tirsdag den 26. juli 2011

Sticks N Sushi

I dag havde prinsessen en frokostaftale med en gammel veninde. De plejer som regel at mødes på Sticks n' Sushi på Istedgade for at tale om gamle dage og livet i Asien, og denne gang var det prinsessens tur til at pleje den gravide veninde.

Derfor valgte de den bedste menu på kortet; en Flottenheimer, og der var sandelig gjort noget ud af det.

Der blev startet med sticks'ene, da de nødigt skulle blive kolde. Først panko paneret and med porrer og wasabi caesar dressing. Dejlig mør and og lækker dressing.


Dernæst jumbo ebi med yuzu kosho dip og okse med kryddersmør. Rejerne smagte rigtigt godt men var måske stegt en anelse for meget. Oksestick'en var til gengæld helt perfekt og godt krydret med en anelse hvidløg.

Herefter fortsatte prinsessen til den kolde afdeling med en wrap med and & foie gras. Foie gras er jo indbegrebet af en flottenheimer, men kan efter prinsessens smag af og til blive lidt for fed. Heldigvis var mængden tilpasset resten af wrapen, så den komplimenterede anden perfekt.

Så gik det vildt for sig, og der var masser at vælge imellem. Daikon shake med ponzu soya, som var en lakserulle med agruk, rullet i kinesisk radise. Frisk og lækker.
Nigiri: laks med dengaku miso & ingefær, tun med rygeost & karse, og søde rejer med soya sesam. Lækre nigirier, hvir især laksen var rigtig god i smagen og konsistensen.
Kaburimaki: ebi panko roll og bling bling roll. En rulle med dybstegte rejer, som var helt fantastisk, hvis man som prinsessen savler hver gang hun kommer i nærheden af den gyldne brønd, samt en rulle med laks, toppet med rogn. En rigtig god rulle, hvis man er rigtig sulten. Kan godt blive lidt vammel og stykkerne var lige en anelse for store til prinsessens smag.

Slutteligt var der maguro tataki. Tun carpaccio med revet kinaradise og grønt. Meget lækkert og delikat, og med en lækker tynd gomadressing til.

Alt i alt en rigtig god menu, og både prinsessen og hendes veninde blev godt mætte, og blev endda nødt til at levne, noget prinsessen ikke kan lide at gøre, da hun er opdraget til at spise op. Men af og til må man bare give op før tid, og det var ikke fordi det ikke smagte godt.

Hermed en anbefaling.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar