onsdag den 27. juli 2011

Solbærrom og dåser

Prinsessen har interesseret fulgt med i de mange fantastiske blogs, der på det sidste har handlet meget om de mange måder man kan bruge havens frugter på. Derfor besluttede hun sig også for at kaste sig ud i solbærsnapsen. Efter at have kigget grundigt på Frk. Camillas (Himmelske Kager) kyndige vejledning, bad hun sine gamle 85 årige naboer om at plukke et par kg solbær i den silende regn, så hun kunne komme igang. Ved afhentning fik hun også et stort bundt rabarber og et par squash med i baljen ;-)

Da prinsessen følte sig en smule eventyrlysten, vovede hun at gå efter sin egen kongelige intuition. Hun gjorde følgende:
1:1 solbær og sukker blandes og står indtil sukkeret er næsten opløst.
Blandingen hældes på flaske og der hældes rom over. Der er lige mange solbær i hver flaske, så det bliver spændende at se forskellen på smagen afhængig af mængden af rom. Blandingen står nu frem til jul, så den er klar til ris a la manden.

Den samlede høst fra naboerne. Squashene lå sikkert i prinsessens taske under fotograferingen.

Som tak for prinsessens besøg havde eksilmoderen denne gang valgt at begave prinsessen med hjemmelavet mirabellemarmelade, som smager helt guddommeligt, samt jordbærmarmelade, som eksilfaderen vil have den - uden nogen dikkedarer!
Dertil 3 flasker hyldeblomstsaft, 1 flaske rabarber/hindbær/solbær saft, 1 pose læsøsalt, 2 poser frosne selvplukkede jordbær samt 30 nyhentede økologiske æg. Prinsessen overvejede herefter at optimere frekvensen af besøg i barndommens eksilbo.

Der blev også tid til et besøg i en genbrugsbutik, hvor prinsessen fandt disse morsomme dåser. Hun tænkte tilbage til sin far; Kong Suh og de mange gange de også havde leget gemmeleg i haven.

1 kommentar:

  1. Skønt med lækkerier fra haven :)
    Rigtig fine dåser du har fundet dig!

    SvarSlet