fredag den 22. juni 2012

Varme pengeproblemer


Hvis du havde 18.000 kr, som du ikke vidste hvad du skulle bruge til, ville du så tage på en 14 dages sommerferie i Vietnam? Sådan spurgte prinsessen prinsgemalen, da de skulle planlægge deres kommende ferie. Nej, var det kontante og bestemte svar fra den SU støttede prinsgemal.

Det var ellers ham selv der startede, da han på sin første fridag havde været inde at kigge på Topas' ture ud i verden. Her præsenterede han prinsessen for en vandretur i Skotland eller en cykeltur i Italien, som også lød spændende. Men så kom prinsessen ind på hjemmesiden, og fik selv mulighed for at surfe rundt, og selvfølgelig er græsset noget grønnere på den anden side af jordkloden - i hvert fald for prinsessen.

Da prinsessen har stor forståelse for, at prinsgemalen i de kommende 2½ år ikke har den store ferieøkonomi, tilbød hun at betale for hans tur også, men den stolte prinsgemal er ikke meget for almisser, så den tygger han lige på, mens prinsessen lige skulle mindes om, hvor meget hun allerede har brugt på ferie i år (kun Thailand og Kina), og hvad hendes formue ellers kunne bruges til (ny bil...????).

Fortsættelse følger, for ferien starter lige om lidt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar