g pastinak (i dette tilfælde kartofler)
2 spsk karry
7 dl vand
Peber
Salt
1 tsk sukker
3 spsk maizena
1/2 dl fløde (hvis du er til den slags...)

Boller
Hak løget meget fint og rør alle ingredienserne sammen. Lad farsen hvile i ca 30 min i køleskabet.


Sauce
1: Steg finthakkede løg og revet æble i olie i et par minutter.
2: Tilsæt karry og steg videre et par minutter.


3: Hæld 1 dl vand i og steg videre et par minutter igen.
4: Tilsæt pastinak og resten af vandet og lad det simre i ca. 30 min.



5: Blend evt. saucen for at få den mere jævn.
6: Tilsæt sukker og jævn med maizena.
7: Form bollerne i den størrelse du bedst kan lide dem og dump dem i saucen.


8: Lad det hele simre under låg i ca. 15 min, til bollerne ligger i overfladen.
9: Tilsæt fløde, kog igennem og smag til.
10: Server med ris og hvad du ellers kan finde på.

Retten smagte udemærket, men det var som om der manglede noget i forhold til sådan som min mors smager. Som om der mangler noget dybde i smagen. Måske mere karry eller selleri, eller måske skulle jeg prøve med en gang pastinak i stedet for kartofler. Eller måske bare gå i køkkenet med min mor...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar